Marvels Cinematic Universe bliver mere og mere stjernespækket. Ethan Hawke er netop annonceret som skurk i den kommende Marvel-serie ‘Moon Knight’, der har Oscar Isaac i titelrollen.
Præcis hvilken rolle Hawke skal spille, er endnu uvist, men fan-spekulationerne går særligt på karakteren Bushman. Hawke og Isaac får følgeskab af ‘Ramy’-stortalentet May Calamawy.
Castingen af Hawke kan kommer som lidt af en overraskelse, da han for nogle år tilbage pillede superheltefilmene ned fra piedestalen med en kommentar om, at genren var overvurderet:
»Vi har et problem, fordi alle fortæller os, at ‘Logan’ er en fantastisk film. Tja, det er en fantastisk superheltefilm, men den involverer stadig personer i tights med metal, der kommer ud af deres hænder. Det er ikke Bresson. Det er ikke Bergman. Men de taler om det, som om det var«, sagde Hawke i 2018 til Film Stage.
»Jeg ville gerne se ‘Logan’, fordi alle sagde, det var en fantastisk film. Jeg var sådan: ‘Virkelig? Nej, det er en fin superheltefilm’. Der er en forskel, men big business synes ikke, der er en forskel. De store forretningsmaskiner vil have dig til at tro, at det er en fantastisk film, fordi de vil tjene penge på den«.
Der er endnu småt med oplysninger omkring plottet i ‘Moon Knight’, som lige nu er planlagt til at gå i optagelse i Budapest i marts. Vi ved dog, at serien er skabt af Doug Moench og instrueres af indiefilmskaberne Justin Benson, Mohamed Diab og Aaron Morhead.