‘Tenet’ lader til at blive Christopher Nolans mest splittende film til dato. De første internationale anmeldelser er netop landet og storfilmen får både ris og ros for sin skildring af en CIA-agent (John David Washington), der skal forsøge at stoppe Tredje Verdenskrig ved hjælp af manipulering af tid.
/Film bemærker, at ‘Tenet’ er den mest »Nolanske film af alle Nolan-film« med et »rodet men underholdende resultat til følge. En film, der føles både larmende og oppustet«.
Indiewire fortsætter i samme bane og kalder filmen en »humorforladt skuffelse«, hvor Nolan er mere »fanget af sine egne mekanismer end nogensinde før«. Anmelderen giver karakteren C-.
Et noget mere positivt billede tegner sig hos The New York Times. Jessica Kiang skriver, at filmen »overvælder sanserne«, mens hun lovpriser John David Washingtons præstation som The Protagonist. Hun fastslår, at filmen bestemt er underholdende, men at dens forsøg på at være hjernevridende ikke altid fungerer.
Empire giver fire ud af fem stjerner og kalder filmen »stor, modig, forbløffende og fuldkommen skør«, mens Variety også kalder filmen »grandiøst underholdende« og priser Nolans filmhåndværk, som står skarpere end hans manuskriptarbejde.
The Guardian kunne ikke være mere uenig. Anmelderen kalder filmen en »stinker« med et mekanisk plot, der ikke er værd at se på det store lærred og kvitterer med to ud af fem stjerner.
I den modsatte grøft står Total Film, der beskriver ‘Tenet’ som »et monumentalt biografspektakel, der perfekt illustrerer, hvad der gør biografoplevelsen så særlig i al dens hjertestoppende storhed«.
The Hollywood Reporter er noget mere tilbageholden. Her er konklusionen: »Alt i alt udgør det en kølig, hjernevridende film, der er let at beundre, særligt fordi den er så rig på dristighed og originalitet, men som er noget nær umulig at elske, fordi den mangler en grad af menneskelighed«.
The Telegraph giver topkarakter og skriver, at ‘Tenet’ vil »få mange til at kaste hænderne i vejret i frustration og mange flere til at klappe i hænderne af ærefrygt og fornøjelse«.
BBC’s Nicholas Barber giver filmen tre ud af fem stjerner og skriver: »Den gode nyhed er, at filmen er så sprudlende, så episk, så stopfyldt med eksotiske lokationer, skarpe kostumer, skuddueller og eksplosioner, at du får, hvad der svarer til seks måneders biografunderholdning på kun to en halv time«.
Filmen har desuden fået en nervepirrende intens sidste trailer. Se den HER.
‘Tenet’ får dansk premiere den 26. august.