Han hamrer løs på trommesættet, som gjaldt det hans liv. Og det gør det på en måde også: Musikken er hans liv. Han dominerer trommerne i metalbandet Blackgammon, som hans kæreste er forsanger for, og deres hjem er den camper, der bringer dem rundt på deres turné.
Men pludselig svigter ørene. Og lægen har en nedslående nyhed: Du har kun 20 procent af din hørelse tilbage. Og det eneste, du kan gøre nu, er at skåne den sørgelige rest så meget som muligt.
Så hvad nu?
Det er udgangspunktet for ’Sound of Metal’, der kommer til Danmark med fremragende anmeldelser fra USA, og som vi nu kan invitere til forpremiere på tirsdag den 8. december i Grand Teatret – tilmed med fornemt besøg:
Trommeslager i ’The Minds of 99’, Louis Barnholdt Clausen, vil nemlig introducere filmen og både fortælle om tilværelsen som trommeslager i et af landets største rockband, og om Riz Ahmed leverer en overbevisende præstation med trommestikkerne.
I hovedrollen ses nemlig rapper-skuespilleren Ahmed i karrierens bedste rolle, hvilket ikke siger så lidt for en mand, der har ’The Night of’ og ’Nightcrawler’ på cv’et.
Bag filmen står den debuterende instruktør Darius Marder, der tidligere har været manuskriptforfatter på ’The Place Beyond the Pines’.
Om ’Sound of Metal’ skriver Indiewire i sin anmeldelse, at filmen er »imponerende på mange måder, inklusive den bedste brug af lyddesign i nyere tid«.
Køb billet HER – og tilmeld Facebook-event HER.
Soundvenue Forpremiere: ’Sound of Metal’ med intro
Tirsdag den 8. december kl. 21.30
Grand Teatret i København