’I Know This Much Is True’: Ny HBO-serie med dobbelt Mark Ruffalo rammer hårdt og nådesløst
Nu kan det da ikke blive meget værre, tænkte jeg halvvejs inde i ’I Know This Much Is True’. Men det kunne det faktisk godt.
Jeg taler vel at mærke ikke om kvaliteten, men om plottets tragiske drejninger. Den nye HBO-serie er nemlig en lidelseshistorie af de helt tunge, som lader sine hovedkarakterer blive nede i sølet i længere tid, end den typiske fiktionsfortælling tør byde sit publikum.
Ser man på, hvem der står bag miniserien, giver det mening. Instruktør og manuskriptforfatter Derek Cianfrance har allerede gennem spillefilmene ’Blue Valentine’, ’The Place Beyond the Pines’ og ’Lyset i havet’ vist sin interesse for knuste kærlighedsforhold og forpinte menneskeskæbner – gerne fortalt over flere år eller generationer, hvilket kun forstærker de indestængte følelser.
At den amerikanske filmskaber skulle gribe fat i Wally Lambs moppedreng af en roman, synes oplagt. Dens fortælling rækker netop ud over en længere årrække og behandler både sorg, smerte og anstrengte familiære bånd.
‘I Know This Much Is True’ har Mark Ruffalo i en dobbelt hovedrolle som det midaldrende tvillingepar Dominick og Thomas. Sidstnævnte udvikler i starten af voksenlivet paranoid skizofreni, og som årene går, bliver han blevet mere og mere virkelighedsfjern. I starten af serien kommer han på en uhyggelig deroute, da han skærer sin ene hånd af på et offentligt bibliotek – et offer, som skal afværge dommedag.
Thomas indlægges på en anstalt for psykisk syge kriminelle, og Dominick forsøger derefter med næb og kløer at få ham ud derfra. I den selvpåtagede rolle som brorens beskytter glemmer (eller nægter) han dog også at tænke på sit eget ve og vel, og som tiden går, synker han dybere ned i et selvdestruktivt hul.
Cianfrance har aldrig været bange for at male sine historier op med store pensler. Vejrets temperament stemmer for eksempel ikke sjældent overens med hovedpersonernes følelsesliv. Sentimentaliteten kan godt kamme over. Men når det rammer plet, rammer det også hårdt.
Det gør serien heldigvis meget af tiden. Undervejs støder man på mange gribende (om end foruroligende) øjeblikke, som hænger ved. Åbningsscenen, hvor Thomas skærer sin hånd af, mens han reciterer et bibelsk vers, er i særdeleshed hjemsøgende.
Og selvom historien i ’I Know This Much Is True’ er sat i en lille, amerikansk forstad ved navn Three Rivers, føler man sig som medpassager på en episk rejse. Det skyldes, at fortællingen løbende med nutidens konflikter bevæger sig tilbage til brødrenes barndom og tidlige voksenliv – og senere hen endnu længere tilbage.
Det giver associationer til Terrence Malicks impressionistiske stil, når Cianfrance væver handlingsforløbene sammen i raffinerede montager, mens Ruffalos alvorlige voiceover reflekterer over de velkomponerede billeder fra fortid og nutid.
Den sparsomme mængde lyspunkter for karaktererne ’I Know This Much Is True’ betyder dog også, at serien i perioder kan være en kende repetitiv. Temperamentsfulde Dominick kører meget i samme rille, og der er eksempelvis mange scener, hvor han skal brokke sig til Gud og hvermand om uretfærdigheden i brorens tvangsindlæggelse, mens de tålmodigt forsøger at hjælpe ham.
Fortællingen føres imidlertid frem af en lang række fremragende indie-skuespillere, som gør den vedholdende sørgmodighed troværdig og nuanceret. Ruffalos præstation er selvsagt i højsædet, og han får virkelig lov at give los i begge roller, som man næsten glemmer bliver spillet af den samme person.
For mig lå guldet især i flere af birollepræstationerne. Rosie O’Donnell er forrygende som en pokerfjæsbærende og velformuleret socialrådgiver, der giver godt modspil til en rødglødende Dominick. Rob Huebel bibringer tiltrængt komik som en skuespilaspirerende bilsælger.
’I Know This Much Is True’ hører til den slags bastante dramaserier, hvor seeren ikke får særligt mange godbidder eller pusterum undervejs. Hvor man lige skal tage mod til sig, før man sætter næste afsnit på. Men når først man har gjort det, bliver man også suget ind i tvillingernes skæbnetunge fortælling, de plagede karakterer og deres dysfunktionelle relationer.
Kort sagt:
Tristessen er nådesløs i Derek Cianfrances familiesaga på HBO Nordic, hvor Mark Ruffalo giver den hele armen i sin dobbelte hovedrolle.
Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.