I hælene på Christopher Nolans besættelse nummer ét: Tid

Hvad har ’Dunkirk’, ’Memento’, ’Interstellar’ og næsten alle andre Nolan-film til fælles? De fremhæver og manipulerer tiden så meget, at den næsten føles som en karakter. Vi kigger nærmere på instruktørens forhold til tid op til ’Tenet’, der lader til at lægge sig i kølvandet på de forrige.
I hælene på Christopher Nolans besættelse nummer ét: Tid
'Interstellar'.

Tiden går i Christopher Nolans film, den går bare ikke, som den plejer.

I ’Memento’ bliver det bærende handlingsspor fortalt baglæns. I ’Dunkirk’ synes tiden at løbe i forskellig hastighed, alt efter om vi befinder os til vands, på land eller i luften. I ’Inception’ er et øjeblik i virkeligheden flere timer i et dybt drømmestadie. Og i ’Interstellar’ vender den rumrejsende tilbage til sin datter, der nu er langt ældre end ham selv.

Tiden er ikke bare noget, der løber ens for alle, den kan bøjes og påvirkes, både af fysikkens love, men så sandelig også af øjnene, der ser.

»Jeg har altid været fascineret af tid. Af tidens subjektivitet«, har Christopher Nolan sagt.

Det bekræfter han med sin kommende actionbasker ’Tenet’. Det er stadig ikke helt klart, hvad filmen egentlig handler om, men vi ved, at John David Washingtons agent skal redde verden fra noget, der er værre end dommedag. Og vi ved, at han skal gøre det ved at manipulere med tiden.

Tricket hedder time inversion, og det er vist noget med, at en person eller en ting kan bevæge sig baglæns igennem den regulære tid.

Dermed fortsætter den britiske Hollywood-auteur sit vel nok mest gennemgående varemærke: Han gør tiden til en aktiv medspiller i sine film.

Tiden som den sande skurk

Oftest tager de sindrige tidslabyrinter afsæt i en enkelt begivenhed, en traumatisk hændelse, der former hovedpersonens verden. I ’Memento’ jagter en mand uden korttidshukommelse sin kones morder, i ’The Prestige’ starter en mislykket tryllekunst en årelang rivalisering, og i ’Inception’ saboterer hovedpersonens afdøde kone de drømme, han infiltrerer.

Noget lignende er tilfældet i ’Insomnia’ og ’Batman Begins’.

Nolan undersøger, hvordan traumet former virkeligheden, men en central pointe er, at erindringen ikke altid er til at stole på. Det, vi tog for givet, kan vise sig at være forkert, og fordi minderne ofte opsluger alt hos instruktørens hovedpersoner, er det grundlag, de betragter verden ud fra, skrøbeligt.

Leonardo DiCaprio og Marion Cotillard i ‘Inception’.

Martrede sjæle som Leonard Shelby (’Memento’), Dom Cobb (’Inception’) og Robert Angier (’The Prestige’) lader sig styre af deres egen upålidelige opfattelse af fortiden.

Alle film arbejder med tiden, forkorter den, springer i den, komprimerer den, så filmens fortælling bliver så effektiv som mulig. Men modsat de fleste Hollywood-instruktører fremhæver Nolan manipulationen, i en grad så tiden næsten føles som en karakter. Han har selv kaldt tiden for den sande skurk i ’Interstellar’, og man forstår hvorfor, når Matthew McConaugheys rumrejsende vender tilbage fra en mystisk vandplanet og konstaterer, at 23 år er passeret på Jorden, i de få timer han var der.

På en skærm i rumskibet kan han se videohilsner fra sine børn og se deres liv passere i en montage over alle de år, der gik uden ham.

Vi skaber med

Nok understreger Nolan med sine labyrintiske tidseksperimenter, at tiden ikke er en objektiv, uforanderlig størrelse – den opleves forskelligt, og den kan endda ændre sig helt – men målet synes i lige så høj grad at være underholdning. Når han manipulerer tiden, er det nemlig ikke mindst i fortællingens tjeneste, som en måde at løbe om hjørner med publikum, vække vores nysgerrighed og puste til vores indlevelse.

Før han går i gang med sine manuskripter, tegner han figurer over filmenes plotstrukturer, og der er aldrig tale om lige linjer fra et punkt til et andet. Her udspiller historien sig i forskellige hastigheder, på forskellige niveauer og gerne cirkulært.

Samtidig forærer han sjældent svarene til sine seere, vi må selv regne ud, hvordan trådene skal bindes sammen. I ’Memento’ får vi fornøjelsen af at gennemskue, at scenerne i farver fortælles baglæns, mens de sort-hvide scener fortælles forlæns, og allerede i den ujævne noir-debutfilm ’Following’ hopper instruktøren lystigt i tiden uden at tage os i hånden.

Konstruktionerne er ikke kun blær, de er ofte skabt for at holde seerne i et jerngreb: Når vi ser Cillian Murphys soldat uskadt i ’Dunkirk’, husker vi, at han i en anden plottråd er blevet samlet op med granatchok, og vi ved derfor, at det ikke varer længe, før bomberne falder.

‘Dunkirk’.

At krigen skildres i tre plottråde, fortalt i forskellig hastighed, giver også et skud realisme til filmen, fordi det er naturligt, at soldaterne oplever tiden forskelligt, alt efter om de er under bombardement eller ensomt sejler på det åbne hav.

Tricket virker dog kun, hvis seeren kan overskue trådene, for bliver forvirringen for stor, er effekten ikke opslugende, men fremmedgørende. Det er en grænse, som ’Dunkirk’ undervejs flirter med.

Uanset hvad er Nolans tilgang til plottet og tiden et vidnesbyrd om, at han ser biografgængerne som medskabere af oplevelsen, ikke blot som passive modtagere. Vores blik betyder noget. Vi er selv med til at fylde hullerne og forme oplevelsen.

Trailerne til ’Tenet’ bestyrker dog også en anelse, man kunne have efter særligt ’Inception’ og ’Interstellar’: At de mange tidseksperimenter også er udtænkt med målet om at skabe fandens effektiv action.

Det er der nu heller ikke noget i vejen med.

’Tenet’ får biografpremiere 26. august.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af