Den forholdsvis ukendte instruktør J.D. Dillard er blevet udset til at instruere den næste film om en galakse langt, langt borte, skriver The Hollywood Reporter.
Dillard er bedst kendt for sin indiesci-fi ’Sleight’ fra 2016 og som J.J. Abrams’ assistent på ’The Force Awakens’. Han havde også en lille cameo som stormtrooper i ’The Rise of Skywalker’, så den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter er ikke helt tabt bag en vogn, når det kommer til Lucasfilms univers.
Dillard bliver den første afroamerikanske instruktør, der skal instruere et Star Wars-projekt. ’Luke Cage’ og ’Agents of S.H.I.E.L.D.’-manuskriptforfatter Matt Owens er udpeget til at hjælpe Dillard med projektets historieudvikling, hvis detaljer stadigvæk er tophemmelige.
En kilde fortæller dog The Hollywood Reporter, at Dillards bidrag til Star Wars kommer til at centrere sig om den dunkle Sith planet Exegol, som blev introduceret i sidste års ’The Rise of Skywalker’.
Det vides endnu ikke, om filmen kommer i biograferne, eller bliver sendt direkte til streamingtjenesten Disney+, hvor Star Wars-serien ’The Mandalorian’ for nyligt er blevet taget godt imod. Og så skal det blive spændende at se, om Dillard holder hele vejen til premieren. Lucasfilm-chef Kathleen Kennedy har haft en kedelig vane med at afbryde samarbejdet med instruktører i flæng de seneste år.