Danske Jonas Poher Rasmussens film ‘Flugt’ havde i går æren af at åbne årets prestigefulde dokumentarprogram på Sundance Film Festival, der i disse coronatider udspiller sig som en primært virtuel begivenhed.
I samme ombæring er traileren landet – du kan se den herunder og derefter pirres af den overstrømmende modtagelse, den animerede dokumentar netop har fået af de amerikanske filmmedier.
En modtagelse, jeg i øvrigt kun kan bakke op om. I filmen får instruktøren sin gamle skolekammerat Amin, der har afghanske rødder og er homoseksuel, til for første gang at fortælle sin historie, og resultatet er i sandhed uafrysteligt.
Det toneangivende amerikanske filmmedie Indiewire giver den meget sjældne topkarakter A til ‘Flugt’, og deres chefanmelder Eric Kohn skriver:
»Der har været utallige film om immigrationskrisen, men ingen af dem har den rendyrkede opfindsomhed som ‘Flee’ (filmens amerikanske titel, red.)«.
The Playlist følger op med karakteren A- og konkluderer: »At sige at det er en fremragende filmisk præstation er lidt af en underdrivelse«.
The Hollywood Reporter bemærker, at det er en »stærk og poetisk memoirer om personlig kamp og udforskning af sig selv, som udvider definitionen på en dokumentar«.
Screen Daily kalder filmen »rørende«, mens twittersfæren er fyldt med lovord fra amerikanske filmjournalister, som Indiewires Zack Sharf, der skriver sådan her:
‘Flugt’ får sandsynligvis premiere herhjemme i løbet af sommeren, afhængigt af hvordan genåbningen af biograferne forløber.
Imens er der ingen tvivl om, at dette blot er begyndelsen på dens internationale liv. Den var oprindeligt udtaget til Cannes-festivalen 2020, der dog ikke blev afholdt på grund af you-know-what. Men nu efter den flotte modtagelse kan den gå hele vejen mod Oscar-showet i 2022. At den har fået Riz Ahmed og Nikolaj Coster-Waldau med om bord som executive producers og stemmeskuespillere i den amerikanske version af filmen, skader bestemt ikke dén sag.
Den 39-årige instruktør Jonas Poher Rasmussen er uddannet fra filmskolen Super16 og har tidligere lavet film som ‘Noget om Halfdan’ (om sin farfar Halfdan Rasmussen) og hybriddokumentaren ‘Searching for Bill’.