’The Devil All the Time’: Blodet sprøjter fra Hollywood-stjernerne i Netflix’ gotiske thriller

4 6
’The Devil All the Time’: Blodet sprøjter fra Hollywood-stjernerne i Netflix’ gotiske thriller
Robert Pattinson i 'The Devil All The Time' (Foto: Cr. Glen Wilson/Netflix © 2020)
STREAMING TOGETHER

Der er både godt og dårligt nyt for mine jævnbyrdige Robert Pattinson-fanatikere i Antonio Campos’ voldsomme periodethriller ’The Devil All the Time’. Som i ’The King’, en anden Netflix-film med vor tids mest interessante skuespiller på rollelisten, er der al for lidt skærmtid for Robert Pattinson at berige os med sin tilstedeværelse.

Men i modsætning til David Michôds tørvetriller giver skuespilleren en langt mere interessant præstation i ’The Devil All the Time’. Efter en times spilletid dukker Pattinson op som den flamboyante prædikant Preston med frillet skjorte, fingrene fedtet ind i friturestegt kyllingelever og en glubsk appetit efter alt mindreårigt, fromt kød, som træder over hans beskedne kirketærskel.

Som med Channing Tatum i ’The Hateful Eight’ og Henry Fonda i ’Once Upon a Time in the West’ er der noget særligt tilfredsstillende ved at se Robert Pattinson spille en så nederdrægtig skurkekarakter. Campos tager Pattinsons ulmende bad boy-energi og smukke ansigt fra ’Twilight’ til sit ekstreme slutpunkt, da Preston straks sætter tænderne i den unge Leonora (Eliza Scanlen) med giftige taler om Guds ønske om at se hende, som naturen skabte hende.

Han er langt fra den eneste Hollywood-skuespiller, der dukker op til tag-selv-bordet af groteske karikaturer fra den amerikanske vestkysts lurvede baggård, som ’The Devil All the Time’ præsenterer os for. Bill Skarsgård er helt underspillet som en anspændt soldat hjemvendt fra Anden Verdenskrig, der finder kærligheden i den ubetydelige flække Knockemsmith og lærer sin unge søn, at man altid skal møde vold med vold.

I den samme cafe, hvor William møder sin udkårne, slår det unge par Carl (Jason Clarke) og Sandy (Riley Keough) pjalterne sammen som spirende seriemordere. Og i en anden by 10 timers kørsel derfra giver Harry Melling sin bedste Foghorn Leghorn-imitation som en anden (!) grotesk sydstatsprædikant, der fejer benene væk under den unge enke Helen (Mia Wasikowska), da han under en prædiken hælder edderkopper i ansigtet på sig selv.

Filmen tager sig god tid til at samle de mange røde tråde, og selvom nogle af dem ender med at blæse i vinden, holdes underholdningsniveauet højt, mens der hoppes i tid og generationer fra Skarsgårds fortørnede krigsveteran i 50’erne til hans bitre slagsbror af en søn Arvin (Tom Holland) i midt-60’erne og op til landets skæbnesvangre krig i Vietnam.

Tom Holland i ‘The Devil All the Time’.

Der er en åbenlys lighed med Derek Cianfrances melodiøse neo-noir ’The Place Beyond the Pines’. Navnlig i begge films håndtering af voldshandlinger og magtstrukturer over generationer. Sebastian Stan spiller sågar en opportunistisk sherif, der minder ganske meget om Bradley Coopers i ’The Place Beyond the Pines’.

Taget i betragtning af at forlaget, som ’The Devil All the Time’ er baseret på, blev udgivet et år forinden, Cianfrances film kom ud, er det dog ikke fair at pege fingre ad Campos’ film af den grund. Og mens ’The Place Beyond the Pines’ var en melassetung affære, så udspiller ’The Devil All the Time’ sig mere som en glubsk, gotisk rutsjebane igennem USA’s beskidte historie.

Især Riley Kenough og Jason Clarke underholder som de to seriemordere, der i 60’erne har anlagt sig et oppustet udseende og gennemgår en midtvejskrise, mens de myrder og kastrerer den ene uheldige blaffer efter den anden på motorvejene mellem Ohio og West Virginia. Ligeledes giver Tom Holland en fornemt intens præstation som den indebrændte Arvin, der blot venter på en undskyldning for at bruge sin fars gamle Luger fra krigen. Så er det ikke så vigtigt, at han knap nok kan holde lokalaccenten vandret.

Filmen er ikke bange for at lade sit enorme ensemble af stjerneskuespillere falde på sværdet. Og mens den ene Hollywood-smukke spiller efter den anden får renset kraniet eller flået halspulsåren op af en skruetrækker, fortæller filmen en ganske tilladelig moralfortælling om vold mellem generationer, og hvordan USA’s greatest generation gjorde boomerne klar på blodsudgydelser på den anden side af Jorden.


Kort sagt:
Som en god lufthavnsroman underholder ’The Devil All the Time’ med spandevis af chokerende mord, blodige opgør og sirlige twists. Kom for Harry Melling, der hælder edderkopper ned i gabet – bliv for en pædofil Robert Pattinson, der prædiker vildt om vrangforestillinger og buffetborde.

'The Devil All the Time'. Film. Instruktør: Antonio Campos. Spilletid: 138 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix nu
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af