’Psycho Goreman’: I blodig feelgood-satire er CGI sidste udvej

Nogle film har en titel, der gør, at man bare må se dem af ren nysgerrighed. ’American Psycho’ er et godt eksempel, ja, det gælder vel egentlig alle titler, der har psycho i sig.

Ordet er næppe brugt mere æggende og tillokkende end her. Som en sirenesang, der leder mig på kollisionskurs med b-film af ypperste kaliber, kalder ’Psycho Goreman’ mig til sig.

Taglinen er lige tilpas mystisk: »Little girl. Big psycho«. Så er man solgt.

Børnene Mimi (Nita-Josee Hanna) og brormand Luke (Owen Myre) er som de fleste søskende: De skiftevis leger og skændes. Hun er super dominerende, og han har endnu ikke fundet modet til at sige fra, så det er helt normalt, da Mimi efter at have vundet i ’Crazy Ball’ (en klassisk hjemmekonstrueret leg med absurde regler, som spiller en gennemgående rolle i filmen) beordrer Luke til at grave sin egen grav.

Nogle spadestik nede kommer en sten med underlige indgraveringer frem. Pigen trykker i en tilsyneladende vilkårlig rækkefølge, og der åbnes for en lyserød juvellignende genstand – og så lige for en blodtørstig kriger, der higer efter at destruere galaksen.

Ærkehertugen af mareridt, som han kalder sig selv, er fra planeten Gygax (fin lille homage til Gary Gygax, en af skaberne af ’Dungeos & Dragons’), og hans uudslukkelige blodtørst bunder i en vendetta mod en fraktion af religiøse fanatikere, ’The Templars’, der holdt ham og andre som slaver.

Yes, der er skruet op for maksimum på rumopera-skalaen, og rumvæsnet er også klar til at fortsætte sin hærgen efter at være blevet befriet fra sit fængsel. Der er dog lige den krølle på halen, at juvelen, som Mimi er i besiddelse af, kontrollerer monstret. Og nej, der findes intet mere skræmmende end en præpubertær pige med storhedsvanvid, som har fuld magt over en intergalaktisk galning, der får Thanos til at virke som fredselskende hippie.

Det er også hende, der giver ham det mere mundrette navn Psycho Goreman, forkortet PG (en fed lille reference til det amerikanske rating-system, hvor det betyder ’tilladt for alle’).

De matcher hinanden godt, Psycho Goreman og Mimi. Begge har temperament, hader at indordne sig efter andres regler og har i varierende grad en forkærlighed for at torturere folk, både fysisk og mentalt.

Instruktør og manuskriptforfatter Steven Konstanski er en del af det canadiske filmkollektiv Astron-6, hvorfra det mest kendte udspil er scifi-horror-filmen ’The Void’. Fælles for begge film er brugen af gode praktiske effekter og opfindsomhed. For relativt beskedne budgetter laver de ting, der ser ud, som om de hører hjemme i en større film eller serie. Her er CGI kun noget, man bruger, når der ikke er anden udvej.

Tonen er væsentligt anderledes end i ’The Void’ og dermed er looket også anderledes, men det fungerer perfekt. Det er tydeligt at se, at de forskellige rumvæsner er mennesker iklædt forskellige former for læder og latex-proteser og -kostumer. Umiddelbart fik jeg associationer til den originale ’Power Rangers’-serie eller de japanske tokusatsu-film, og der er da også et par designs, som virker til at have taget inspiration derfra.

’Psycho Goreman’ virker derfor også som en kærlighedserklæring til de genrer, tilsat et satirisk twist og 100 liter blod. For det er et veritabelt blodbad, når PG kæmper mod rumvæsner eller smadrer et par forbrydere til uigenkendelighed i starten af filmen. Lemmer bliver flået fra hinanden og formet til nye våben, som han bruge i sin hærgen, der i en mere seriøs tone ville være gruopvækkende.

Men fordi filmen er forankret i to fantasifulde unger, formår Konstanski at skabe en konstant feelgood-stemning.

’Psycho Goreman’ kommer næppe til at skrive sig ind i filmhistorien som et genredefinerende mesterværk, men som hyldest til weekendsformiddagstv og underlige b-film er den svær at stå for.

Kort sagt:
Praktiske effekter og absurde indslag fylder godt i Steven Kostanskis historie om, hvad der sker, når universets ondeste og mest effektive dræbermaskine bliver en præ-pubertær piges slave.