I år sad jeg i juryen til årets Hugo-pris. Hugo-hvad-for-én, spørger du nysgerrigt.
Jo, Hugo-prisen er den årlige uddelingsfest for de studerende på Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet.
Det er et akademisk fag, hvor man også har praktisk undervisning i at lave film, og der bliver derfor hvert år produceret en række små fiktionsfilm, dokumentarer og musikvideoer. På hver årgang går der nogle særdeles dygtige folk, der har aspirationer om en filmkarriere, og navne som Lars von Trier og Christoffer Boe har da også været omkring studiet, før de blev optaget på Filmskolen.
At kalde filmudbuddet på Film- og Medievidenskab for håbløst, er nok at stramme den, men Rihanna-referencen var for fristende, og det er ikke den største overdrivelse i journalistikkens historie. Med fare for at fornærme nogen kan man i hvert fald godt sige, at det ikke er blandt studiets film, man forventer at spotte det næste store talent. Det er trods alt ikke en filmskole, og størstedelen af de studerende laver film på et ret dilettantisk niveau. Jeg ved det, for jeg var selv én af de værste i min tid på studiet op gennem 00’erne (der står ikke mange Hugo-priser på min kamin, kan jeg godt afsløre).
Jeg rettede mig derfor forundret op i sofaen, da jeg i årets nomineringsbunke så en film af højere kvalitet, end jeg nogensinde har set i Film- og Medie-regi. Den var nomineret i bedste fiktionsfilm-kategorien (som den da også vandt), hedder ’Lulus første gang’ og er lavet af en ung kvinde ved navn Tone Ottilie. To ord, man hurtigt bed mærke i, når man så årets nominerede igennem. For hun tegnede sig også for en anden nomineret i fiktionskategorien, ’Twister’, en dokumentarnomineret, ’Den sidste nat’, og en nomineret i kategorien Bedste atmosfære, ’Det romantiske væsen’. Totaldominans!
Venindeforræderi ved højlys dag
’Lulus første gang’, der også er udtaget til Odense Internationale Film Festival i august, starter med et hedt forspil op af et træ mellem en mager, rødhåret, rulleskøjtebeklædt skønhed og en grønhåret skater. De er, vel at mærke, ikke rigtige mennesker, men avatarer i et Second Life-lignende univers. »Tager dig på dine sexede bryster og kysser dig på halsen«, lyder det fra SEB95 i chatten ved siden af. »Stønner intenst mens jeg blidt kysser dig tilbage«, svarer LULUBABEXO.
Bag computerskærmen er Lulu dog knap så selvsikker. Hun er en lidt brysk teenagepige, der rundt om lejrbålet på efterskolen ganske vist praler af sin seksuelle debut med en »ung amerikansk ambassadør, der virkelig lignede Robert Pattinson«, men selvfølgelig lyver, så vandet driver. Ligesom de andre piger.
Lulu hænger ud med skolens populære pige, der først viser sympati og forståelse, men alligevel begår veninde-forræderi ved højlys dag, da hun opdager, at Lulus kæreste er en fyr, hun aldrig har mødt.
Det er på mange måder en klassisk outsider- og mobbehistorie, hvor man indimellem mærker det ufærdige talents trang til at fremskynde dramaet unødigt, men til gengæld har den så mange andre ting kørende for sig, at man forbløffes, når man hører, at Tone Ottilie blot er 20 år.
Prægnant teenagefortabelse
Instruktøren integrerer sømløst sekvenserne med Lulu og Sebastians online-avatarer, og en øm scene, hvor avatarerne står på en ensom ’Den lille prins’-lignende rød planet midt i universets intethed, efter at deres fortrolighedsrum er blevet brudt af ubudne gæster, er et af de mest prægnante billeder på teenagefortabelse, jeg længe har set.
Spillet og replikkerne flyder imponerende naturligt (ikke en selvfølge i dansk film!), og Ottilie synes at være en sikker personinstruktør med fornemmelse for de små blikke og bevægelser. Og så er der en friskhed over filmsproget, hvor vi både får en herlig slowmotion-sekvens med Lulu foran efterskolen med rulleskøjterne i hånden og en musikbåret intimsekvens mellem hovedpersonen og efterskolens kok.
Tankerne ledes hen på Xavier Dolan og hans æstetiske legesyge, for også hos Ottilie overtrumfer stemning behovet for stilistisk stringens, uden at det sker på bekostning af den troværdige skildring af hovedkarakteren. Det er en følsom og rammende film om at være ung, usikker og forelsket, og man kan kun håbe, at den bliver fast pensum – nej, skid hul i pensum: viralt hit – på landets efterskoler.
’Lulus første gang’ er Ottilies første film på et budget (ca. 25.00 kroner) og nyder desuden godt af, at hun har haft adgang til professionelt udstyr. Mindre polerede er Ottilies foregående film, som da også er lavet for en bøjet femøre, mens instruktøren stadig var teenager.
Man mærker dog tydeligt talentet i ’Twister’, som har klaret det flot på kortfilmkonkurrencen Ekko Shortlist, og som er en vibrerende film om to veninder, der mangler 500 kroner til hash og beslutter sig for at give en mand et blowjob for at tjene dem ind.
Filmen (som hun har instrueret med sin makker på flere projekter, hollandske Casper Buijtendijk) er lavet impulsivt for 60 kroner (der gik til en rulle gaffertape), og begrænsningerne til trods mærker man også her en usædvanlig fornemmelse for rytme og dialog.
Andrea Arnold er forbilledet
I ’Twister’ finder man desuden en genkommende tematik i Ottilies film, nemlig homoseksuel kærlighed, som også var det bærende element i ’Cherrybombs’, som hun lavede, da hun var 16 år og vandt en pris på ungdomsfestivalen Oregon for. Ottilie sidder selv i bestyrelsen for LGBT Ungdom, og mens ’Lulus første gang’ viser, at hun ikke bør sættes i bås som homoinstruktør, står det klart, at hun som kunstner er optaget af at udvide rummet for, hvordan vi forstår kærlighed og ser det portrætteret på film.
Også i den forstand falder hun på et tørt sted i en dansk kontekst.
Ottilie har lavet flere af sine film som en del af ungdomsfilmværkstedet Station Next og er ved at afslutte første år på Film- og Medievidenskab. Hun søgte ind som dokumentarinstruktør på Filmskolen og kom til allersidste runde, hvilket i sig selv er flot for en 19-årig i en branche, hvor man stadig snakker om, hvordan Thomas Vinterberg satte rekord ved at komme ind på instruktøruddannelsen i netop samme alder. Nå ja, jeg har slet ikke nævnt, at hun også laver dokumentarfilm og faktisk befinder sig allerbedst i denne genre, selvom hun håber at kunne blive ved med at gøre begge dele.
Hun har planer om at søge ind på Filmskolen og den alternative uddannelse Super16 i næste runde, og det skulle undre, om hun ikke kom ind ét af stederne. Hun er langt fra flyvefærdig og skal tilslibe talentet, men forhåbentligt mister hun ikke sin intuitive nerve og lydhørhed over for unges sindstilstand, når hun indrulleres i det etablerede system.
Vi har brug for friske talenter, der får chancen for at lave film i øjenhøjde med publikum, før de er rundet de 40 og har mistet ethvert touch med, hvad det vil sige at være ung lige nu. Uden sammenligning i øvrigt havde Xavier Dolan lavet fem spillefilm, før han fyldte 26, og de blev bedre og bedre frem mod mesterværket ’Mommy’.
Forresten bryder Tone Ottilie sig slet ikke om Dolan, men er mere optaget af en instruktør som den britiske mester Andrea Arnold (’Fish Tank’, den kommende ’American Honey’). Ikke det værste forbillede at have.