Gangsterfilmen over dem alle, ‘The Godfather’, har i den grad fået en revival i år. Francis Ford Coppola er aktuel med en ny version af den tredje ‘The Godfather’-film i USA, og tidligere på efteråret kom det frem, at Jake Gyllenhaal og Oscar Isaac skulle føre an i en film bag om skabelsen af den legendariske film.
Og nu er det første navn til Paramount+-buddet på en miniserie om samme emne fundet: Armie Hammer, hvis karriere som bekendt fik en stor revival med ‘Call Me By Your Name’.
Vi skal ikke forvente ens produktioner, da filmen og miniserien anlægger forskellige perspektiver på tilblivelsen af filmen. Gyllenhaal og co.’s film skal handle om instruktør Coppola og producer Robert Evans stridigheder om at adaptere romanforlægget, mens Paramount+’ ‘The Offer’ vil koncentrere sig om filmens anden producer, Al Ruddy (Armie Hammer).
Hammer er den eneste skuespiller, der indtil nu er tilsluttet ‘The Offer’. Miniserien er skrevet og produceret af den Oscar- og Emmy-nominerede manuskriptforfatter Michael Tolkin (‘Escape at Dannemora’ og ‘The Player’).
‘The Godfather’ er ikke den eneste klassiker, vi får historien bag i løbet af de næste år, da Ben Affleck er i fuld gang med at udvikle en film om tilblivelsen af Roman Polanskis ‘Chinatown’ for Paramount Pictures.