‘Star Wars: The Force Awakens’
[Vil man absolut intet vide om plottet i ‘The Force Awakens’, kan man med fordel læse anmeldelsen, efter man selv har set filmen]
En granvoksen mand gik ind og så J.J. Abrams og Disneys første nye film i Star Wars-universet, ’The Force Awakens’. Men en lille dreng kom ud – varm om hjertet og med tårer i øjnene over at være ført tilbage sin barndoms Star Wars-film og deres magiske univers.
J.J. Abrams & co. har gjort det, vi alle håbede, at ’The Phantom Menace’ ville gøre dengang i 1999. Den nye film har nemlig præcis den charme, magi og det hjerte, som prequel-trilogien manglede, og det er på alle måder den Star Wars-film, vi har ventet på siden ’Return of the Jedi’ .
Filmen finder sted 30 år efter ’Episode VI’ og ødelæggelsen af den anden Death Star. Det slagne Imperium genopstår fra asken som The First Order, endnu en fascistisk og ond militærmaskine, der hylder viljens triumf i store paradeoptog.
De er ledet af den mystiske Supreme Leader Snoke (Andy Serkis), hvis højre hånd og discipel er den maskeklædte Kylo Ren (Adam Driver). På den anden side har vi The Resistance, ledet af General Leia (Carrie Fisher), og hvis det lyder bekendt, så er det, fordi det er stort set samme politiske udgangspunkt som i ’A New Hope’.
Vi følger den unge scavenger Rey (Daisy Ridley), der lever på den Tatooine-agtige ørkenplanet Jakku. Hun lever fra hånden til munden af at bytte gamle vragdele for mad, mens hun venter på, at hendes familie vender tilbage. Et andet sted på planeten er The Resistances bedste pilot Poe Dameron (Oscar Isaac) på en hemmelig mission for at skaffe et kort, der kan lokalisere den forsvundne Luke Skywalkers whereabouts.
Også Kylo Rens stormtroopers er på jagt efter kortet. Blandt dem er stormtrooper FN-2187 (der senere får det mere mundrette navn Finn og spilles af John Boyega), som frastødes i en sådan grad af sine våbenbrødres nedslagtning af landsby i værste My Lai-stil, at han afhopper til den lyse side. Poes smarte kugledroide BB-8 tiltros kortet, ikke helt ulig hvordan R2-D2 i ’A New Hope’ bærer planerne for den første Death Star. BB-8 formår ligesom sin forgænger at udtrykke en hel vifte af følelser gennem sine blip-blop-lyde og hovedbevægelser.
Brikkerne er i høj grad de samme som i ’A New Hope’, og det er sikkert meget sigende for historiens cykliske natur, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere nytænkning i plottet.
Men i bund betyder det mindre, fordi alt andet fungerer så godt. Tempoet i filmen er højt, og kun af og til kunne man ønske sig lidt flere scener, hvor karaktererne får lov at interagere. Det fungerer nemlig så godt, når det sker, og især de forholdsvist uprøvede hovedrolleindehavere Ridley og Boyega brænder igennem med en virkelig god kemi på lærredet.
Filmen balancerer fornemt mellem sjov og alvor. Den har en kækhed og frækhed, perfekt afbalanceret med død og alvor, en stemning, der også kendetegnede de gamle film (især den bedste, ’The Empire Strikes Back’). Abrams og hans medmanuskriptforfattere kan deres kram, og man kan tydeligt mærke deres kærlighed til universet, som også kommer til udtryk i metajokes, ikke ulig Joss Whedons take på ’The Avengers’.
Til tider er de interne referencer og nostalgien ved at kamme over, og det er ikke udelukkende et kærkomment gensyn, når Han Solo (Harrison Ford) træder ind på scenen. Man tilgiver heldigvis, at han virker lidt gammel og træt, fordi han er relevant for historien.
De er de unge skuespillere, hvis lys brænder klarest i ’The Force Awakens’. Adam Driver er perfekt castet som Kylo Ren og en værdig efterfølger til Darth Vader – en spændende, lige dele patetisk og ondskabsfuld figur med mindreværdskomplekser og stort temperament. Når tingene går galt for ham, kvæler han ikke koldt den ansvarlige med sit force choke, han går amok og smadrer et rum med sin light saber (den seje med parerbøjle).
Teknisk er filmen et mesterværk. De flade computergenererede effekter er udskiftet med rigtige, smukke praktiske effekter, dukker, masker og miniaturer, der er forbedret med små, usynlige CGI-tweaks, så universet føles ægte. I det hele taget har filmen en taktil fornemmelse, som Episode I-III manglede, men som den originale trilogi mestrede og vandt Oscars for (og mon ikke det sker igen?).
Det hele føles fysisk håndgribeligt. Det gælder de skønne og skøre væsener og droider i Maz Kannatas røverhule, der er en Mos Eisley Cantina værdig. Det gælder fartøjerne, fra Reys landspeeder til de hylende TIE-fighters.
Og det gælder især actioneffekterne: Et blasterskud der efterlader et brændende hul i en Stormtroopers hvide panser, lyset der kastes fra en light sabers klinge og oplyser de duellerendes svedige ansigter, og den følelse man får, når den rammer en anden lightsaber, eller når den skærer sig ind i kødet på modstanderen.
Actionscenerne har altid været en stor del af Star Wars-oplevelsen, og ’The Force Awakens’ leverer til fulde de sekvenser, enhver Star Wars-fan kunne håbe på.
Fotograferingen er også i topklasse, fra episke panoramaer og klaustrofobiske indendørsscener til kvalmende jagtscener i rummet. Jeg så filmen i IMAX 3D, hvilket var en overvældende medrivende oplevelse. Der var en god lysstyrke på det enorme lærred, hvor almindelige 3D-film hurtigt kan fremstå dunkle, og så var 3D-effekterne afmålte og effektive.
Der har vel aldrig været tvivl om, at filmen ville blive en storsællert – det er næsten givet med Star Wars – men filmen er også en kritisk og teknisk succes, der puster nyt tiltrængt liv i franchisen.
Det er ikke en perfekt film, men det er noget nær den film, vi drømte om at få, og den film, traileren lovede. Efter filmen var jeg ærgerlig over, at der ikke var flere scener med Captain Phasma (Gwendoline Christie fra ’Game of Thrones’), men det, jeg i virkeligheden var ærgerlig over, var, at filmen var slut, for jeg ville have mere på trods af spilletiden på to timer og et kvarter.
For nye og gamle Star Wars-fans: Glæd jer! Kraften er atter i balance.
Kort sagt:
’The Force Awakens’ er den film, Star Wars-fans har ventet på meget længe. Et teknisk mesterværk, der med sin effekter har samme magi som den gamle trilogi, men vigtigst af alt har hjertet, humoren og karaktererne, som en rigtig Star Wars-film skal have. Nu føles ventetiden til ’Episode VIII’ lang.
Læs også: De første seks ‘Star Wars’-film rangeret fra den værste til den bedste