TV 2’s ungdomsserie ’Puls’, om den komplekse vennegruppe, hvor alle gemmer på hver deres mere eller mindre dystre hemmeligheder, vender tilbage i en anden sæson.
I den kommende sæson følger vi den selvsamme vennegruppe, som bliver revet fuldstændig fra hinanden, efter atBastian og Samir bliver opdaget i et forhastet kys under en fest. Mens Bastian bliver udstødt fra gruppen, udløses en magtkamp mellem vennerne, der må kæmpe for at genvinde sammenholdet og tilliden til hinanden.
Det første klip giver et glimt af den anspændte stemning, der opstår til festen i kølvandet på kysset mellem Bastian og Samir. Her opløses vennerne, der på hver deres måde er følelsesmæssigt involveret i konflikten.
Dramaet forstætter i andet klip, da Samir i en intens scene konfronterer Bastian, hvilket tilsyneladende skaber mere forvirring end opklaring.
Mette Føns står igen bag serien, mens samtlige af skuespillerne fra første sæson går igen, hvilket blandt andet inkluderer Albert Rudbeck Lindhardt (’Druk’, ’Retfærdighedens ryttere’), Vilmer Trier Brøgger (’Brakland’), Viilbjørk Malling Agger (’Tinka og kongespillet’), Caroline Grigo (’Losers United’) og Amer Bosnjak.
Sæsonen løber i ni afsnit af cirka 15 minutter, som vil blive lagt ud tre ad gangen.
’Puls’ får premiere på TV 2 Play 6. december.