I går fik biograferne besked fra Kulturministeriet om, at de må åbne øjeblikkeligt. Her vidste biograferne dog endnu ikke, ud fra hvilke retningslinjer de kunne slå dørene op, men dem har ministeriet nu offentliggjort.
Her fremgår det, at der må sidde maksimalt 500 mennesker i en biografsal. Hvert andet sæde skal dog være tomt, og der skal være en meters afstand mellem gæsterne målt fra midten af sædet. Dog kan grupper, der »i forvejen har tæt kontakt«, godt sidde ved siden af hinanden, for eksempel roommates, familiemedlemmer eller kærester.
Samtidig må der højst være én gæst per to kvadratmeter gulvareal.
I foyeren foran salene skal gæsterne kunne holde én meters afstand, og der må maksimalt være én person per fire kvadratmeter gulv. Da foyeren i mange danske biografer er relativt lille, er det her, man kan forudse, der kan komme et problem, som biograferne skal forsøge at indrette sig udenom.
Alt i alt må det dog siges at være udmærkede nyheder for de danske biografer, hvor mange havde frygtet, at man højst måtte lukke 50 mennesker ind i salene ad gangen. Ganske vist kan de ikke udnytte deres fulde kapacitet, men hvis grupper sidder sammen og dermed ikke efterlader mange tomme sæder imellem sig, er det unægteligt kun de allermest populære visninger, der vil blive markant begrænset.
Og så er det klart, at de helt store sale som i for eksempel Imperial, hvor der kan være små tusinde mennesker, bliver ramt på kapaciteten. Men Nordisk Film har tidligere fortalt, at netop Imperial nok ikke kommer med i åbningen i første omgang.
Hvornår biograferne åbner vides endnu ikke – ja, de ved det nok ikke engang selv endnu. Først skal de nemlig kunne indrette biografen efter retningslinjerne – og have overblikket over, hvilke film de kan vise.
Men et realistisk bud er, at de første sale vil begynde at åbne i løbet af næste uge.