Det kom som en overraskelse for mange, da det blev offentliggjort, at ’WandaVision’ på grund af corona ville blive den første Marvel-serie til at få premiere på Disney+ i stedet for ’The Falcon and the Winter Soldier’. Efter pandemiforsinkelser fik den ventede serie premiere i fredags, og som teaserne forinden har antydet, adskiller den sig væsentligt fra det klassiske Marvel-univers, som vi kender det: Med sorthvide billeder og ikonisk dåselatter a la 50’ernes sitcoms er den en pastiche over den amerikanske komedieseries historie.
»Jeg siger ikke, at vi var klar til en global pandemi. Det uventede har dog ofte tjent Marvel Studios godt, og det har tjent os godt i dette tilfælde, fordi serien er blevet vores første. Jeg elsker, hvor fed og anderledes den er, og at det kun er noget, du kan se på Disney+«, fastslår Marvel-chef Kevin Feige til en virtuel pressekonferrence med ’WandaVision’-holdet, hvor sitcom-stjernen fra ’Family Matters’ Jaleel White agerer vært.
’WandaVision’ følger den traumatiserede Wanda Maximoff/Scarlett Witch (Elizabeth Olsen) i kølvandet på hendes tab af partneren Vision (Paul Bettany) i ’Avengers: Infinity War’. Til at bearbejde sorgen skaber Wanda med hjælp fra sine superkræfter sin egen sitcom-virkelighed, hvor hun og Vision lever et lykkeligt familieliv i forstæderne. En idyllisk tilværelse, som tilsyneladende ikke vil vare evigt.
Men hvor i alverden kom inspirationen til den mildest talt atypiske Marvel-serie fra? Og hvordan lykkes man med at forene sitcom-æstetik med Marvel-mytologi?
På opdagelse i sitcom-historien
Ud over Feige deltog seriens store stjerner Elizabeth Olsen, Paul Bettany, Teyonah Parris og Kathryn Hahn samt instruktør Matt Shakman og hovedforfatter Jac Schaeffer i pressekonferencen, og de betonede alle, at det var afgørende, at serien skulle fremstå så autentisk som muligt.
»Det var det største mål – produktionsdesign, fotografering, kostumer – alt handlede om at dykke ned i genren, så vi så tonsvis af gamle tv-serier og talte om, hvordan komediegenren har ændret sig over tid. Tilgangen til komediegenren i 50’erne, 60’erne og 70’erne var virkelig forskellig«, siger instrukør Matt Shakman og uddyber:
»Jeg elsker Lucy (’The Lucy Show’, red.) og Dick Van Dyke (’The Dick Van Dyke Show’, red.). Du kan mærke energien fra denne type teatralske optrædener, der arbejder med publikum, og når du så bevæger dig ind i 60’ernes sitcoms som ’Bewitched’ eller ’I Dream of Jeannie’, tilføjes den fjerde væg, og pludselig ligner det måden, hvorpå vi laver film i dag«.
Selvsamme Dyke blev også inddraget i udviklingen af serien, hvor han ved at dele ud af sine erfaringer var med til at styrke seriens troværdighed.
»Jeg husker, at Kevin (Feige, red.) og jeg spiste en fantastisk frokost med Dick Van Dyke, hvilket er en af de bedste oplevelser i mit liv. Her spurgte vi ham, hvad det overordnede princip bag ’The Dick Van Dyke Show’ var, hvortil han svarede, at hvis det ikke kunne ske i det virkelige liv, kunne det ikke ske i showet«, fortæller instruktøren.
Hvert afsnit i ’WandaVision’ skildrer et nyt årti gennem den givende periodes sitcom-stil. Et af de greb, som blev brugt til at tilføre serien autenticitet, var, at det første afsnit, som udspiller sig i 50’erne, blev filmet foran et live-studiepublikum som i de gode gamle sitcom-dage. En metode, som Elizabeth Olsen havde svært ved at tilpasse sig.
»Det var så nervepirrende. Der var en masse adrenalin og mange hurtige ændringer undervejs, der forvirrede min hjerne fuldstændigt«, siger skuespilleren.
»Jeg var virkelig taknemmelig for, at vi tilføjede en fjerde væg i andet afsnit«, griner hun højlydt.
’The Mandalorian’ som inspirationskilde
Sitcom-skatkisten er dog langt fra det eneste, som har været med til at bane vejen for serien. Også Disneys+’ første originalserie ’The Mandalorian’ har været en stor inspirationskilde, selvom ’WandaVision’ var undervejs, længe før Star Wars-succesen fik sin debut.
»Ikke mindst blev vi inspireret af Stagecraft-teknologien, som de introducerede, og som vi bruger på flere af de kommende projekter«, siger Feige om de special effects, som blev anvendt i Star Wars-serien for at ramme samme visuelle udtryk som de store biograf-flagskibe.
»Vi vil få folk til at forstå, at projekterne på Disney+ er lige så vigtige som dem, der kommer i biograferne, og vi ville gerne skabe den samme begejstring, hvilket Disneys marketingteam har vist, at de kan skabe med ’The Mandalorian’«.
Som man kender det fra traditionelt fjernsyn, valgte Disney+, modsat streamingtjenester som Netflix, eksempelvis pgså at udgive et afsnit om ugen af Star Wars-hitserien.
»Disney viste bestemt, at de kunne gøre det spektakulært på Disney+ med ’The Mandalorian’ ved at bevare den sjove, ugentlige diskussion, som jeg gætter opstår med alle serier, der bliver udgivet ugentligt«, siger Marvel-chefen og konkluderer:
»Vi sidder kun her på grund af det, som Jac og Matt har skabt, og fordi vi var i stand til at vende en skør idé til en spektakulær serie. Vi har anonnceret en masse andre kommende projekter, men når alt kommer til alt, fungerer denne serie perfekt som Marvels debut på Disney+«.
’WandaVision’ kan ses på Disney+.