‘Avengers: Infinity War’: Superheltefilmen over dem alle går efter både struben og hjertet
Av, dén sved.
’Avengers: Infinity War’s første mavepuster (ud af flere, bare vent) ramte mig som en lille pil i fangirl-hjertet ganske kort inde i historiens mest bombastiske superheltebrag på tværs af filmiske tegneserieuniverser.
Pil af med dine flyvende jordbunker, ’Avengers: Age of Ultron’. Skam dig i dine bæbrune tåger, DC’s ’Justice League’. Nu er det skisme alvor for MCU’s elskede helte, jordiske venner og galaktiske fjender, og som lovet sparer instruktør-brødrene Anthony og Joe Russo (’Captain America: Civil War’) ikke på ammunitionen.
Det kræver ikke bare blod, sved og tårer fra hovedpersonerne, men også en indsats fra dig, kære læser:
Har du således ikke gjort dit hjemmearbejde i MCU’s bagkatalog, har du ikke en myremands chance for at kunne følge med i denne 19. films myriader af plots. (Og nej, ingen i biografsalen gider at høre på dig udspørge din ledsager om, hvad en Tesseract er, eller hvorfor Benicio Del Toro tosser rundt i baggrunden.)
Handlingen sparkes i gang uden videre introduktion, få timer efter Asgaard-flåden stødte ind i Thanos’ svar på Dødsstjernens knapt så designæstetiske fætter i slutningen af ‘Thor: Ragnarok’. Det bratte tonale skift fra Taika Waititis farverige arkade-joyride til ’Infinity Wars’ massakrer skurrer indledningsvist en del mere i øjne og ører, end en direkte overgang fra ‘Civil War’ formentlig havde gjort det, men Russo’erne fatter den snurrende rorpind og sætter kursen, da Josh Brolins lilla superskurk har sat scenen.
Titanen Thanos – stedfar til Gamora fra ‘Guardians of the Galaxy’ (Zoe Saldana) – er på jagt efter de seks Infinity-sten, der skal sikre ham absolut almægtighed, men i modsætning til diverse smadderlystne slægtninge, der på Dr. Evil’sk vis craver uspecificeret kaos, er Thanos’ motivation en selverklæret ‘humanitær’ mission.
I Marvel-skurkefamilien kan Brolins karisma ikke stå mål med Tom Hiddlestons åleglatte Loke eller Cate Blanchetts spydige superdiva Hela, men hvad hans bulderbasse mangler i finesse, substituerer Brolin med en isnenede kraftfuld koldblodighed, der skaber den oprigtigt dommedagstruende nemesis, filmens enorme format kalder på for at knytte troværdighed til momentum.
Ingen superheltefilm er som bekendt bedre, end dens skurk er ond – og Thanos er rigtigt ond.
Uvenskab og romantiske kæpheste må tilsidesættes på jorden og blandt stjernernes tapre krigere, og instruktørerne sammenfletter overraskende vellykket de mange forskellige MCU-franchises uden at give unødvendigt afkald på de enkeltes unikke særpræg og quirky biroller – fra ‘Black Panther’s tech-guru Shuri (Letitia Wright) til ‘Guardians’ bramfri Drax (Dave Bautista) – eller tabe overblikket i et retningsløst miskmask af Wakanda-turistreklamer, trylletricks og All American-floskler.
Det siger sig selv, at manegen bliver trang i en film med over 30 essentielle figurer på rollelisten, så uagtet at målet er det samme for alle, står fortællingen skarpest, når heltene interagerer i mindre, spraglede grupper af emotionelle holdepunkter (afhængig af ens egne loyaliteter), sorteret efter karakterernes – og i høj grad skuespillernes – styrker og humoristiske sans.
Den vægtning falder ud til favoritternes fordel:
Sarkasmekongerne Iron Man (Robert Downey Jr.) og Doctor Strange (Benedict Cumberbatch) Sherlock-duellerer på opblæste egoer med ivrige Spider-Man på slæb (brandcharmerende Tom Holland er esset i MCU’s fremtidsplaner), mens Thor (Chris Hemsworth) og Guardian-flokken med Star-Lord i spidsen (Chris Pratt) supplerer hinandens komiske timing så legende let, at man ærgrer sig over, at de ikke er blevet introduceret for hinanden noget før. Især tordenguden og Rocket Racoon (Bradley Cooper) er et match made in superhero heaven, og Hemsworth slår for anden gang inden for et år fast, at den tidligere undertippede nordiske gud nu er en publikumsdarling på linje med Iron Man.
Andre farer knapt så heldigt, skønt en del formentlig får mere albuerum i anden runde: Vision (Paul Bettany i sit mest lidende hjørne) og Scarlett Witchs (Elizabeth Olsen) romance savner magi i maskinen for at mønstre et gran af kærlig resonans, Black Widow (Scarlett Johansson) er et surmulende pausekomma, og Black Panther (Chadwick Boseman) og Captain America (Chris Evans) bonder som selvhøjtidelighedens stoiske vogtere over smell-the-fart-acting.
Og så irriterer det uvægerligt, når mestendels uovervindelige eksistenser pludselig knapt nok kan svinge en lige højre i spændingskurvens navn eller transporterer sig selv fra a-z med et fingerknips, hvorefter de bruger timer på at traske op på toppen af et bjerg, bare fordi.
Der vil kanske være flere, der føler, at Russo-brødrene hamrer løs med Mjølner og mejsel på fanaffektioner og skattede franchisestrukturer. Det er ikke helt ved siden af: Filmens wahnsinnig tempo efterlader alt for lidt tid til at lade prominente tragedier og plottwists synke ind, og det er ikke rart at se før så centrale karakterer løbet uceremonielt over ende, når eksprestoget kyler passagerer af i farten.
Plothuller forvandler sig til belejlige dramaturgiske ormehuller (det er bedst ikke at holde regnskab), men som første kapitel af to må tvivlen om, hvorvidt opfølgeren kan samle trådene, komme den, alt andet lige, gedigent underholdende etter til gode.
Selvom man ikke bifalder alle kreative krumspring – eller synes, at det er nødvendigt at blive mindet om, at universets endeligt er nært forstående i fede versaler hvert andet minut – er det immervæk sundt for blodcirkulationen, at det endelig føles, som om der vitterligt er noget på spil deroppe på lærredet under samtlige 149 minutter.
Ikke mindst fordi ’Infinity War’ angiveligt er den kontraktuelle endestation for en håndfuld af MCU’s tungeste navne – ud af hvilke eminente Downey Jr.’s Tony Stark står for heltenes vægtigste og vigtigste udvikling foran og bag kameraet. Tony er ikke alene faderfigur for Avenger-ynglingen Peter Parker, men for hele MCU, hvor Iron Mans lysende reaktor har fungeret som pejlemærke for videreførelsen af selskabets superheltesucceser i et gyldent årti.
Lakker Stark-æraen virkelig mod enden?
Inden Thanos’ hærgen er ovre, vil kapper og jerndrager blive kastet i ringen og fakler måske givet i arv, men for de særligt interesserede er det en lille streg i regningens chokværdi, at MCU allerede er godt i gang med flere hypede, individuelle sequels, hvorfor man ikke behøver at være nogen Doctor Strange på Google for at gisne om, hvem der får lov til at ride mod solnedgangen.
Alligevel og stik imod al sund fornuft glemmer man lige ved og næsten alle logistiske konspirationsteorier, da ’Infinity War’ sætter dødsstødet ind i sine sidste minutter og genererer årtiers mest neglebidende cliffhanger, der nok skal sikre, at frådende fans bestormer biograferne, så snart billetlugerne åbner den 3. maj til næste år.
Skål for en overvejende veloverstået og følelsesmæssigt hårdtslående første halvleg. Snøft!
Kort sagt:
Der er vanskeligt at sige noget kort om ’Avengers: Inifinity War’, alle tiders største, længste og mest brutale MCU-produktion, der i IMAX-format får tænderne til at rasle lystigt i kraniet. Pak lommetørklæderne og forvent rundt regnet alt – på nær en tilfredsstillende slutning før 2019.
Læs også: Alt, hvad du skal vide, før du ser ’Avengers – Infinity War’
Læs også: Vi rangerer de 10 bedste Marvel-film