HBO har højst overraskende valgt at trække stikket på anden sæson af den populære Stephen King-serie ‘The Outsider‘. Det bekræfter HBO over for Deadline.
»Vi har nydt vores samarbejde med Richard (Price, red), Jason (Bateman, red), Andrew (Bernstein, red) og MRC-holdet, og vi ønsker dem held og lykke med at fortsætte den verden, der er skabt af den strålende Stephen King«, lyder det fra kanalen.
Nyheden kommer som lidt af et chok, eftersom første sæson var en af sidste års mest omtalte serier, og fordi showrunner Richard Price allerede er påbegyndt arbejdet med at udvikle den nye sæson. Med Stephen Kings velsignelse.
Der er dog stadigvæk gode muligheder for, at ‘The Outsider’ fortsætter et andet sted. Deadline noterer, at produktionsselskabet MRC har et godt forhold til Netflix, da de tidligere har produceret hitserierne ‘House of Cards’ og ‘Ozark’ for streamingtjenesten.
‘The Outsider’ er et blandingsprodukt mellem krimi- og fantasygenren og har blandt andre Ben Mendelsohn, Jason Bateman og Cynthia Erivo på rollelisten.
Serien følger den sørgmodige detektiv Ralph Anderson (Ben Mendelsohn), der i efterforskningen på mordet af en 11-årig dreng krydser klinger med overnaturlige kræfter.
Første sæson var baseret på Stephen Kings roman af samme navn. Showrunner Richard Price har i anden sæson haft frihed til at fortsætte romanuniverset, og ifølge Stephen King er der bestemt noget at glæde sig til.
»Jeg ved præcis, hvor den er på vej hen, for jeg har set noget af manuskriptet. Jeg kunne fortælle dig det, men så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel. Jeg vil nøjes med at sige, at det er rigtig godt og et meget uhyggeligt overnaturligt element«, sagde Stephen King til Entertainment Weekly i oktober.
‘