’Lyset i havet’: Fassbender og Vikander uden kemi

’Lyset i havet’ havde hele tre elementer kørende for allerede sig inden premieren. Instruktøren er Derek Cianfrance, der har betaget kritikere med sine alvorsfulde stemninger og fascinerende billeder i ’The Place Beyond the Pines’ og især parforholdsdramaet ’Blue Valentine’ med Ryan Gosling og Michelle Williams.

’Lyset i havet’ har også længe været kendt som filmen, hvorigennem de to superstjerner Michael Fassbender og Alicia Vikander blev kærester, hvilket også har skabt store forventningerne til deres sammenspil i de to hovedroller. Filmen er da også på forhånd blevet nævnt i forbindelse med det kommende Oscar-ræs.

’Lyset i havet’ handler om ekssoldaten Tom (Michael Fassbender), der i kølvandet på Første Verdenskrig passer opgaverne omkring et fyrtårn på en lille øde ø ud for Australiens vestkyst. Efter noget tid i total isolation gifter han sig med Isabel fra fastlandet, der ønsker at tage del i hans verden omkring fyrtårnet. Det viser sig hurtigt, at Isabels smukke forestilling om livet på øen ikke holder stik. Hun keder sig (det gør vi også), og hun har derfor travlt med at stifte en familie, som hun kan tage sig af. Men på tragisk vis ender Isabels graviditeter i pludselige ufrivillige aborter, der giver hende skam over for omverdenen og maksimerer hendes ulykke.

Bedst som parret har begravet deres anden barn, støder en robåd med en død mand og en udsultet baby mod strandbredden. På Isabels opfordring vælger Tom ikke at rapportere det til sine overordnede, og de beholder barnet som deres eget. Ved datterens Lucys barnedåb forstyrres familiens eufori af, at Tom finder ud af, at Lucys rigtige mor (Rachel Weisz) stadig er i live og leder efter hende. Bør Tom nu gøre det rigtige og fortælle hende sandheden, eller skal han bevare familiens hemmelighed? Og hvad er egentlig bedst for barnet?

Især for danske biografgængere vil plottet nok få diverse ansigtstics til at galopere, da det minder lidt om en langsom gengivelse af Susanne Biers overdramatiske ’En chance til’ – dog tilsat Cianfrances sans for dramatisk underspil. Starten lægger ellers op til en film om vanviddet i isolationen a la ’The Shining’, da Tom i flere omgange får at vide, at hans forgænger blev vanvittig af den ensomme opgave med at passe fyrtårnet.

Senere kaster vedkommende sig endda ud fra en klippeskrænt, men mystikken og det psykologiske spil omkring isolationens udfordringer får lov at ligge dér for foden af skrænten resten af filmen.

’Lyset i havet’ lægger i stedet op til et stærkt karakterdrama mellem mand og kone, som Cianfrances gjorde fremragende med Williams og Gosling i ’Blue Valentine’, men selvom instruktøren har samlet tre af filmbranchens mest interessante skuespillere i Fassbender, Vikander og Weisz, er deres respektive karakterer og konflikter ikke synderligt mindeværdige.

Filmens spilletid er helt ude af balance. Man keder sig gevaldigt under den første halve time, mens der hurtigt spoles henover mellemstykket, hvor vi nok for alvor skulle have knyttet bånd til ægteparret og deres påståede datter. Slutningen er klodset og sentimental. Og hvis der under optagelserne var sød musik mellem Fassbender og Vikander, har de effektivt parkeret det bag kulisserne, for som publikum føler man aldrig selv kærligheden mellem Tom og Isabel.

Havde det ikke været for de utroligt smukke billeder omkring fyrtårnet, lyset i havet og øens vilde bredder – skudt af den ekstremt talentfulde  ’Top of the Lake’- og ’True Detective’-fotograf Adam Arkapaw – var filmen nok endt endnu lavere på karakterskalaen.

Kort sagt:
Instruktøren Derek Cianfrance, Michael Fassbender og Alicia Vikander skuffer alle fælt i det kedelige ægteskabsdrama ’Lyset i havet’, som kun vil huskes for sine fascinerende panoramabilleder af det lys, som et fyrtårn kaster ud i havet.

Spillefilm. Instruktion: Derek Cianfrance. Medvirkende: Michael Fassbender, Alicia Vikander, Rachel Weisz, Florence Clery, Jack Thompson, Thomas Unger. Spilletid: 130 min.. Premiere: Den 8. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af