Millie Bobby Brown er på knap fire år blevet en af de mest populære skuespillere i Hollywood.
Med titelrollen i Netflix-hittet ‘Enola Holmes‘ brød hun så småt fri af ‘Stranger Things’-associationerne. Og nu er den 16-årige verdensstjerne klar med sit næste projekt.
Bobby Brown skal spille hovedrollen i Marvel-guldkalvene Anthony og Joe Russos stort anlagte science fiction-adventurefilm ‘The Electric State’.
Instruktørerne, der har dirigeret blandt andet ‘Infinity War’ og ‘Endgame’, teamer op med deres faste forfatterduo, Christopher Markus and Stephen McFeely, i en filmatisering af Simon Stålenhags populære graphic novel af samme navn.
Bobby Brown skal spille en teenager, der bliver venner med en robot i en postapokalyptisk verden. Hun indser, at robotten er sendt til hende af hendes forsvundne bror, hvilket sender den unge pige tværs over et hærget USA i søgen efter sit familiemedlem.
Filmen produceres af Universal og er således tiltænkt biografpremiere. Vi kan dog godt regne med at vente nogle år på filmen, der er planlagt til at gå i produktion i slutningen af 2021 eller starten af 2022. I mellemtiden arbejder Russo-brødrene på Netflix’ største film til dato, spionbraget ‘The Gray Man’ med Ryan Gosling og Chris Evans i hovedrollerne.