Vi har haft et godt øje til Tone Ottilie, siden vi så hendes kortfilm ’Lulus første gang’ i 2016. Filmen bragte den unge aspirerende instruktør ind på Filmskolen, hvor hun stadig er under uddannelse, hvilket dog ikke skal forhindre hende i at vække opsigt endnu engang.
Ottilies nyeste kortfilm ’Babylebbe’ har således allerede skabt international opmærksomhed og var blandt andet udtaget til den prestigefyldte Berlin Film Festival. Og nu er vi stolte af her på Soundvenue at præsentere den digitale verdenspremiere filmen, som kan ses lige her:
’Babylebbe’ handler om 16-årige Frede, der allernådigst kommer med på slæb, da hendes storesøster og dennes venner skal til queer-technofest i København. De ældre piger driller Frede som den undermåler i miljøet, hun er, men Frede har sin egen dagsorden: At vinde sin ekskæreste Rosa tilbage.
I vores store interview i anledning af dagens premiere fortæller 25-årige Tone Ottilie, at filmen i høj grad er inspireret af hendes egne oplevelser, da hun som 15-årig begyndte at komme til festerne i det københavnske queer-miljø.
»Det kunne være ret hardcore, når man var ny og ikke kendte de politiske koder, samtidig med at det var følsomt at finde min identitet og seksualitet«, fortæller hun.
’Babylebbe’ er en personlig, intim og nuanceret skildring af queer-identitet, hvor Tone Ottilie viser, at hun er en lovende og markant ny stemme på et felt, der har været groft under- eller fejlbelyst i dansk film gennem årene. Men det er også blot en universelt stærk fortælling om at stå uden for gruppen og om søsterskab belyst gennem forholdet mellem Frede og hendes seje storesøster Natascha, spillet af Levi Eja Roepstorff fra ’Team Hurricane’.
I vores interview fortæller Tone Ottilie også om en mærkværdig oplevelse ved q&a’en efter premieren på Berlin-festivalen, om identitetspolitik som en måde at tage ejerskab over sin fortælling, om de værste klicheer i filmskildringer af queers – og om at ville lave den danske ’Skam’.
Tone Ottilie er nu i gang sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, som hun har skrevet sammen med Clara Mendes, der stod bag den stærke TV 2-serie ’Sex’, der også behandlede queer-tematikker på forfriskende vis.