Den tidligere ’Baywatch’-stjerne Pamela Anderson, der fungerer som æresdirektør i dyrevelfærdsorganisationen PETA, stempler nu ind i den omdiskuterede danske minkavlsdebat.
På vegne af PETA har hun ifølge organisationen sendt et brev til statsminister Mette Frederiksen med en klar opfordring om at forbyde minkavl i hele Danmark omgående.
»Situationen er akut«, skriver Anderson i brevet og fortsætter: »Som æresdirektør i PETA USA, håber jeg, at du vil reagere ved at forbyde pelsfarme i Danmark, hvilket vil beskytte folkesundheden og skåne utallige dyr for elendige levevilkår og en voldelig død«.
I brevet understreger skuespilleren, at pelsindustrien blev upopulær, længe før coronapandemiens udbrud.
Her peger hun på, at størstedelen af de store modehuse allerede har droppet at anvende pels, samt at minkavlen er blevet forbudt i mange andre lande som Tyskland, Norge og Storbritannien.
»Tiden er inde til handling. Jeg beder dig om, for alles skyld, at forbyde de grusomme og farlige pelsfarme«, skriver hun til sidst.
Det er ikke første gang, at Pamela Anderson har taget kontakt til de danske myndigheder.
I 2011 henvendte hun sig til dronning Margrethe, hvor hun skrev, at pelsindustrien var skyld i, at mange dyr lider. Og igen i 2015 skrev hun et åbent brev til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor hun opfordrede ham til at tilbagetrække den danske statsstøtte til Færøerne som følge af grindehvalsdrab.