Det har taget adskillige måneder, store rejser og en hel masse hovedbrud at få Christopher Nolans seneste storfilm ’Tenet’ i kassen. Men til trods for, at Nolan og Robert Pattinson, der indtager en af filmens hovedroller, formentlig har delt en frokostpause eller ti undervejs under optagelserne, fik de aldrig rigtigt talt om elefanten på settet: At Robert Pattinson i samme periode blev kørt i stilling til at blive den næste version af Bruce Wayne i ’The Batman’.
I et nyt interview med Singapores CNA afslører Christopher Nolan, der som bekendt har instrueret hele tre Batman-film inklusive storhittet ’The Dark Knight’, at han og Pattinson »med al respekt« aldrig rigtigt talte om castingen.
»Han bad mig i hvert fald ikke om nogen råd,« fortæller Nolan til CNA. »Vi var – i al respekt – tavse omkring emnet, indtil vi kom tæt på slutningen af optagelserne. Vi sagde et par ting og lavede et par jokes. Vi talte lidt om de forskellige aspekter af, hvad han skulle gå igennem«.
»Men jeg var begejstret over, at han blev castet, og jeg tror, han vil gøre et fantastisk stykke arbejde. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad han gør med karakteren,« lyder det fra Nolan.
Muligheden for at få tips fra den hærdede Batman-instruktør blev måske nok også lidt mindre oplagt, efter Pattinson (uden held) prøvede at snige sig til ’The Batman’-audition under ’Tenet’-optagelserne under påskud af at skulle tage sig af en nødssituation i familien – hvilket Nolan straks så lige igennem.