Colin Farrell er fuldkommen uigenkendelig i rollen som Pingvinen i Matt Reeves’ kommende ‘The Batman’. Så meget står klart efter filmens første teaser, hvor man ser et kort glimt af Farrell under et tykt lag makeup og med nogle ekstra kilo på siderne.
Faktisk var transformationen så gennemført, at selv ikke Farrells medskuespillere kunne genkende ham. Det fortæller Jeffrey Wright, der spiller Jim Gordon i filmen, i et interview med The Jess Cagle Show, hvor han beretter om sine første dage med optagelser over for Farrell:
»Her kan man tale om kunst. Jeg har arbejdet med den samme makeupartist før og det er fuldkommen utroligt. Colin kom gående ind på settet en dag og jeg gik lige forbi ham. Jeg var sådan: ‘Ok, hey dude. Hvad sker der, hvor er Colin og skal vi til at optage? Det var ret utroligt«.
Wright fortæller desuden, at ‘The Batman’ særligt vil fokusere på superhelten som verdens bedste detektiv.
»Vi er meget begejstret for det, vi laver. Først og fremmest manuskriptet. Da jeg læste manuskriptet, sagde jeg til mig selv: ‘Jep, det har fat i den lange ende’. Man går tilbage til originalen. Det er DC: ‘Detective Comics’. Manuskriptet er meget inspireret af det, inspireret af idéen om Batman som verdens bedste detektiv. Jeg tror, at som Gary Oldman engang sagde, er Gordon en slags Watson for ham. Manuskriptet ærer den tanke«.
‘The Batman’ genoptager optagelserne i september. Der er forventet premiere i oktober 2021.