Den kommende ‘Tenet’-hovedrolle John David Washington er ikke søn af hvem som helst.
Hans far, Denzel Washington, har vundet to Oscars og er vel nok en af vor tids mest berømte skuespillere. Det pres kunne John David Washington mærke, da han i sin tidlige karriere tog til auditions.
»Jeg så, hvordan folk forandrede sig, når jeg fortalte, hvem min far var«, forklarer han til magasinet Mr Porter.
‘Tenet’-skuespilleren ville ikke behandles anderledes grundet sin fars anseelse. Derfor fandt han på alternative historier om sit ophav.
»Jeg plejede at lyve og sige, at han var håndværker eller i fængsel, bare for at have en fornemmelse af normalitet. Jeg følte, at ingen ville tage mig seriøst – selv hvis jeg var god – så jeg skjulte, hvem min far var«.
John David Washington kan dog næppe bruge det samme trick i dag.
I 2015 landede han sin første store rolle, da han spillede over for Dwayne ‘The Rock’ Johnson i HBO-serien ‘Ballers’. Det endelige gennembrud fik han i 2019, da han spillede hovedrollen i Spike Lees storfilm ‘BlacKkKlansman’, som også indbragte ham en Golden Globe-nominering.
Om to uger kan vi igen opleve John David Washington på det store lærred, når han indtager hovedrollen i Christopher Nolans længe ventede ‘Tenet’. Forsalget til IMAX-forestillingerne i CinemaxX i Aarhus og København er netop startet.