’Om natten lyver jeg aldrig’: Tåkrummende DR3-serie om homoseksualitet fejler totalt
Yosef, der arbejder i et fitnesscenter, bor hos sine arabiske forældre, er skabs-homo og har det rigtig hårdt.
Mere finder vi aldrig ud af om hovedpersonen i DR3’s nye ungdomsserie ’Om natten lyver jeg aldrig’. Han er er slet og ret Den Tragiske Homo, der efterhånden er gået på pension alle andre steder end hos DR, hvor homoer fortsat bliver tævet til ukendelighed eller får deres kone skudt af en terrorist (I’m looking at you, ’Når støvet har lagt sig’). Denne gang får vi en hovedperson, som stirrer Biedermeier-længselsfuldt på verden fra sit boligblokvindue. Dertil kommer en hel stribe sekvenser med Yosef foran spejlet, mens hans familiemedlemmer i voiceover messer bøsse-bøsse-er-du-bøsse-er-MIN-SØN-BØSSE?!
På den minoritetsetniske front er der også dømt kliché: »Grønthandler, terrorist, pusher eller problemfyldt indvandrer. Er du mandlig skuespiller med brun hud, så er det hovedsageligt de roller, du kan komme til casting på«, forklarede Arash Mosaddegh og Arian Kashef for nylig til netop DR. Tragikomisk nok indtager de nu rollen som hhv. Den Problemfyldte Indvandrer Yosef og hans overdrevet homofobiske fætter og – tadaa! – pusher Nadim. En grønthandler får vi næsten i Yosefs mor, der laver et eller andet med mad. Så mangler vi bare terroristen. Her må vi nøjes med en scene, hvor Nadim næsten tvinger Yosef til at tæske en hvid bøsse med et baseballbat.
Skuespillerne gør, hvad de kan, med huller i plottet, uforklarlige personlighedsforstyrrelser (søsterens skift fra kriminel homoforfølger til allieret er særligt bizart) og replikker, der kunne bruges som ’show don’t tell’-skoleeksempler på, hvordan man ikke bør skrive manuskripter. Lad mig nævne i flæng: Yosef slæber en pige på dobbeltdate for at overbevise fætter Nadim om sin heteroseksualitet – til hun lægger hånden på hans lem, og alt går galt: »Sig mig er du OVERHOVEDET ikke tiltrukket af mig, den er jo HELT SLAP?!« skriger hun gennem hele restauranten, og reaktionen er så usandsynlig, at det alvorlige bliver ufrivilligt komisk.
Heldigvis er der lys for enden af tunellen for Yosef. Der er i hvert faldt hvidt, for på homo-datingappen Grindr møder han Tobias. »Det kan godt få nogle store konsekvenser«, forklarer Yosef på første date om sin frygt for at springe ud. Hans far står til at få et godt job hos den homofobiske fætters ditto far, og det vil stensikkert ryge. Det er best case scenario, for Yosef har hørt om en brun homo, der blev slået halvt ihjel af sin familie. »Sin egen familie?! Det er fanme fucked up«, erklærer Tobias, der tydeligvis ikke selv har issues med at være homo. For ham handler det alene om, at »du skal stå ved, hvem du er« og »YOLO« og »carpe diem«.
Her kunne serien have fået dybde af at bore i Tobias’ hvidhedsprivilegerede cluelessness. For selvfølgelig springer ingen ud i et tomrum. Der er relationer at tage hensyn til hele livet. Også når man er hvid, kan jeg hilse at sige fra mine egne 20 år+ som åben LGBTQ’er. Men ’Om natten lyver jeg aldrig’ forbliver desværre, i mere end én forstand, sort/hvid. Tobias får patent sandhederne, så Yosef må annoncere sin seksualitet med slag på vandglasset (den slags spring-ud-scener, der kun findes på film) og forlade sin familie. Pyt med at pakke identitetspapirer eller have et sted at bo. Efter tre dates venter Tobias’ favn og friheden, mens homofobien er belejligt parkeret hos de brune. Det bliver understreget, da Yosef kigger længselsfuldt efter et tilfældigt bøssepar, der ser overordentligt glade og åbne ud: de er selvfølgelig hvide.
Det samme er Yosefs hemmelige homotelefon, og symbolikken bliver tåkrummende, da Yosef som point of no return vælger mellem sine mobiler tilsat endnu en omgang er-du-bøsse-familievoiceover: Yosef kyler den sorte hen ad asfalten (og aldrig har en iPhone været så holdbar, for dér ligger den og får ubesvarede opkald fra mor og søster og pusherfætter!) og kommer med et smil den hvide i lommen. Med familien ude af billedet kan Yosef få en happy, assimileret ending blandt progressive hvide.
Her brænder jeg inde med et spørgsmål til DR:
Hvem har I lavet ’Om natten lyver jeg aldrig’ til? Det forekommer mig, at kun hvide seere vinder ved at få homofobi præsenteret som passé alle andre steder end blandt etniske minoriteter. Det ligger der vel en magelig syndsforladelse i. Skal serien derimod række ud til brune seere, der måske selv er i skabet, så fejler den totalt.
For det er for helvede ikke på Grindr, de finder støtte, ej heller hos Tobias eller andre hvide homoer uden et gran indblik i at være dobbeltminoritet. Nej, støtten findes i de stærke, levende fællesskaber, som brune LGBTQ’ere selv har etableret. Det kræver én eneste Google-søgning på ’homoseksuel brun forening’ at opdage foreningen Sabaah, men den ulejlighed har seriens forfattere og DR ikke gjort sig. Det er ikke bare arrogant og skidt for serien, men også for de unge, Yosef repræsenterer.
Til dem bliver budskabet, at de må vælge mellem familie og homoseksualitet. Og vel er der brune homofober derude – der er også hvide! – men langt størstedelen af Sabaahs medlemmer beholder kontakten til familien efter at være sprunget ud. Det mindretal, der ikke gør, har i Sabaah et fællesskab, hvor brun og LGBTQ går op i en højere enhed. Dét er der langt mere brug for en ungdomsserie om.
Kort sagt:
’Om natten lyver jeg aldrig’ erstatter indblik med klicheer i tåkrummende kluntet skildring af at være homoseksuel med anden etnisk baggrund.