’Farewell Amor’: Rørende drama om immigranter bør inspirere danske filmskabere
En af de største diskussioner inden for dansk film det seneste år har været repræsentationen af danskere af anden etnisk baggrund, hvor både den omdiskuterede actionfilm ’Shorta’ og DR’s bedagede homoserie ’Om natten lyver jeg aldrig’ vakte stor debat.
Ekwa Msangis underskønne instruktørdebut ’Farewell Amor’, der efter sin sejrsgang på Sundance-festivalen i 2020 nu er tilgængelig på streamingtjenesten Mubi, handler netop om outsiderne i et vestligt samfund.
Den angolanske immigrant Walter (Ntare Mwine) er den seneste i en lang række af mørke mænd bag førerrattet på en taxa i New Yorks travle gader. Men han er samtidig så meget mere end det. Han er ægtemand til den dybt religiøse kone Esther og akavet far til teenagedatteren Sylvia (debutant Jayme Lawson). Begge kvinder har fået amerikansk opholdstilladelse efter 17 lange, hårde år væk fra Walter.
Han er elsker til kæresten Linda (Nana Mensah), men må straks rykke forholdet op med rødderne, da den gamle familie uventet banker på døren. Han er oprører og levemand, der mindes ungdommen i Angola, hvor han og Esther kæmpede i borgerkrigen under den kommunistiske fane, lige så vel som de fredelige stunder, hvor de nød sensuel pardans og rød snapper på strandbredderne under den skinnende måne.
»Vi sorte og udlændinge bliver nødt til at gå på æggeskaller, så de hvide ikke føler sig truet af os«, belærer han datteren første dag, han afleverer hende i skolen fra deres skravlede etværelseslejlighed. Men selvom ’Farewell Amor’ i allerhøjeste grad er en immigranthistorie, handler filmen ikke om de større, institutionelle uretfærdigheder i Amerika. Her er ingen modbydelige immigrationsagenter, ondsindede politibetjente eller hvæsende MAGA-racister – allerhøjst bliver Walter skældt ud ad skolens sikkerhedsvagt, da han kommer et skridt for tæt på ham.
I stedet fokuseres der gennem tre passager på hvert af de tre familiemedlemmers første dage i The Big Apple efter den længe ventede genforening. Datteren Sylvia prøver at balancere et hjemmeliv med en kristen mor og en far, der er en komplet fremmed, og en skolegang med søde drenge og undergrundsdansekonkurrencer til sent ud på natten.
Imens må Esther hurtigt sande, at hendes mand ikke er Guds bedste barn, og at han ikke just har holdt sig på måtten, som hun ellers har gjort det i 17 år. Og Walter gør sit bedste for at tage afsked med sin gamle kæreste og starte et nyt liv med sin datter gennem deres fælles passion for angolansk dans og musik.
Ekwa Msangi har i interviews snakket om vigtigheden af at vise Walter og hans familie autentisk i forhold til det specifikke land og kultur, de kommer fra, og ikke blot som stereotype afrikanere. Det skinner i den grad igennem, fra deres accent til musikken og dansen. Så meget desto mere kunne man næsten ønske, at Msangi havde fokuseret mere på ét af familiemedlemmerne.
I sit melodramatiske familiedrama, skarpe neonlys og smukke intimnærbilleder af ansigter og hænder minder ’Farewell Amor’ om Barry Jenkins’ ’If Beale Street Could Talk’ og dennes store inspiration Jonathan Demme med mesterværket ’Rachel’s Getting Married’. Alle handler de om familier på randen af opløsning, der finder sammen gennem kultur og familiære koder: En fælles sang, en god morgenmad eller blot en anerkendende, forstående hånd på skulderen.
Kort sagt:
’Farewell Amor’ ser de tre immigranter i kernen af familiedramaet som mennesker – noget mange filmskabere kunne lære noget af i USA såvel som i Danmark. Instruktør Ekwa Msangi er et navn, der er værd at holde øje med.