’Bait’: Riz Ahmed mangler komisk timing i James Bond-affilieret komedieserie
SERIE. Det er bare ikke altid, at Gud giver med begge hænder.
Riz Ahmed er et de bedre dramatiske skuespiltalenter fra sin generation – hans Oscar-nominering for ‘Sound of Metal’ var i høj grad velfortjent, og i HBO-serien ‘The Night of’ leverede han en kraftpræstation uden lige.
Men bare fordi du er god til én ting, betyder det ikke, du er god til alting.
Amazon Primes nye dramedy ‘Bait’ er Riz Ahmeds forsøg på at begive sig derud, hvor isen er lidt tyndere. Serien, der er skrevet af ham selv (med et lille forfatterhold), er en form for offbeat komedie med alvorlige undertoner i dur med ‘Fleabag’ eller ‘Master of None’. Bare uden det tårnhøje kvalitetsniveau.
Jeg vil gerne bifalde forsøget, men ikke eksekveringen – Ahmed har bare ikke den komiske timing eller stilsikre fortællerstemme, som både Phoebe Waller-Bridge og Aziz Ansari var garant for. ‘Bait’ er et stort, ujævnt morads, der er halvt sjovt, halvt dramatisk og helt ved siden af.
Præmissen er ellers suveræn: Den fallerede skuespiller Shah Latif synger på sidste vers. På mirakuløs vis står han dog over for muligheden for at blive Daniel Craigs arvtager som verdens mest populære superspion, James Bond, og inden længe har rygtemøllen grebet om sig, og Shah må på en eller anden måde navigere i en potentielt revitaliseret karriere og sin kaotiske familie – alt imens et grisehoved med Patrick Stewarts stemme ikke vil lade ham være i fred.
Yes, det går hen og bliver ret mærkeligt …
Og det er faktisk essensen af problemet i ’Bait’. Den evner ikke at balancere komedien og dramaet – eller gøre nogen af delene synderligt godt – men ender i stedet bare med at være enormt weird.
Shah Latif er en dybt usympatisk og overfladisk karakter, som man aldrig kommer ind under huden på og derfor aldrig rigtigt får lyst til at heppe på. I serien bliver han ofte forvekslet med Dev Patel, og ærligt talt har man lidt lyst til, at han mister Bond-rollen til netop ham (hvilket ifølge undertegnedes liste fra 2023 ikke er helt usandsynligt!).
Der er alle mulige underlige plotlines og scener og karakterer med, som burde være blevet efterladt i idéfasen eller på klippegulvet. Som en meget langtrukken og spacy scene hen imod slutningen, der bare viser sig at være en forholdsvis ligegyldig vrangforestilling, der kun finder sted i Shahs hoved. I en serie på seks korte afsnit burde der simpelthen ikke være tid til den slags pjank.
Jeg ved godt, Riz Ahmed både har et par manuskripter og komiske roller på cv’et, men ’Bait’ føles på alle mulige måder som et debutprojekt uden en voksen til stede.
Det eneste, der fungerer godt, er kulturclashet mellem Shah Latifs pakistanske baggrund og urdu-talende (tror jeg) familie og den gængse forståelse af, hvem der bør indtage rollen som Bond. Det er fascinerende og forfriskende – for som Shah bliver ved med at sige, så vil han bare gerne vise, hvordan »British også kan se ud«.
Hans dilemma viser sig at bestå af den konflikt, der er mellem »representing us to them« og »representing them to us«. Med andre ord: I hvilken sags tjeneste er det egentlig, han agerer?
Under et i grove træk uskønt ydre gemmer der sig altså en ret fin fortælling om at finde sig selv og det, man egentlig kæmper for – og imod. Men man ser det desværre kun i små glimt, og seriens grovkornede kaos er for distraherende til, at man virkelig kan værdsætte det.
Kort sagt:
En stærk præmis og en sympatisk grundtanke bliver forplumret af ringe eksekvering i Riz Ahmeds dramedy ’Bait’.