Sidste år følte Arash Mosaddegh, at han ramte bunden. Han var kommet hele vejen til den afsluttende prøve på Den Danske Scenekunstskole, men måtte gå hjem med et afslag.
Nederlaget satte sig i kroppen og bredte sig som en indre tvivl, men da han kom ind på William Esper Studio i New York, lysnede alt. Men visumprocessen er ikke ligetil, når man har iranske aner – også selvom man er født og opvokset i Danmark og har dansk pas og statsborgerskab.
I fire smertefulde uger ventede han på svar fra den amerikanske ambassade. Kufferten var pakket og lejligheden i New York stod parat. Så tikkede visumafslaget ind. Men det viste sig at være held i uheld: Kun to måneder senere landede Mosaddegh sin debutrolle i den premiereaktuelle DR3-serie ’Om natten lyver jeg aldrig’, hvor han spiller Youssef, som kæmper med at stå ved sin homoseksualitet i et lukket miljø.
»Inden jeg fik rollen, følte jeg, at jeg havde gravet mig ned i et hul. Men så tænkte jeg på det her Rocky Balboa-citat: ’Det er lige meget, hvor hårdt du bliver ramt, så længe du kan tage et slag og komme på benene igen’. Det tænkte jeg meget over, og så bare to måneder efter min nedtur, fik jeg denne rolle. Det føltes rimelig vildt at debutere som hovedrollen i en DR3-serie«, siger Mosaddegh, da vi møder ham forud for premieren.
Hvor kommer skuespildrømmen fra?
»Da jeg var 12 år gammel, fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Det er lidt en kliché, men jeg var inde og se ’The Dark Knight’ og var helt vild med Joker-rollen. Da jeg så den film, tænkte jeg: Det kunne være ret fedt, hvis det var mig. Så begyndte jeg at spille med i skolemusicals, og det var egentlig det eneste sted, hvor jeg følte mig til rette. Det var det eneste tidspunkt, hvor lærerne ikke sagde noget til mig. Det eneste sted, hvor jeg ikke gjorde noget forkert i deres øjne.
Faktisk holdt jeg skuespillerdrømmen hemmelig for både mine venner og familie. Mine venner undrede sig over, hvorfor jeg meldte mig til gymnasiets musicals, så jeg var bange for at blive dømt på det. De var sådan lidt: ’Er du en taber?’ Men som 17-årig fik jeg gåpåmodet til at sige: ‘Kom og se mig, hvis I synes, jeg er dårlig, kan I sige, hvad I vil. Men hvis I synes jeg er god, så skal I bare holde jeres kæft!’ Og så var de sådan: ‘Okay, vi skal nok holde vores kæft’. Lige siden har de haft min ryg 120 procent. Det har virkelig været med til at opbygge min selvtillid i stedet for at knuse den.
Da jeg gik ud af folkeskolen, var der en lærer, der sagde til mig: ’Du skal blive ved med at spille skuespil!’. Det har jeg haft i hovedet siden«.
Fik du støtte med hjemmefra til at forfølge skuespillet?
»Det har altid været okay for mig at drømme stort. Men alle har jo en eller anden form for forventning til dig. Da jeg var lille, fik jeg altid at vide, at jeg skulle være læge eller ingeniør, men det var slet ikke mig. Jeg følte aldrig, at jeg var god i skolen, men alligevel skulle jeg opbygge den her løgn for mine forældre om, at jeg klarede det sindssygt godt – bare for at tilfredsstille dem.
Men min far var faktisk skuespiller tilbage, da han boede i Iran. Han har spillet en masse teater og fortalt historier om, hvordan skuespillet blev hans frirum. Han havde store ambitioner og drømme, men på grund af krig og ødelæggelse, blev han nødt til at flygte. Hans ekstreme passion for faget, har uden tvivl inspireret mig.
Men det var selvfølgelig noget andet, da jeg besluttede mig for at forfølge drømmen. Så begyndte forældrerollen at tage over. De ville gerne se fremskridt, men de første gange, jeg søgte ind på Scenekunstskolen, kom jeg kun videre én gang. Så begyndte tvivlen pludselig at melde sig hos mine forældre: ’Er du sikker på, at du ikke skal have en plan b?’«
Hvilke skuespillere er du inspireret af?
»Jeg har altid set op til Christian Bale. Han er ekstremt dedikeret, når han går ind i en rolle. Herhjemme synes jeg, at sådan en som Zaki Youssef gør et fantastisk stykke arbejde lige nu. Han repræsenterer danskere med anden etnisk baggrund virkelig godt. Det samme med Dar Salim.
Arian Kashef har også været en stor inspiration for mig i forhold til at turde gå ind i branchen. Det samme med Besir Zeciri, som også er enormt dygtig. De har fået mig til at tænke, at jeg også kan gå efter det. Besir var også med til at gejle mig op, da jeg kom til tredjeprøven på Scenekunstskolen.
Wahid Sui kan jeg især takke for, at jeg fik gåpåmodet til at fortsætte med at kæmpe, også selvom jeg fik afslag. Jeg tror virkelig, det er sådan, man skal have det. Ellers bliver man ved med at tænke: ’Er jeg god nok? Hvorfor får jeg ikke den her rolle’. Han sagde til mig, at hvis jeg ikke engang troede på mig selv, var der ingen grund til at gå efter det«.
Har du en drømmerolle?
»Patrick Bateman-karakteren i ’American Psycho’ er både en charmerende skørtejæger og samtidig har han den her psykopat indeni i sig, som bare er djævlen selv. Det er en indre modsætning, jeg ville elske at udforske.
Men egentlig drømmer jeg bare om at blive castet til mere end stereotype ’indvandrerroller’. Indtil videre er jeg kun kommet til castings, hvor rollen er dansker med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er mere diversitet og at karaktererne ikke bare kan hedde Mads. Det er også derfor, jeg er så glad for min rolle i ’Om natten lyver jeg aldrig’, for jeg tror, at mange har oplevet de ting, han kæmper med, uanset hvilken baggrund man har.
Alt det, vi ser på skærmen, er jo med til at be- eller afkræfte nogle stereotyper. Men vi ser ikke hele spektret: Lige så vel som der er en gangster fra Nørrebro med anden etnisk baggrund, så er der også en succesfuld DTU-studerende, som er ved at få en doktorgrad. Det snakker vi bare ikke så meget om. Prøv også at lade en dansker med anden etnisk baggrund spille en romantisk rolle.
Men det er netop nuancerede portrætteringer, som kan føre til, at jeg ikke får spørgsmål som: ’Hvor længe har du været i Danmark?’ eller ’Gud, hvor snakker du flot dansk!’. Det stammer fra uvidenhed«.
Hvad er din tilgang til faget i dag?
»Det er ikke, fordi jeg har tænkt: ’Jeg skal til casting her, jeg skal til casting her’. Jeg tror rigtigt meget på læringsprocessen. Jeg tror på, at du skal lære en masse ting, før du begiver dig ud i det. Og jeg ved ikke særligt meget om faget endnu. Jeg har selvfølgelig mine egne holdninger og min egen måde at gøre tingene på, men jeg er også rigtigt nysgerrig på at lære andre metoder og teknikker«.
Hvad byder den kommende tid på?
»Jeg håber på, at ’Om natten lyver jeg aldrig’ kan føre til nogle flere castings, hvor jeg kan prøve lidt forskelligt af. Og så starter jeg på Skuespillerakademiet nu her, hvor jeg håber på at suge til mig. Jeg er 23, så lige nu handler det også om at lære så meget som muligt. Og så håber jeg selvfølgelig på at komme ind på Scenekunsten, hvis ikke næste sommer, så året efter.
Ellers holder jeg mig i gang ved at prøve at skrive mine egne ting. Jeg arbejder på et one-man-show til teater, som jeg håber på at kunne få stablet på benene på et tidspunkt. Jeg skriver også på en kortfilm, som forhåbentligt kan blive til noget større. Jeg har nogle vilde idéer oppe i hovedet. Bare vent, jeg er først lige gået igang«.
‘Om natten lyver jeg aldrig’ kan ses på DR.dk.