Der er store forventninger til Matt Reeves kommende ‘The Batman’, der har Robert Pattinson i titelrollen som den maskerede hævner. Faktisk så store, at Warner Bros allerede har givet Reeves grønt lys til at søsætte en spinoffserie om Gothams politistyrke, der skal udspille sig i samme univers som spillefilmen.
Reeves får kompetent assistance fra stjernemanuskriptforfatteren Terence Winter, der med ‘The Wolf of Wall Street’, ‘Boardwalk Empire’ og som episodeforfatter på ‘The Sopranos’ har skildret korruption og kriminalitet på yderst original vis. Noget tyder på, at Winter vil fungere som showrunner, mens Reeves sandsynligvis påtager sig en producerrolle af en art.
‘The Batman’-instruktøren beskriver den kommende serie som en videreudvikling af spillefilmens univers, der fokuserer på korruptionen i Gotham og politistyrkens arbejde med at komme selvsamme til livs. Derudover er det endnu småt med informationer om serien, men vi må nok regne med, at superstjernen Pattinson ikke kommer til at medvirke.
Den kommende spinoffserie, der endnu ikke har fået en titel, er et led i DC’s kommende seriesatsninger, som desuden tæller ‘Green Lantern’, ‘Justice League Dark’ og animationsserien ‘Aquaman: King of Atlantis’.
Gadeplansurolighederne i Gotham City er før blevet skildret i Fox-serien ‘Gotham’, der løb over fem sæsoner med Ben McKenzie i hovedrollen som James Gorden, men som altså ikke har tilknytning til Reeves nye projekt.
‘The Batman’ er planlagt til premiere i efteråret 2021.