For små to uger siden trak Armie Hammer sig i 11. time fra hovedrollen i den romantiske komedie ’Shotgun Wedding’, hvor han skulle have spillet over for Jennifer Lopez. Årsagen var, at han befandt sig midt i en bizar skandale, efter en række slibrige sms’er så offentlighedens lys.
Nu har Hammer trukket sig fra endnu en hovedrolle – denne gang i Paramount-serien ’The Offer’ om skabelsen af filmklassikeren ’The Godfather’. Her skulle Hammer have spillet rollen som Al Ruddy, filmens producer, og seriens hovedperson.
Skandalen, som Hammers exits kommer i kølvandet af, omhandler en række (endnu ubekræftede) sms’er offentliggjort via Instagram af en anonym kvinde, der hævder at have haft en affære med Hammer. I sms’erne skriver Hammer blandt andet til kvinden, at han er »100% kannibal«, og at han vil »fange dig og kaste mig over dig så hurtigt, hvis du prøvede at gå fra mig«.
Armie Hammer har ikke udtalt sig om sin exit fra ’The Offer’, men da han trak sig fra ’Shotgun Wedding’, udtalte han sig således: »Jeg vil ikke kommentere på de her bullshit-påstande, men i lyset af de ondskabsfulde og falske onlineangreb kan jeg ikke med god samvittighed forlade mine børn i fire måneder for at optage en film i den Dominikanske Republik«.