Colin Kaepernicks historie på vej til Netflix i ny serie af ’When They See Us’-skaber

Colin Kaepernicks historie på vej til Netflix i ny serie af ’When They See Us’-skaber
Colin Kaepernick. (Foto: Thearon W. Henderson/Getty Images)

NFL-quarterbacken Colin Kaepernick blev et regulært symbol på racedebatten, da han tilbage i 2016 knælede under nationalsangen i protest imod politibrutalitet mod farvede. Nu er hans historie klar til at blive fortalt foran rullende kameraer til Netflix i en ny serie med titlen ’Colin in Black & White’ skabt af Ava DuVernay, der står bag nogle af de senere års vægtige film- og serietitler i racedebatten som dokumentarfilmen ’13th’ og sidste års biografiske dramaserie ’When They See Us’.

Det er dog er ikke momentet, der i sin tid gjorde Kaepernick omtrent lige dele forhadt og idoliseret, der skal spindes tv-guld på. ’Colin in Black & White’ omhandler nemlig NFL-spillerens ungdom og high school-år som et sort barn adopteret af en hvid familie – og alt, det har medført af identitetsproblemer og sager, der har været med til at gøre ham til den aktivist, han er i dag.

»Med sin protesthandling antændte Colin Kaepernick en national samtale om race og retfærdighed med vidtrækkende konsekvenser for fodbold, kultur og for ham selv personligt,« fortæller Ava DuVernay via Netflix. »Colins historie har meget at sige om identitet, sport og den udholdende ånd, der er i protest og ukuelighed«.

»Vi ser alt for ofte sorte historier portrætteret gennem en hvid linse,« lyder det fra Kaepernick om samarbejdet. »Vi søger at give et nyt perspektiv til de forskelligartede virkeligheder, sorte mennesker står overfor. Vi udforsker racekonflikterne, som jeg stod overfor som en adopteret sort mand i et hvidt samfund gennem mine high school-år«.

’Colin in Black and White’ er skrevet af Michael Starrbury, der samarbejdede med DuVernay på ’When They See Us’. Den nye Kaepernick-serie kommer til at rumme seks afsnit, der allerede er færdigskrevne og klar til at blive filmatiseret til efteråret, når coronakrisen tillader det. Det er derfor også endnu uklart, hvornår serien præcis får premiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af