650.000 kroner. 300 ildsjæle, der har arbejdet ganske gratis. Et styks hjemmedyrket verdenstjerne og adskillige labre drone-skud af eksotiske danske landskaber, der ville gøre DR jaloux.
Det er ingredienserne i danske Shahbaz Sarwars fanfilm ‘Shrouded Destiny: A Star Wars Long Tale’, hvis ovenstående trailer fungerer som et imponerende ambitiøst pitch til Lucasfilm og Disney. Til sammenligning havde de enkelte episoder af ‘Star Wars’-serien ‘The Mandalorian’ et budget i omegnen af 10-15 millioner dollars.
Sarwar er både instruktør, producer og hovedrolleindehaver på projektet, og drømmen er en serie, der vil have »’Game of Thrones’ størrelse, ‘Breaking Bad’s drama, ‘The Wire’s detaljegrad og ‘The Raid’s stærke action«.
På Youtube skriver det 34-årige talent:
»If a lifetime of watching Star Wars has taught me anything, it is that you don’t tell me the odds, and a lack of belief in something is the reason we fail«.
Vi ønsker Sarwar – som tidligere har medvirket i ‘Herrens Veje’ og ‘Når støvet har lagt sig’ – al muligt held og lykke. Og glæder os over at se endnu en Mikkelsen på eventyr i fjerne galakser, fire år efter lillebror Mads’ medvirken i ‘Rogue One’.
Se mere om ‘Shrouded Destiny: A Star Wars Long Tale’ på filmens Facebook-side.