Vært Jimmy Kimmel og skuespiller Jennifer Aniston satte ild til scenen (bogstavelig talt), da de skulle uddele prisen for ’Bedste kvindelige hovedrolle i en komedieserie’ ved årets virtuelle Emmy-show, der løb over skærmen i nat dansk tid.
Det hele startede som en corona-joke, da Kimmel og Aniston ville tage deres forholdsregler og desinficere konvolutten, hvori navnet på vinderen stod. Efter en voldsom oversprøjtning af desinfektionsmiddel på konvolutten blev den smidt i en skraldespand, hvorefter Kimmel satte ild til det hele.
Det udløste en mindre brand i studiet, som Aniston desperat forsøgte at slukke med en ildslukker. Brandslukningen forløb dog ikke så glidningsfrit, som duoen formentlig havde forestillet sig. Skraldespanden blev ved med at genantænde, hvilket blandt andet fik en person bag kameraet til at råbe ’Put it Out!’.
’Friends’-stjernen (som i øvrigt var nomineret til ’Bedste hovedrolle i en dramaserie’ for ’The Morning Show’) blev showets redningskvinde, da hun hele fire gange kom Kimmel til undsætning med sin ildslukker.
Catherine O’Hara tog prisen hjem for sin optræden i ’Schitt’s Creek’. En serie, der vandt hele syv priser ved året prisuddeling.