‘Avengers: Infinity War’ – den 19. Marvel-film – får premiere i dag som kulminationen på en filmfranchise, som har forandret biograffilmen uigenkaldeligt.
Efter manges mening til det værre.
Der kan siges meget dårligt om Marvel-universet, som har skaffet superheltefilmen stor dominans i biograferne ved at skamride den samme, forslidte succesformel.
Men man kan ikke forklejne det ambitionsniveau, det har krævet at skabe et så vidtforgrenet netværk af sammenflettede superheltefilm. Og selv den argeste kritiker vil have svært ved at pege på en helt elendig Marvel-film.
Ikke dermed sagt, at alle Marvel-filmene er lige gode. I denne artikel sætter vi dem om mod hinanden i et seismisk slag og kårer den stærkeste superheltefilm i byen.
10. ‘Black Panther’
En tilståelse: Jeg er en hvid mand med alt, hvad det medfører af ignorance og privilegieblindhed.
Farver det mit syn på ’Black Panther’? Gør det mig uimodtagelig over for de kvaliteter, som andre ser, fordi jeg simpelthen bare ikke fatter, hvad der er på spil?
Muligvis.
Men måske kan det også gå den anden vej. Måske har begejstringen over synet af en sort superhelt gjort filmens fortalere blinde over for de skavanker, som jeg ser. Som hvordan hele det ’Løvernes Konge’-lignende plot står og falder med et meget pludseligt og umotiveret forræderi. Eller hvordan det ellers så mytologiserede Wakanda aldrig rigtig føles som et virkeligt, taktilt sted, hvor mennesker lever og bor. Eller hvordan Simba – undskyld: T’Challa – faktisk er en ret kedelig hovedperson.
’Black Panther’ vil med rette stå tilbage som en vigtig kulturel milepæl – et kollektivt, forløsende jubelbrøl for generationer af sorte stemmer, hvis klageråb var blevet overhørt i århundreder.
Men det vil være mindre berettiget, hvis den også bliver husket som en stor film. Den er bare endnu en hæderlig Marvel-film. Hverken mere eller mindre.
Sagde den hvide, privilegieblinde mand.
9. ‘Doctor Strange’
‘Doctor Strange’ var et tiltrængt afbræk, da den udkom i 2016.
Det var lige efter den overfyldte ‘Avengers: Age of Ultron’, der var som at se 20 drengebørn slås om det samme legetøj, og ‘Captain America: Civil War’, som var en ‘Avengers’-film i forklædning.
‘Doctor Strange’ fremtryllede sit eget finitte univers og fokuserede på én superhelt, og det var velgørende på et tidspunkt, hvor der var gået sport i at stoppe så mange superhelte som muligt ind i den samme film.
Benedict Cumberbatch gør sin Sherlock-ting som den storsnudede neurokirurg Stephen Strange, der efter en invaliderende ulykke opsøger en esoterisk troldmandskult anført af en kronraget Tilda Swinton.
Mads Mikkelsens judas Kaecilius har marginalt mere motivation for sin subversive mission end den gennemsnitlige Marvel-skurk, og det giver kampscenerne spektakulært spræl, når han og Strange trodser fysikkens love og ommøblerer verden omkring dem med farverig magi.
Ellers er filmen mestendels Marvel, som vi kender det – slagfærdig i replikken og med et pompøst tredje akt, hvor verdensfreden står på spil igen-igen-igen. Men dog med et psykedelisk visuelt vrid, som gør den tilpas anderledes.
Kan ses på Netflix, Viaplay og Blockbuster.
8. ‘Captain America: Civil War’
Jeg kan godt forstå, hvorfor ‘Civil War’ af mange er blevet fremhævet som en af de bedste Marvel-film.
Den tredje film om den skjoldbærende patriot har mange ting kørende for sig. En kompleks(ere) historie med sikkerhedspolitisk samtidighed. En interessant skurk, Zemo, der er snu snarere end stærk. Et par nye, velfungerende helte. Og en fremragende kampsekvens på en landingsplads.
Mit eneste, men afgørende problem med filmen er, at den forenkler den centrale konflikt mellem Captain America og Iron Man så meget, at hovedpersonens handlinger bliver uforståelige, hvilket gør filmens finale til en frustrerende oplevelse.
Det giver simpelthen ikke mening, at dydsmønsteret Steve Rogers – der i ‘The Winter Soldier’ advarede om netop farerne ved uindskrænket magt – nu pludselig stejler over en helt rimelig regulering af de magtfulde superhelte.
I tegneserieforlægget er konflikten mere nuanceret, og det er sværere at vælge side. I filmen ønskede jeg til sidst, at Iron Man bare ville slå kaptajnen ihjel.
Kan ses på Netflix, Viaplay og Blockbuster.
7. ‘Guardians of the Galaxy Vol. 2’
Noget af friskheden var falmet ved gensynet med galaksens gakkede vogtere.
Men trods en lidt hårtrukken historie og lavere træfsikkerhed i replikskifterne forbliver toeren en kulørt fornøjelse takket være de snurrige karakterer og det sprælske univers. To sekvenser er tilmed helt formidable. Den veloplagte åbner, hvor Baby Groot – et nuttet bekendtskab med fistelstemme af Vin Diesel – danser lalleglad omkring, mens et kæmpe slag udkæmpes om ørerne på ham.
Og slutningen, som slår hårdt, da et dødsfald udmunder i Marvel-universets til dato mest rørende scene – en poetisk og overraskende lang begravelse, hvor det ydre rum illumineres af et prangende festfyrværkeri.
Det kan godt være, at det også var noget med dagen og omstændighederne, men jeg tudede sgu. Og det er aldrig sket med andre Marvel-film.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
6. ‘Spider-Man: Homecoming’
Det virker sommetider, som om Marvels eneste måde at videreudvikle superheltefilmene er at lade dem vokse.
Flere superhelte. Større skurke. Højere skyskrabere at smadre.
Men ’Spider-Man: Homecoming’ udmærker sig netop ved sin lidenhed. Den fortæller en intim historie om en 15-årig highschool-knægt, der slås med sin plageånd ’Flash’, sin nævenyttige tante og sin generthed over for piger. Det er immervæk lettere at relatere til end at slås med superskurke.
Dét skal Peter Parker selvfølgelig også efterhånden. Men ikke blot adskiller Vulture sig fra andre Marvel-skurke ved at stræbe efter noget mere jordbundent end verdensherredømme – han spilles også af Michael Keaton, som udstyrer rollen med et dæmonisk nærvær.
Og så er Tom Holland en langt bedre Spider-Man end flæbefjæset Tobey Maguire og den alt for gamle Andrew Garfield. 21-årige Holland ligner rent faktisk (nogenlunde) en highschool-elev, og han gestalter Parkers kæk- og kejtethed, uden at det kammer over. Det tæller heller ikke ned, at Holland selv er lidt af en akrobat.
Han bliver en MVP i Marvel-universets næste fase, ingen tvivl om det.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
5. ‘Thor: Ragnarok’
De første to ‘Thor’-film er blandt de svageste i Marvels portfolio. Sådan lidt pligtskyldige og upersonlige i det.
Det stod derfor ikke ristet i runerne, at ’Thor: Ragnarok’ skulle blive en af de mest rendyrket underholdende Marvel-film til dato. Men det var netop, hvad den blev.
Instruktøren Taika Waititi (’Hunt for the Wilderpeople’) fik frie tøjler og valgte klogelig at kassere Thors love interest (Natalie Portman) og flytte handlingen fra Asgård til affaldsplaneten Sakaar, hvor Thor må give den som gladiator over for en gammel bekendt.
Luftforandringen revitaliserer filmen, som strutter af fantasi og fortælleglæde og lader Chris Hemsworth stråle som det komiske naturtalent, han er. Hemsworth får morsomt modspil af Mark Ruffalo (Hulk) og Tom Hiddleston (Loke), der begge nyder skøn kemi med tordenguden.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
4. ‘Iron Man’
Filmen, der kickstartede Marvel-franchisen for 10 år siden, er stadig en af dens bedste.
‘Iron Man’ støbte Marvels matrice, anslog filmenes sjov-seriøse tone og introducerede den karakter, der om nogen er blevet indbegrebet af Marvel-universet.
Da vi først møder Tony Stark, er han en selvglad og skruppelløs rigmand og skørtejæger med få forsonende træk – fraset en umiskendelig karisma og slagfærdighed.
Men efter en nærdødsoplevelse og en tænkepause i en terrorgruppes fangehul gror han en samvittighed, nedlægger Stark Industries’ våbenproduktion og springer ud som Iron Man.
Det var, før vi var blevet lidt resistente over for effektdrevne kampscener eller Marvels patenterede pingpong-dialog, der her turneres til perfektion af en inspireret Robert Downey Jr., som med rollen fuldendte sit comeback efter en række stofskandaler.
‘Iron Man’ har en stoflighed, som de mange efterfølgere sommetider savner. Det hjælper også, at den kan koncentrere sig om sin egen historie uden at skulle henvise frem og tilbage til 15 andre Marvel-film.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
3. ‘The Avengers’
Marvel-universets første topmøde blev et brag af en blockbuster båret af storslåede actionscener og mundrap kemi mellem de sammenbragte superhelte.
Plottet er på grænsen til det banale, men det er fornuftigt, for filmen har mange figurer at jonglere med. Og det lykkes faktisk at give dem alle tid og plads til at udfolde sig, så de bliver mere end blot brikker i plottets puslespil.
Filmen føles således langt mindre stakåndet end den kaotiske opfølger ‘Age of Ultron’, og de seks avengers – alle godt gestaltet af talentfulde skuespillere – er mindst lige så seværdige, når de skændes, som når de slås.
De bliver dog overstrålet af den slikhårede snog Loke, Marvels til dato mest fængslende skurk. Tom Hiddleston er sardonisk, slesk og en lille smule ynkværdig i rollen, og han spiller sublimt op ad heltene.
Så kommer finalen og dermed det obligatoriske bråvallaslag, hvor sagesløse skyskrabere og ansigtsløse civilister står for skud. Men selv her forskånes ‘The Avengers’ for den frenetiske klipning, der forvirrer i senere film, og skaber et monumentalt, medrivende klimaks.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
2. ‘Captain America: The Winter Soldier’
Egentlig er Captain America alt for retlinet til at være rigtig interessant. Og hans første solofilm var nok ferm, men også noget fersk.
Derfor fortjener Russo-brødrene, som også instruerer ‘Avengers: Infinity War’, stor kredit for at frembringe en så fortrinlig efterfølger.
Det lykkes først og fremmest takket være et veldrejet plot, som rummer langt mere suspense og kompleksitet end den gennemsnitlige Marvel-films. Meget af tiden minder ‘The Winter Soldier’ faktisk mere om en speget politisk thriller end en superheltefilm, og Captain America tilbringer da også kun ganske lidt af filmen iført sine stars and stripes.
Det gør ‘The Winter Soldier’ til en mørkere og mere moden Marvel-film, der tilmed føles samtidig og relevant i kraft af sin overvågningstematik.
Og så bliver Steve Rogers lidt mindre vindtør, når han får myndigt modspil af Scarlett Johansson, Samuel L. Jackson, Anthony Mackie og Robert Redford.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
1. ‘Guardians of the Galaxy’
Det var et sats af Marvel at binde en an med en film om de relativt obskure ‘Guardians of the Galaxy’.
Kun en indviet klike af tegneserienørder havde på forhånd hørt om det brogede superhelteslæng, og instruktør James Gunn havde derfor frikort til at forny og fabulere uden frygt for at svigte folkets forventninger. For der var ikke nogen.
Den mest almindelige – og berettigede – indvending mod Marvel-filmene er, at de minder for meget om hinanden. Men ’Guardians of the Galaxy’ er som en eksplosion af utæmmet kreativ udfoldelse.
Tag det groovede 80’er-soundtrack, der spiller sammen med klipningen og giver actionscenerne deres egen musikalitet. Tag det farverige, sprællevende univers, som er så sprængfyldt med skæve eksistenser og lumpne lykkejægere, at man dårligt har set noget lignende siden ’Star Wars’. Eller tag castingen, der på alle pladser bærer præg af, at der er blevet tænkt ud af boksen.
Chris Pratt blev en A-lister overnight med hovedrollen som Star-Lord efter hidtil at have været kendt som ham den sjove og buttede fra ’Parks and Recreation’. Bradley Cooper – egentlig en mere oplagt hovedrolle – leverer gode grin som rasende røst til den koleriske vaskebørn Rocket. Zoe Saldanas grønne Gamora sparker røv, eks-wrestleren Dave Bautista er et komisk pletskud som klepperten Drax, og det var genialt set at lade Vin Diesel lægge stemme til den fåmælte træstamme Groot.
Tilsæt nogle fantastisk flotte visuelle effekter og en hæsblæsende historie på hyperdrive, og du har en klassisk eskapistisk film-film, som det 12-årige barn inde i dig kun kan overgive sig til. Marvel når det er allerbedst.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Avengers: Infinity War’
Læs også: Den nye trailer til ‘Avengers: Infinity War’ lover et apokalyptisk actionbrag