»Et misbrug af vores retmæssige ejendele«.
Det kalder Netflix de ulovlige uploads af hitserien ‘Bridgerton‘s sexscener, der lige nu florerer på diverse pornosider.
Det var den engelske tabloidavis The Sun, der først kunne berette, at Netflix har et hyr med pirateri, hvor gerningsmændene klipper scener fra serien sammen med hardcore porno.
‘Bridgerton’ fra serieskaber Shonda Rhimes (‘Grey’s Anatomy’, ‘Scandal’) er i skrivende stund blevet streamet i næsten 63 millioner hjem verden over, og dens alternative romcom-fortælling om unge, (overmåde pæne) britiske aristokraters kærlighedsforviklinger og begær i 1700-tallet har gjort serien til et af de første store Netflix-fænomer i 2021 (dog overgået af franske ‘Lupin’).
Og det har bestemt ikke skadet hypen, at hovedrollerindehaver Regé-Jean Page sågar synes at være blevet favorit til at overtage James Bond-rollen fra Daniel Craig.
Det er ikke første gang, at en populær serie er blevet offer for ulovlig ‘pornoficering’. Både ‘Game of Thrones’ og ‘Normal People’ fik stjålet og omklippet særligt hede scener, i hvad der altså er et voksende problem for streamingtjenesterne.
Læs vores anmeldelse af ‘Bridgerton’ her.