‘Babylebbe’ bygger på Tone Ottilies eget liv: »Jeg har følt mig som en akavet outsider i alle de miljøer, jeg har begået mig i«

Den 25-årige instruktør Tone Ottilie går stadig på Filmskolen, men har allerede høstet international anerkendelse for sine kortfilm. Senest med coming-of-age-queer-historien 'Babylebbe', der nu får digital premiere her på Soundvenue. Filmen følger 16-årige Fredes forsøg på at hele sit knuste hjerte og navigere i det københavnske queermiljø. Den er Tone Ottilies forsøg på at skildre sit eget miljø autentisk som en modvægt til de klichéfyldte og ensporede queer-repræsentationer, hun ofte oplever både på film og i samfundet.
‘Babylebbe’ bygger på Tone Ottilies eget liv: »Jeg har følt mig som en akavet outsider i alle de miljøer, jeg har begået mig i«
STREAMING TOGETHER

Den 23. februar 2020, kort før coronavirus lukkede verden ned, havde instruktør Tone Ottilie netop fejret verdenspremieren på sin kortfilm ‘Babylebbe’der i dag har premiere her på Soundvenue – på en af verdens vigtigste filmfestivaler, Berlinalen. En milesten, som den i dag 25-årige filmskoleelev beskriver som »fucking tjekket«, » inspirerende« og »en af de bedste oplevelser, jeg har haft i min filmkarriere«.

Men der var også et hår i suppen. Til den efterfølgende q&a i det kortfilmsprogram for ungdomsfilm, som filmen var en del af, blev hun konfronteret med en kritisk tilskuer. Han mente, at hun med sin film, der skildrer det københavnske queer-miljø, som hun selv er en del af, klynkede over, hvor hårdt det er at være queer.

»Han spurgte, hvorfor det var så vigtigt for mig hele tiden at sige, at jeg var queer. Om jeg følte mig queer, når jeg spiste morgenmad, cyklede queer på arbejde, og hvordan jeg nogensinde kunne være glad, når jeg var så undertrykt«, fortæller Tone Ottilie over telefonen fra Den Danske Filmskole, hvor hun sidder og mixer sin afgangsfilm.

Hun svarede med en metafor, at nogle mennesker føler sig som en fisk i vandet. De lægger slet ikke mærke til vandet, når de svømmer rundt. Andre, som instruktøren selv, føler sig derimod som en kat, der er blevet dumpet ned i noget vand og synes, det er ubehageligt, at der er vand over det hele. Men fisken har svært ved at forstå katten, der basker rundt og skaber postyr. »Jeg har det med heterocisnormativitet, som katten har det med vand«, siger Ottilie. Men hun forstod faktisk slet ikke spørgsmålets relevans i forhold til ‘Babylebbe’.

Soundvenue Premiere: Se ‘Babylebbe’ her

»For det første synes jeg slet ikke, at ‘Babylebbe’ handler om homofobi. For det andet er homofobi ikke noget, jeg har opfundet, og jeg ønsker ikke at sætte mig selv i en martyrrolle. Derfor svarede jeg også, at jeg ikke mente, at det var mig, der offergjorde mig selv, men at det var kommentarer som hans. Det var vildt grænseoverskridende, fordi jeg stod foran 500 mennesker. Og fordi jeg stod ved siden af Anna, som spiller hovedrollen, som jeg følte et ansvar over for, fordi hun er ung«.

Efter sessionen kom der en masse mennesker op til hende og roste hende for hendes mod. Og det var næsten endnu værre, selvom det var velment.

»Jeg føler jo ikke, at det er en modig handling at tale om en film, jeg har lavet om mig og mine venner. Jeg følte, at jeg blev sat i bås som ‘den brave homo’, og det var super fremmedgørende. Der var en fyr ved siden af mig, som begyndte at græde, mens jeg talte, fordi han syntes, at jeg var så modig. Jeg havde det bare sådan, nu stopper det her lort. Det var så tåkrummende. Jeg vil ikke være sådan én, der står og taler om min egen undertrykkelse, mens heterofolk kniber en tåre. Det er mega vigtigt at tale om undertrykkelse, men lige der følte jeg mig taget som gidsel«.

Det svære breakup

Tone Ottilie er ikke bleg for at tage bladet fra munden, når det gælder hendes syn på queer-debatten i det offentlige rum eller repræsentation i film. Som hun i anledning af Berlinalen for eksempel gjorde på forsiden af Politikens Film & TV-tillæg, hvor hun blandt andet opfordrede hvide, heteroseksuelle mænd til at »write what you know, og giv plads til os andre, der ved noget mere om den her specifikke historie«.

Men i virkeligheden ser hun ikke sig selv som en politisk instruktør. Hun vil helst bare tale om sin film, som ifølge instruktøren handler lige så meget om breakups som om at være queer. »Der er mange film om at blive forelsket og møde folk. Jeg var mere interesseret i at lave film om at sige farvel, gå væk fra noget og give slip. Det er virkelig svært«, siger Ottilie.

Anna Charlie Zerbib Streitz i ‘Babylebbe’.

‘Babylebbe’ følger 16-årige Frede, der sørger over et brud med sin første kæreste, Rosa. Da hun ser på Facebook, at Rosa skal til en queer-technofest, overtaler hun sin storesøster, Natasja, til at tage hende med på slæb, så hun kan vinde Rosa tilbage. Natasja og hendes cool queer-venner synes, at Frede er lidt nuttet, men også naiv og kikset, og Frede både udvikler og slår sig på deres mobbeagtige forsøg på at hærde hende.

Både skildringen af det københavnske queer-miljø og historien om at give slip på en ekskæreste er inspireret af Tone Ottilies egne erfaringer.

»Jeg begyndte at komme til festerne i queer-miljøet, da jeg var omkring 15 år, og det var meget udfordrende at navigere i. Jeg sprang ud som homo som ret ung, men da jeg ikke kendte andre, var det først, da jeg kom i 1.g, at jeg begyndte at kysse og blive forelsket, som andre gik igennem i puberteten.

Dele af queer-miljøet var meget politisk, dramatisk og voksenagtigt, og alle kendte alle. Det kunne være ret hardcore, når man var ny og ikke kendte de politiske koder, samtidig med at det var følsomt at finde min identitet og seksualitet. Jeg havde lyst til at fortælle om det miljø gennem øjnene af én, der var helt ny i det«, fortæller hun om tilblivelsen af manuskriptet, som hun har udviklet sammen med sin klassekammerat fra Filmskolen, Ida Åkerstrøm Knudsen.

Fedt at stikke ud

Ligesom hovedpersonen Lulu i Ottilies Robert-nominerede kortfilm ‘Lulus første gang’ bliver mobbet på efterskolen og lyver om sin seksuelle erfaring, føler Frede sig også udenfor sammen med søsterens ældre venner og forsøger at spille lidt mere cool og erfaren, end hun er.

»Jeg hælder mod akavede karakterer, fordi jeg selv har følt mig som en akavet outsider i alle de miljøer, jeg har begået mig i. Også i queer-miljøet. Men jeg har faktisk altid syntes, at det var fedt at stikke lidt ud. Frede derimod vil bare gerne passe ind og flyve under radaren. Det syntes jeg var spændende at udforske, og jeg ville gerne vise, at man kan være queer på mange forskellige måder. Derfor ville jeg med Frede også gerne skabe en mere androgyn karakter, for der er en tendens til, at film om queer-kvinder har meget feminine hovedkarakterer«.

Filmen udforsker også søskenderelationen i det både kærlige og konfliktfyldte forhold mellem Frede og Natasja. Det er hårdt at se Frede forsøge at leve op til sin storesøster, men søsteren synes, det er lidt pinligt at have sin lillesøster med til fest og lader vennerne mobbe hende ved blandt andet at skrive ’Babylebbe’ i panden på hende.

Anna Charlie Zerbib Streitz i ‘Babylebbe’.

»Natasja vil jo bare gerne hærde Frede, fordi hun kan se, at hun ikke kommer til at klare sig, hvis hun bliver ved med at gå så følsomt ud i verden. Der er meget kærlighed i hendes handlinger, hun griber det bare helt forkert an.

Hvis de ikke havde været søskende, havde det været verdens mest utroværdige vennerelation. Men søskende kan godt være hårde ved hinanden«, mener Ottilie, der selv har et tæt forhold til sin bror. På samme måde har hun det også »søskendeagtigt« med queermiljøet, som hun både elsker og føler tilhørsforhold til og har været frustreret over.

»Labels er for syltetøjsglas«

En af de ting, Frede slår sig på i queergruppen, er en diskussion om identitet. Da gruppen leger S, P eller K til forfesten, spørger en af pigerne om, hvordan Frede vil identificere sig. Frede svarer, at hun ikke har lyst til at sætte et mærkat på sig selv: labels er for syltetøjsglas, mener hun. De andre reagerer ved at drille hende med, at »»»der nærmest står lebbe i panden« på hende og beskylder hende for »internaliseret homofobi«. Fredes bemærkning er da også både naiv og sårende, mener Tone Ottilie.

»De andre har alle sammen fundet deres vej i verden som de queer og skæve mennesker, de er, ved at omfavne det. Det siger hun på en måde er forkert ved at sige, at hun ikke har lyst til at sætte mærkat på sig selv. Det er selvfølgelig fuldstændig fair at have det sådan – jeg vil ikke bestemme, hvordan folk skal se sig selv. Men det er også en ret grøn tilgang. I min oplevelse kommer verden til at stemple dig som det ene eller andet, ligegyldigt hvad.

Derfor tror jeg også, at unge mennesker putter flere mærkater på sig selv end nogensinde. De skriver på deres Instagram-profiler, at de for eksempel er non-binær og har angst. De vil hellere give sig selv label på, før verden gør det. Min veninde Clara Mendes, som jeg har skrevet min afgangsfilm sammen med, har beskrevet en af vores karakterer som, at hun udfordrer verden til en stirrekonkurrence. Sådan oplever jeg, at den yngre generation gør lige nu. Det er en måde at sige, ‘du kan ikke komme og sige noget om mig, for jeg har allerede sagt det om mig selv’«.

Tone Ottilie. (Foto: Therese Lærke).

Virker det?
»Det ved jeg ikke, men der er i hvert fald mange mennesker, der er sure over ‘identitetspolitik’. Men for folk, der stikker ud, er identitetspolitik jo ikke nyt. Man bliver konstant konfronteret med sin identitet, hvis den ikke er som flertallets. Det føles absurd, at folk kritiserer én for at pointere, at man er queer. Det er noget, jeg er blevet drillet med, siden jeg var 14. Så jeg føler ikke, at det er noget, jeg selv har pointeret. Det er en måde at tage ejerskab over sin egen fortælling på. Og det er også det, som Frede skal lære i filmen«.

Tone Ottilie kender alt til snærende mærkater, da hun i sit arbejde som instruktør har følt sig sat i bås som både »kvinde«, »queer« og »ung«.

»Jeg kunne godt tænke mig bare at blive set som ‘instruktør’ ligesom alle fyrene og ikke hele tiden blive spurgt til emner, der handler om min identitet, som jeg ikke selv har valgt. Jeg er mega taknemmelig for det talerør, jeg har fået. Samtidig har jeg følt, at det var lidt fornærmende, at det bliver set som politisk, at jeg taler om mine oplevelser, bare fordi jeg tilhører en minoritet. Men nu har jeg valgt at tage min identitet på mig og være fucking stolt af, hvem jeg er, og at jeg har et unikt perspektiv. Ligesom andre instruktører har et perspektiv, som jeg ikke har. Vi taler jo alle sammen ud fra den person, vi er«.

Ingen heteroskuespillere i queer-kostume

Castet til ‘Babylebbe’ består af queerpersoner. Levi Eja Roepstorff, der spiller Natasja, har blandt andet spillet med i Annika Bergs ‘Team Hurricane’ og DR3-serien ‘Noia’, mens Frede spilles af Anna Charlie Zerbib Streitz, som aldrig havde stået foran et kamera før. De øvrige roller er også amatører, som Ottilie har castet fra sin omgangskreds.

»Jeg synes, det er spændende at gå ind i den sårbare proces, det er, når en person skal spille skuespil for første gang«, siger hun.

»Derudover havde jeg lyst til at vise queer-miljøet, som det er, og jeg er super træt af at se dårlige repræsentationer af queer-personer, der næsten altid bliver spillet af heteroseksuelle ciskønnede skuespillere. Ideen om at putte skuespillere i et kostume for at få dem til at se queer ud gav mig myrekryb. Jeg vil gerne understrege, at folk ikke spiller sig selv, men deres queer-hed er ægte«.

Der er jo meget diskussion for tiden, om man må spille andre identiteter, end man er, senest med castingen af Nikolaj Lie Kaas som stemme til en sort karakter i Pixar-filmen ‘Soul’. Hvad tænker du om det?
»Ah, Nikolaj Lie Kaas, seriøst. Hvorfor har de castet ham? Det, synes jeg, er vildt kikset. Men jeg vil ikke gøre mig til politibetjent eller være firkantet omkring det. Jeg så en kortfilm på en filmfestival af en transkønnet instruktør, som havde castet en ciskønnet skuespiller i filmen, der handlede om instruktørens egen oplevelse med at få foretaget en operation. Der kan jeg jo ikke komme og sige, at filmen ikke er autentisk.

Fra optagelserne af ‘Babylebbe’.

Men generelt synes jeg, at det er federe at man caster folk, der har samme identitet som rollen, fordi det bare bliver bedre og mere autentisk. Og når man repræsenterer en minoritet, der ikke bliver repræsenteret særligt ofte, har man et meget stort ansvar. Hvis man fucker det op, kan man virkelig fucke det op for den minoritet. Og som queerperson kan jeg fortælle, at man har den største bullshit-detektor, fordi niveauet af queer-repræsentation er så lavt. Vi er så vant til at se os selv spejlet forkert tilbage«.

Hvad er de værste klichéer?
»Det er virkelig kedeligt, når queer-karakterer dør eller lider. Det er, som om folk er besatte af den queer martyr. Queer-personer vil jo bare gerne se sig selv i alle mulige forskellige udfordringer i livet, som man jo har. Ikke igen og igen at blive straffet for at være queer. Det føles som et meget heteroseksuelt blik at få et kick ud af, at det er synd for queer-personer. Det får jeg i hvert fald ikke noget ud af«.

Føler du et ansvar som queer-instruktør?
»Ja, jeg føler et ansvar i forhold til at gøre det ordentligt. Men det er lige så meget kunstnerisk som politisk, specielt over for mig selv. Jeg gider ikke lave film, der føles ligegyldige«.

Oplever du en udvikling i filmbranchen mod en større åbenhed over for queer-historier?
»Ja, helt vildt. Jeg føler mig heller ikke så alene mere. Der er efterhånden virkelig mange queer-instruktører og forfattere, og jeg oplever, at folk er nysgerrige på nye narrativer. Jeg håber, at vi kan få lov til bare at være os selv, være alt muligt forskelligt og andet end et kryds i en minoritetsboks. Det virker, som om vi bevæger os i den retning, og det er fantastisk«.

Besat af teenagere

Da vi talte sammen om ‘Lulus første gang’ i 2016, sagde du, at du var optaget af »magthierarkier mellem heteropiger«. Har den interesse forskubbet sig til queer-miljøet?
»Ja, det tror jeg. Jeg havde en nysgerrighed over for at lave film om noget, jeg ikke selv var en del af, men jeg havde også en blufærdighed. Det blev helt klart sværere, da jeg besluttede mig til at begynde at filme i min egen baghave. På skolen har jeg skullet insistere over for mig selv på, at det er okay, at jeg har lyst til at fortælle queer-historier. Jeg har en internaliseret skam, fordi jeg er bange for, at folk tænker, åh, nu skal hun igen lave film om lesbiske. Men det er jo de oplevelser, jeg har haft – jeg har aldrig haft en drengekæreste. Så det tænker jeg er okay, at jeg putter ind i mine film, specielt når der ikke er så mange andre, der gør det. Men jeg synes da stadig, at magthierarkier mellem heteroseksuelle piger er spændende. Eller magthierarkier i det hele taget«.

Ja, og unge mennesker?
»Ja, jeg har stadig en kæmpe obsession med teenagere. Der er så meget liv, nerve og energi i den alder. De møder verden med sårbarhed, mod, kiksethed og akavethed. Voksne mennesker er meget mere maskerede«.

Tone Ottilies kommende afgangsfilm fra Filmskolen handler også om unge mennesker. Om queer-kærlighed, psykisk sygdom, identitet og forelskelse. Ligesom instruktørens tidligere arbejde er det en personlig film, der føles som en tilbagevenden til hendes rødder og i stil og tematik minder om ‘Lulus første gang’. Det vil hun gerne holde fast i, selvom tiden på skolen også har udfordret hende til at eksperimentere med genrer, temaer og formsprog. Skolen har gjort hende mere professionel, metodisk og åben for at afvige fra de metoder, hun var vant til at arbejde efter, for eksempel i forhold til at arbejde med professionelle skuespillere.

»Jeg har lyst til at tage nogle chancer og prøve at lave noget andet, end hvad folk forventer af mig«, fortæller hun om sine fremtidsdrømme efter Filmskolen.

»Men jeg har også lyst til at blive ved med at fortælle personlige historier. Det er så besværligt og hårdt at lave film, så det er vigtigt, at en film betyder noget for mig – og helst også for andre. Jeg har lyst til at se mennesker som mig, der er akavede og queer og mærkelige reflekteret tilbage på skærmen på en måde, der får publikum til at tænke, tude og grine. Og så kunne jeg godt tænke mig at lave den danske ‘Skam’«.

Se ‘Babylebbe’ HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af