6. Episode I: ‘The Phantom Menace’
16 år skulle vi vente, før George Lucas og co. endelig begyndte at lave de tre forudgående film i ’Star Wars’-serien. Lucas indtager instruktørstolen for første gang siden den første ’Star Wars’-film og demonstrerer til fulde sin svaghed som instruktør: Han kan ikke instruere mennesker, og han vil hellere sælge merchandise end fortælle en sammenhængende historie.
Skuespillet er over hele linjen ikke noget at råbe hurra for, og værst er selvfølgelig den infantilt irriterende Jar Jar Binks. Den computeranimerede comic relief-karakter skæmmer filmen med sit brækkede engelsk og sine fjollede deus ex machina-redninger. Plotmæssigt rammer filmen også bunden med en uvedkommende og kedelig handelskrig som plotstarter (ikke ligefrem episk materiale), den laaaaange og ligegyldige podracing-scene og kraften, som med Midichlorians bliver reduceret fra magisk kraft til blodsygdom. Hovedskurken Darth Maul ligner præcis det, han er, en stuntmand i Halloween-makeup.
Kostumer og art direction er i top, men de computergenererede effekter er flade og computerspilsagtige at kigge på, og man savner de praktiske effekter og miniaturer, der kendetegnede den gamle trilogi.
Vigtigst af alt savner den (og det gælder for hele trilogien) de gamle films magi, hjerte og mindeværdige karakterer. Nogle ’Star Wars’-fans opfordrer ligefrem til at springe Episode I over, når man viser serien for nye seere. Det kan jeg kun tilslutte mig.
5. Episode II: ‘Attack of the Clones’
’Attack of the Clones’, anden episode i Lucas’ nye trilogi, lider under de samme problemer som ’Phantom Menace’: Horribelt skuespil, flade computereffekter, ingen magi, intet hjerte og dårligt manus. Den har dog en ting kørende for sig: Jar Jar Binks har næsten ingen replikker, ophøjet som en anden Lars Løkke til en politisk magtfaktor i senatet.
Desværre taler de andre karakterer. Jake Lloyds nuttede, men dårligt spillede Anakin er erstattet af en surmulende og dårligt spillende Hayden Christensen, som i Lucas’ hænder bliver patetisk dårlig. Hans transformation til mørkets fyrste Darth Vader er utroværdig i både denne galakse og andre galakser langt, langt væk. Kærlighedsscenerne mellem ham og Padme (Natalie Portman) er pinagtige ringe – set bedre i selv den tarveligste ungdomsserie.
Efter en forrygende startscene, hvor man ser Obi-Wan jagte en snigmorder gennem en travl metropolis, flatliner filmen i lange, kedelige og dårligt leverede replikker. Dele af Obi-Wans jagt på klonhæren, og et forrygende showdown mellem Yoda og Count Dooku (den suverænt castede Christopher Lee), står som højdepunkter i en ellers svag tilføjelse til serien.
4. Episode III: ‘Revenge of the Sith’
’Revenge of the Sith’ er uden tvivl den stærkeste film i den nye trilogi. Der er smæk på, tempoet er højt, og de lange kedelige og overforklarende dialogscener er væk. Det er en mørk film, hvor de gode tabe terræn hele tiden, og derved også en mere moden film (den første ’Star Wars’-film, der blev fik censuren PG-13), der er langt mere interessant og episk end de to første.
Actionsekvenserne i Episode III fungerer bare godt. Fra det imponerende rumslag i filmens start, Obi-Wans duel med den karismatiske skurk General Grievous, til Anakins kamp mod Obi-Wan på lavaplaneten Mustafar, som efterlader Anakin forkrøblet og handicappet.
Følelsesmæssigt rammer ’Revenge of the Sith’ også nogle længe savnede højdepunkter: Jediordenens udryddelse i hænderne på de klonede stormtropper, Anakins forræderi og nedslagtning af eleverne i jediskolen og hans overgang til Darth Vader med kybernetiske proteser og det hvæsende åndedrag i den karakteristiske maske. Sammenhængen med Episode IV er i det hele taget tilfredsstillende. Luke og Leias fødsel og deres placering hos fosterforældre, påbegyndelsen af Dødsstjernen osv.
Hayden Christensen udgør stadig en noget patetisk skikkelse, og hans skuespil er filmens store akilleshæl. Hans rejse til den mørke side vises primært ved, at han bærer en hætte og skuler en del. Han minder mere om en uvoren teenager end mørkets fyrste. Og så kan Lucas ikke skrive gode dialoger (længere): »Hold me, Ani. Hold me, like you did by the lake on Naboo«.
3. Episode VI: ‘Return of the Jedi’
’Return of the Jedi’ er den svageste film i den originale trilogi, men stadig en god film. Den genbruger ideen om endnu en Dødsstjerne, som skal ødelægges, og så er den skæmmet af de nuttede børneleflende væsener Ewoks, som sænker niveauet gevaldigt. Med spyd, sten og træstammer nedlægger Ewoksene egenhændigt et helt kompagni af elitestormtroopers på skovplaneten Endor. I det hele taget er Endor en lidt flad oplevelse, bortset selvfølgelig fra de forrygende jagtscener på de lynhurtige speeder bikes mellem skovens stammer.
Filmen starter med redningen af Han Solo, som blev indstøbt i kulstof i sidste film og nu hænger og pryder den slimede gangsterkonge Jabba the Huts væg. Hele redningssekvensen er utroligt velkomponeret og mesterligt iscenesat: Vennernes infiltration af organisationen, Lukes kamp med Rancoren og den endelige kamp ved det kødædende hul, hvor Leia kvæler Jabba ihjel.
Også det sidste showdown mellem Luke, Darth Vader og Kejseren er fænomenalt. Jeg får stadig kuldegysninger, når Vader og Luke slås til John Williams’ fænomenale score i smuk silhuet, og når Vader i sidste øjeblik kommer sin søn til undsætning. Men man skal sluge endnu en kamel, når man ved sejrsfesten, hvor de elskelige Ewoks rigtigt fester igennem, får et uventet og uønsket gensyn med en akavet Hayden Christensen, der pludselig står som CGI-spøgelse ved siden af Obi-Wan og Yoda.
2. Episode IV: ‘A New Hope’
Den allerførste ’Star Wars’-film skal roses alene for at have lagt fundamentet for ’Star Wars’-universet. Det var her, det hele startede med light sabers, the force, jediriddere og alle de fantastiske genstande og begreber, filmen er spækket med – alle ting, der er blevet en del af vores fælles kulturelle kanon.
Det var også her, ørkenen bliver grundlagt som en slags urscene for universet, som bliver genbesøgt i både Episode I og den nye Episode VII. Det var også her, vi første gang hørte John Williams fantastiske musik. Et sandt overflødighedshorn af kreativ energi, innovation og nyskabelse. De praktiske effekter er glimrende, og det er stadig imponerende at se en mægtig Star Destroyer rumle henover skærmen eller de intense scener i graven på Death Star.
Den rammer en perfekt tone mellem det alvorlige – lysets kamp mod mørket, hvor folk faktisk kan dø – og det muntre og sjove, fx i samspillet mellem den blippende R2-D2 og den evigt forvirrede C-3PO. Karakterne er enkle, gode og velspillede.
I det hele taget lykkedes ’A New Hope’ alle de steder, hvor ’The Phantom Menace’ fejler. Replikkerne er mindeværdige, sjove og citerbare, dens appel er universelt, uden at den lefler, karaktererne er enkle og gode, især Harrison Fords Han Solo og hans evige banter, skurkeagtige charme og modvillige heltemod. Vigtigst af alt har den første film et kæmpestort hjerte. Det er en film, der aldrig vil gå af mode, og som stort set alle kan få fornøjelse ud af.
1. Episode V: ‘The Empire Strikes Back’
’The Empire Strikes Back’ er den mørkeste af alle filmene og uden sammenligning den bedste. Budgettet er mangedoblet fra ’A New Hope’, og det kan ses. Den ene fantastiske scene afløser den anden. Min personlige yndlingsscene er åbningssekvensen fra isplaneten Hoth, først med Lukes og Han Solos strabadser med Probe Droid, Wampa og ekstrem kulde og siden med Imperiets invasion af rebelbasen med de ikoniske kampmaskiner AT-AT i glorværdig stop-motion.
Filmen er fra start til slut spækket med fede settings (Hoth, Dagobah, Cloud City), gode karakterer (foruden det oprindelige cast, som stadig brillerer: Yoda, Lando, Boba Fett, Kejseren m.fl.), og så er det bare så modig og moden en historie, hvor lyset er presset af mørket. Filmen slutter ikke med en stor sejrsfest som de to andre i trilogien, den slutter med Han Solo, der er blevet levende indkapslet, Luke, der har fået afhugget hånden af sin far, mørkets fyrste, og en rebelstyrke, der generelt er presset. Det er en intens, følelsesmæssig rejse.
Hele seriens plotmæssige og følelsesmæssige omdrejningspunkt finder sted i maven på Cloud City, hvor Darth Vader efter en eminent opbygget duel konfronterer Luke Skywalker med de ikoniske ord »I am your father«: Et af filmhistoriens største twists. ’The Empire Strikes Back’ er ikke bare den bedste ’Star Wars’-film (i hvert fald inden ’The Force Awakens’), det er også en af de bedste action-eventyr-film nogensinde.