’Sword of Trust’: Lynn Sheltons sidste film er et smukt farvel – med kæresten Marc Maron i topform
Det var uendeligt trist, da den kun 54-årige amerikanske instruktør Lynn Shelton døde af en ukendt blodsygdom i maj. Trist for indiefilmmiljøet og for fans af hendes underspillet komiske, improviserede lavbudgetsnakkefilm. Og ikke mindst tragisk for hendes kæreste, komiker og podcastvært Marc Maron, der mindede hende i denne ekstremt rørende podcastepisode, som også inkluderer deres første møde i hans podcast i 2015.
Siden har de haft et frugtbart kreativt samarbejde. Hun instruerede ham i hans serie ‘Maron’, hans to seneste standup-specials og fire afsnit af den fremragende kvindebryderserie ‘GLOW’, hvor Maron spiller showets afdankede instruktør. Og endelig her i sin sidste film, ‘Sword of Trust’, der havde premiere på festivalen SXSW i 2019 og nu lykkeligvis er tilgængelig i Danmark.
Her er Marc Maron i sit es som den kyniske og kronisk irriterede pantelåner Mel, der tilbringer dagene i sin butik i Birmingham, Alabama med at rulle øjne af sin dovne assistent, Nathaniel (Jon Bass) og indkassere håndører for folks gamle cowboystøvler og ’antikke’ guitarer.
En dag kommer der dog liv i forretningen, da parret Cynthia (Jillian Bell) og Mary (Michaela Watkins) træder ind for at sælge et sværd fra den amerikanske borgerkrig, som Cynthia netop har arvet fra sin bedstefar. Ifølge den demente bedstefars usammenhængende brev beviser sværdet og de medfølgende dokumenter, at Sydstaterne i virkeligheden vandt krigen.
Den historie må kvinderne, der da heller ikke selv køber den, længere ud på landet med, mener Mel. Han byder 400 dollars, som de takker nej til. Men da Nathaniel googler sig frem til, at der findes konspirationsteoretikere, der vil betale op til 50.000 dollars på den slags ’beviser’, kalder han Cynthia og Mary tilbage. De bliver enige om at dele byttet 50/50. Det ene tager det andet, og pludselig befinder de sig i baggagerummet af en varevogn på vej hen til lederen af en racistisk konspirationsgruppe.
Plottet er let, løst og fjollet: Cynthia og Mary roder konsekvent rundt i historien fra slagmarken, Nathaniel lufter sine egne teorier om, at Jorden er flad, og Mel bliver truet af to racistiske amatørtyve, der også vil have fingre i sværdet. Men filmen har også en seriøs kerne i sin kritik af tidens splittede USA, højreekstremisme og konspirationsteorier, som Shelton godt og grundigt latterliggør.
Mest af alt er filmen dog en god hang out movie med fokus på dynamikken mellem karaktererne og skuespillerne, der er charmerende, har glimrende kemi og rammer den virkelighedstro improviserede dialog lige på sømmet. Filmens bedste scene foregår antiklimatisk i det føromtalte baggagerum, hvor Cynthia og Mary fortæller om deres fremtidsdrømme om børn og en escape room-forretning.
Og Mel fortæller i en lang, rørende monolog om sit smertefuldt forliste kærlighedsforhold til misbrugeren Deidre (Shelton selv), som vi har mødt i en kort, men sigende scene tidligere i filmen. Maron har aldrig været bedre end her, hvor han tilfører både fortrydelse og håb til sin gnavne og sarkastiske persona. Det er en smuk afslutning på det alt for korte samarbejde.
Tonalt er der intet nyt under solen i ‘Sword of Trust’ – at se filmen føles som at tage en tidsmaskine tilbage til 90’ernes slackerfilm eller 00’ernes mumblecore-bølge, som Shelton selv var del af som en af miljøets få kvindelige instruktører, da hun brød igennem med Sundance-vinderen ‘Humpday’ i 2009. Men hvorfor også ændre på en succesformel?
Lynn Shelton var en mester i genren, og jeg vil savne hendes minimalistiske, præcise, genkendelige, sjove, bidende og humanistiske karakterstudier af mennesker, der på den ene eller anden måde griber en chance for at bryde ud af deres forudsigelige liv.
Kort sagt:
Komiker og podcastvært Marc Maron stråler gnavent i sit sidste samarbejde med instruktør Lynn Shelton, der tragisk døde sidste år, i veloplagt snakkekomedie om konspirationsteoretikere og lykkejægere.