Nikolaj Lie Kaas forsvarer stemmerolle som sort karakter i Pixars ‘Soul’

Nikolaj Lie Kaas forsvarer stemmerolle som sort karakter i Pixars ‘Soul’
Pixars 'Soul'.

Der har egentlig ikke rigtigt været en shitstorm eller det, der ligner, men nu har Nikolaj Lie Kaas alligevel følt, at han måtte give sit besyv i diskussionen om, hvorvidt det er ok, at han som hvid skuespiller lægger stemme til den sorte mand Joe i Pixars roste animationsfilm ‘Soul’.

Det startede med, at Berlingske bragte en artikel under overskriften »Den danske udgave af populær Pixar-film vækker undren: ‘Det her ville ikke gå i USA«.

Her kritiserede bestyrelsesforperson i Danmarks Intersektionelle Højskole og bestyrelsesmedlem i Afro Danish Collective, Asta Sekamane, Disney i Danmark for at have valgt Lie Kaas til stemmehovedrollen, mens sorte skuespillere som Al Agami og Melvin Kakooza samtidig var på rollelisten i mindre roller.

»Hovedpersonen Joe er jo en sort mand, men man vælger simpelthen ikke at stemmelægge i forhold til hudfarve. Det finder jeg især interessant, fordi de faktisk har tre danske sorte skuespillere, der lægger stemme til birollerne. Men to ud af de tre biroller er kun med i én scene«, sagde hun.

Med til historien hører det, at medieforsker Tess Skadegård Thorsen på Twitter har forklaret, at hun sagde nej til at medvirke:

»Jeg valgte at lade være med at udtale mig (i øvrigt et valg flere af mine bekendte + kollegaer også tog) – fordi historien er skabt af journalisterne, der godt ved, at enhver kritik a repræsentation vil skabe et ramaskrig i Danmark over ‘cancel culture’ og ‘krænkelseskultur’«.

Rigtigt er det i hvert fald, at sagen først blev en historie, da Berlingske kontaktede kilder for at høre om deres syn på sagen, men siden har den bredt sig og vakt den forudsigelige forargelse, og nu har Nikolaj Lie Kaas altså valgt at give sit besyv med.

På Facebook skriver han:

»Hej venner. Som jeg nok havde forestillet mig kunne ske, er der begyndt at florere en debat vedrørende min rolle i den danske versionering af Pixar-animationsfilmen ‘Sjæl’ (‘Soul’, red.). I filmen har jeg lagt stemme til hovedkarakteren Joe, som er en afroamerikansk karakter, i originalversionen spillet af, iøvrigt én af mine idoler, Jamie Foxx.

Min holdning mht. til hvilket som helst job, er meget enkel. Lad den kvinde, mand, etc., der kan udføre arbejdet bedst muligt, få jobbet. Det plejer at blive det bedste resultat. I den danske version har dygtige mennesker som Remee, Melvin Kakooza og Al Agami givet den gas, men nogen deler den holdning, at tiden ikke mere er til at en animeret karakter med én hudfarve kan spille en anden hudfarve.

Det er jeg faktisk i nogen tilfælde tilbøjelig til at give dem ret I. Ikke generelt, men I meget karikerede eller i udleverende tilfælde«, skriver han og fortsætter:

»Lige hér dog undrer det mig, og faktisk udvander debatten, at en karakter som “Joe”, som netop er et godt eksempel på, at det er fuldstændig ligegyldigt hvilken etnicitet din hovedkarakter er, skal gøres til et racespørgsmål.

Hver dag jeg går på arbejde, lader jeg som om jeg er en anden. Jeg har spillet folk der er klogere end mig, dummere end mig, personer jeg ikke forstår, eller overhovedet ikke deler holdninger med. Men jeg er så taknemmelig for at få lov til at sætte mig ind I hvordan andre tænker og føler, og få lov at forsvare dem, og hver dag går jeg derfra med en langt bedre forståelse af mennesker der ikke er mig.

Det er oprigtigt et privilegium, og noget jeg virkelig sætter pris på og en ære I, og det håber jeg alle skuespillere og kunstretninger med hvilken som helst hudfarve eller overbevisning, får lov at blive ved med«.

Disney i Danmark har over for Berlingske ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af