Johnny Depp taber retssag mod engelsk tabloidavis

Johnny Depp taber retssag mod engelsk tabloidavis
Johnny Depp i 2017. (Foto: Rich Fury/Getty Images)

Johnny Depp tabte i går en stor retssag mod engelske The Sun. Den stormombruste Hollywood-skuespiller havde sagsøgt avisen for bagvaskelse, idet de havde beskrevet ham som en »wife beater«. Depps advokater har ifølge The Guardian allerede udtalt, at de vil anke sagen.

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Johnny Depp og Amber Heards skilsmisse i 2017 langt fra har været fredfyldt. Heard har blandt andet anklaget eksmanden for voldelig mishandling og om forsøg på at ødelægge hendes karriere. Depp har afvist beskyldningerne.

Nu har dommer Andrew Nicol altså afgjort den sag, som har kørt med tre ugers høringer over sommeren, og han meddeler, at ‘Pirates of the Carribean’-stjernen ikke har ret i sin injurieanklage mod The Sun.

»Ansøgeren har ikke fået medhold i sin anklage om bagvaskelse«, står der blandt andet i den 129 sider lange afgørelse.

»Forsvarerne har bevist, at det, de udgav – med den betydning, jeg har givet ordene – var sandt i sin substans«, fortsætter dommeren i sin afgørelse, og han henviser til 14 anklager om vold begået af Depp, som The Suns forsvarere har fremlagt i sagen.

Grundet den verserende voldssag var Johnny Depps rolle i den Harry Potter-relaterede ‘Fantastic Beasts’-franchise oppe til diskussion for et par år siden – og det bliver nok ikke sidste gang.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af