Tom Cruise er anerkendt vidt og bredt for at insistere på at lave sine egne stunts. Det er der kommet nogle vilde actionscener ud af gennem tiden, og skuespilleren lader ikke til at sænke farten med alderen.
Cruise er nemlig blevet fanget på kamera i forbindelse med endnu et vanvidsstunt til ‘Mission: Impossible 7’, der netop har genoptaget optagelserne i Norge efter en række forsinkelser.
I den halvsløje optagelse fræser Cruise på en motorcykel udover et bjerg via en smal rampe. Da han når enden, flyver han langt op i luften og falder fra svimlende højder, inden han udløser en faldskærm, som han styrer selvsikkert mod fast grund.
Stuntet ser ud til at blive et af ‘Mission: Impossible’-helten vildeste og hidtil farligste. ‘Mission: Impossible 7’ får premiere i efteråret 2021.