- Disse film skal du streame i oktober – fra spritnye Oscar-kandidater til Elisabeth Moss som rockstjerne
- Timothée Chamalet og Armie Hammer genforenes i aktuel HBO-serie – men man skal kigge godt efter
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
’Rebecca’: Armie Hammer og Lily James har chokerende lidt kemi i ny Netflix-film
Lily James som Mrs. de Winter og Armie Hammer som Maxim de Winter i 'Rebecca'. (Foto: KERRY BROWN/NETFLIX)
Der hænger en tung skygge over den unge, nygifte brud fru de Winter (Lily James), da hun ankommer til sin rige mands smukke gods Manderlay ved den idylliske sydøstengelske kyst. Hans afdøde kone Rebeccas forbogstav ’R’, der er skrevet med et smukt sving, er overalt på godsets møblementer. Og den isnende husholderske Danvers (Hollywoods førende isdronning Kirstin Scott Thomas) hvisler konstant spydige kommentarer om Rebeccas ynde, snarrådighed og milde gemyt over for den stakkels nye kone.
Som hos fru de Winter tynger fortiden også Ben Wheatleys nye adaptation af Daphne du Mauriers indflydelsesrige roman ’Rebecca’ fra 1938. Om end hun var underkendt som horrorforfatter i sin tid – den gotiske spøgelsesroman blev anset for at tilhøre den romantiske genre – har hun sat et enormt fingeraftryk på den moderne horrorscene. Indflydelsen blev fastslået med Alfred Hitchcocks Oscar-vindende filmadaptation af bogen blot to år efter dens udgivelse.
I bogen som den nye film falder en selskabsdame for den kyniske, men spændende Maxim de Winter, her spillet af Armie Hammer. Men da hun ankommer til Manderlay opsluges hun af tragedien bag Rebeccas mystiske død. Til trods for sin manglende tilstedeværelse – eller måske netop på grund af den – er det usete spøgelse konstant i centrum.
Ben Wheatley og manuskriptforfatter Jane Goldman gør deres for at modernisere fortællingen ved at fremhæve klasseskellene i mellemkrigstidens England mellem den voksende middelklasse, som fru de Winter repræsenterer, og den bedagede adel, der desperat prøver at fastholde en svindende magtposition i samfundet. En vidunderligt nederdrægtig Ann Dowd som den ensomme frøken van Hopper holder konstant sin unge selskabskvinde for nar i filmens begyndelse. »Kvinder der fanger mænd mellem benene, bliver hurtigt droppet«, snerrer hun bistert, da hun finder ud af, at det unge par skal giftes.
Følelsen af at fru de Winter er en fremmed i Manderlay, uønsket selv af sin mand, som i højere og højere grad giver hende den kolde skulder, passer på papiret som fod i hose til romanens tematik om at miste sin identitet til en genganger. Desværre drukner klassekonflikten i et forkølet forsøg på at ændre den originales dystre gotiske fortælling til en øjenrullende pseudofeministisk historie, hvor fru de Winter undergraver og bekæmper Rebeccas arv, så hun selv kan smadre glasloftet.
Det hjælper ikke på sagen, at filmen er så steril og livløs. De to unge elskeres romance i Marokko er filmet i et umuligt blødt lys og uden megen kemi mellem Armie Hammer og Lily James. Armie Hammer gemmer ellers på en rå og bitter energi under sit Hollywood-smukke udseende, der passer glimrende til rollen som Maxim de Winter. Men her har han den samme udstråling som den Ken-dukke, han fejlagtigt kan forveksles med, hvis man blot så et billede i profil af ham.
Lily James, altid energisk og vidunderligt vedkommende, er her af uransagelige grunde begravet under en skjorte-pullover-kombination, der er lige så tarvelig, som den er bizart anakronistisk for tiden, hvor filmen udspiller sig. Måske er det for at sætte hende i kontrast til Rebecca, men den kontrast burde bygge på Rebeccas ubegribelige mystik og skønhed – ikke ved at gøre James’ karakter lige så spændende som en daggammel kiks. I stedet virker James’ musede præstation og kedsommelige garderobe som da Rachel Leigh Cook fik et par store briller på i ’She’s All That’ for at vise, at hun skam er en akavet nørd.
Den nye ’Rebecca’ når selvfølgelig ikke Hitchcocks mesterværk fra 1940 til tåspidserne. Men Netflix, som distribuerer denne nye udgave, har ikke købt rettighederne til klassikeren, og der er næppe mange Netflix-seere, som ser filmen for sin titel alene – det er nok snarere de to smukke ansigter på plakaten, der vil lokke.
Desto ærgerligere er det, at de to absolut ingen kemi har.
Kort sagt:
Der er intet overraskende ved, at denne 2020-version af Daphne du Mauriers klassiske bog ikke når Hitchcocks filmatisering fra 1940 til sokkeholderne. At to så charmerende skuespillere som Armie Hammer og Lily James ikke har nogen kemi er straks mere chokerende.
'Rebecca'. Film. Instruktør: Ben Wheatley. Medvirkende: Lily James, Armie Hammer, Keeley Hawes, Kristin Scott Thomas, Sam Riley. Spilletid: 121 min. Premiere: Kan ses på Netflix.