I sidste uge fik Johnny Depps karriere i Hollywood muligvis det endegyldige dødsstød, da han tabte en stor retssag mod tabloidavisen The Sun, som, ifølge rettens dom, altså er berettigede til at omtale skuespilleren som en »wife-beater«.
Efter afgørelsen afslørede skuespilleren selv, at han var blevet bedt om at trække sig fra den familievenlige og Harry Potter-relaterede ‘Fantastiske skabninger’-franchise, hvor han ellers havde den fremtrædende skurkerolle som Gellert Grindelwald.
Det har naturligvis sat filmstudiet bag, Warner Bros., i lidt af en knibe, som i første omgang betyder, at premieren på den tredje film i franchisen er udskudt fra november 2021 til juli 2022. Det skriver The Hollywood Reporter.
Det bliver på alle måder en dyr fornøjelse for Warner Bros. at caste en ny skuespiller til Grindelwald-rollen. Det var allerede planlagt, at den onde troldmand skulle have lige så meget skærmtid i den kommende film som Eddie Redmaynes Newt Scamander og Jude Laws Albus Dumbledore.
Depp havde imidlertid fået en større lønsum i hus end kollegaerne, og studiet er stadig kontraktligt bundet til at betale ham den, selvom han kun nåede at være på settet til at optage en enkelt scene (som uden tvivl bliver skrottet i den endelige film). The Hollywood Reporter skriver, at Depps løn er oppe på otte cifre, altså mindst 10 millioner dollars.
Nu vil meget af arbejdet gå med at finde ud af, hvem der skal overtage Grindelwald-karakteren, og muligvis rette manuskriptet til, efter Hollywood-studiet har slået hånden af Johnny Depp.