Lady Whistledown har gode nyheder til alle ’Bridgerton’-fans: Den succesfulde Netflix-serie er blevet fornyet med en sæson nummer to.
Den nye sæson kommer ifølge den gode Lady til at have den ældste Bridgerton, Anthony (spillet af Jonathan Bailey), i fokus – og dennes søgen efter en passende hustru.
Seriens skaber, Chris Van Dusen, har i forbindelse med annonceringen af den nye sæson afsløret (via Deadline), at der med anden sæson kommer flere nye karakterer til serieuniverset – ikke mindst en hovedrolle, der skal spille over for den kærlighedssøgende Lord Anthony.
Sæson to er baseret på bog nummer to af Julia Quinns Bridgerton-bogserie ’The Viscount Who Loved Me’.
’Bridgerton’-holdet er allerede klar til at filme sæson to dette forår, men der forlyder endnu intet om en premieredato på den kommende sæson.