’Bridgerton’: Shonda Rhimes’ ventede Netflix-serie gør periodedramaet sexet
Et romantisk periodedrama baseret på en kærlighedsromanserie var ikke, hvad jeg havde forventet fra seriemogul Shonda Rhimes’ første projekt under sin banebrydende milliardkontrakt med Netflix.
Men faktisk giver det mening, at Rhimes med ‘Bridgerton’ sætter sig for at opdatere den historiske dramagenre, efter at hun med stort held har moderniseret hospitalsdramaet med ‘Grey’s Anatomy’, det politiske drama med ‘Scandal’ og retsdramaet med ‘How to Get Away with Murder’. Serier, der er kendetegnet af et mangfoldigt cast (Kerry Washington indtog i ‘Scandal’ den første sorte kvindelige hovedrolle i et netværksdrama i 37 år), ambitiøse, relaterbare og fucked up kvindelige hovedkarakterer og skamløst underholdende sæbeopera-agtige handlingstråde.
»Vi laver ikke din bedstemors periodedrama«, har seriens skaber Chris Van Dusen (Rhimes har kun produceret) lovet i Hollywood Reporter om serien, der er baseret på Julia Quinns romaner.
Og det skal jeg da lige love for. Mens serien starter i vanlig dydig Jane Austen-stil med historien om en ung kvindes jagt på et godt parti, går der ikke mange afsnit, før vores jomfruelige heltinde får smag for kødets lyster. Jeg mindes heller ikke før at have set sorte karakterer i historiske dramaer, der foregår i 1800-tallets engelske overklasse. Her er hertugen, som hovedpersonen Daphne (Phoebe Dynevor), forelsker sig i, sort, uden at det problematiseres.
Begge dele er forfriskende i den til tider lidt stive genre. Ikke et ondt ord om Jane Austen – jeg sidder formentlig lige nu og ser hele ‘Pride and Prejudice’-miniserien – men hvorfor slutter hendes historier altid inden bryllupsnatten?
Yndige Daphne Bridgerton er den ældste datter i den indflydelsesrige Bridgerton-familie, som har store forventninger til hende, da hun debuterer i Londons balsæson med det klare formål at skaffe sig en ægtemand. Da hun møder den eftertragtede og flotte Hertug af Hastings (Regé-Jean Page), slår det gnister, selvom han fornærmer hende. Og så ved vi seere jo nok, hvad klokken har slået. Men det ved hverken Daphne eller hertugen, der danser sexet rundt om den varme grød og sender skjulte blikke til hinanden.
Hertugen gør det klart over for Daphne, at han ikke har noget ønske om at gifte sig (ikke at hun er interesseret, næh nej). Men da hendes ry lider overlast på grund af en mindre sladderfadæse, og han også gerne vil have folk til at stoppe med at spekulere i hans ægteskabsplaner, aftaler de at fake et kurmageri. På den måde stiger Daphnes aktie på ægteskabsmarkedet, og hertugen får fred. Not.
‘Bridgerton’ er drønforudsigelig, men det gør ikke så meget, hvis man som jeg holder af genren med alle dens romantiske forviklinger, skjulte følelser og konstante optagethed af social status og omdømme. Datidens society-klasses problemer kan virke ubetydelige, men reelt er det jo afgørende for en hel families økonomiske overlevelse, at en datter bliver godt gift. Og med samfundets sygelige optagethed af sømmelig opførsel, skal der ikke meget til for at slå planerne ud af kurs. På den måde er der væsentligt mere på spil i et periodedrama end i en nutidig romcom, hvor parret bare kan blive skilt.
Daphne virker umiddelbart lidt pæn og kedelig – der er mere fut i hendes oprørske feministiske lillesøster, Eloise (Claudia Jessie), der beklager lige didaktisk nok over udsigten til et liv som fødemaskine – men viser sig efterhånden som en handlekraftig og moderne heltinde, der ikke er bleg for at tage beskidte tricks i brug for at opnå sine mål. På den måde stikker hun subtilt samfundets snærende bånd skråt op. Det samme gør flere af seriens bikarakterer, blandt andet den udspekulerede Marina Thompson (Ruby Barker), der også er på ægtemandsrov efter at være kommet i uheldige omstændigheder.
Der er hed kemi mellem Daphne og hertugen, og ‘Bridgerton’ er i det hele taget lækker at se på med de overdådige kostumer og omgivelser. Jeg holder meget af et godt bal, og serien leverer.
Mit eneste problem med serien er, at hertugens grund til ikke at ville gifte sig er så åndssvag, at det er umuligt at være bare en lille smule i tvivl om, hvorvidt han vil skifte mening. Lidt reel spænding, en overraskende drejning eller et par tvetydige følelser havde højnet oplevelsen.
Kort sagt:
Shonda Rhimes’ første Netflix-serie gør det romantiske periodedrama sexet og moderne, men mangler til gengæld lidt uforudsigelighed i plottet.
Anmeldt på baggrund af hele serien.