Den ikoniske og på mange måder banebrydende HBO-serie ‘Sex and the City’ kan være på vej tilbage til skærmen.
Et comeback har været rygtet i flere år, og intet er sikkert endnu, men Page Six rapporterer, at en »velplaceret branche-insider« fortæller dem, at serien vender tilbage som miniserie.
Miniserien skal have premiere på HBO Max som endnu et forsøg på at hente abonnenter til tjenesten, der er kommet dårligt fra start.
Sarah Jessica Parker har flere gange udtalt, at hun sagtens kunne se sig selv vende tilbage til rollen som Carrie Bradshaw – og se, hvordan figurerne ville være i en tid med blandt andet MeToo.
Sikkert er det dog, at Kim Catrall, der spillede Samantha i serien, ikke vender tilbage. Hun har været i en konflikt med Parker og har udtrykt, at hun ingen interesse har i et comeback.
HBO Max har ikke udtalt sig om forlydenderne, så intet er som sagt sikkert – men med de seneste års store fokus på at holde renommerede franchises i live, vil det bestemt ikke undre, hvis ‘Sex and the City’ også får nyt liv for en kort bemærkning.