Lad os få det ud af verden med det samme: Premierekalenderen for det fortsat covid-inficerede 2021 skal nok nå at ændre sig flere gange, end vi har fingre til at tælle.
Men håbet kan ingen tage fra os, og selv ikke den værste covid-mutation skal afholde os fra at se frem til de film, der lige nu pejler mod premiere i det kommende år. Heriblandt en lang række titler, vi også havde med på sidste års liste, men som altså først de kommende måneder ser dagens lys (håber vi).
Vi ville gerne have præsenteret en liste mere skarpt skåret ind end 50 titler. Men… det var umuligt. Og vil I virkelig fravriste os glæden ved at lade tankerne om alle de mesterværker, vi endnu ikke har set, bygge sig op i hovedet?
Lad os komme til sagen. Vi tager dem i nogenlunde kronologisk rækkefølge ud fra premieredato. Og her gælder det internationale film, mens vi kaster os over de danske en af de nærmeste dage.
1. ‘One Night in Miami’
Skuespiller Regina King instruktørdebuterer med denne hypede film bygget på et virkeligt møde – en aften i Miami! – mellem mesterbokseren Cassius Clay (aka Muhammad Ali), menneskerettighedsikonet Malcolm X, sangeren Sam Cooke og american football-stjernen Jim Brown.
Filmen har fået stor ros ud af de amerikanske festivaler, og den er en vægtig Oscar-kandidat i adskillige kategorier, hvor de fire skuespillere i centrum – Eli Goree, Kingsley Ben-Adir, Leslie Odoom Jr. og Aldis Hodge – også byder sig til.
Premiere: 15. januar på amerikansk Amazon Prime, men den danske premiere er desværre endnu uvis
2. ‘Malcolm & Marie’
Mens optagelserne til anden sæson af HBO-hittet ’Euphoria’ blev lukket ned på grund af corona, lavede seriens skaber Sam Levinson og hovedrollestjerne Zendaya i al hemmelighed lige en film sammen, som Netflix har betalt 30 millioner dollars for at få lov til at distribuere. John David Washington (’Tenet’, ’BlacKkKlansman’) og Zendaya spiller en instruktør og hans kæreste, hvis forhold kommer på en prøve efter premieren på mandens nye film.
Premiere: 5. februar på Netflix
3. ’Nomadland’
Den store favorit til at hjemtage Oscar’en for Bedste Film er lige nu det kinesisk-amerikanske stortalent Chloé Zhaos drama om en kvinde, der forlader sin lille by for at føre en nomadetilværelse gennem et USA ramt af finanskrisen. Zhao slog igennem med den sublime ’The Rider’ og fortsætter i det poetisk-naturalistiske spor med filmen, der ikke mindst skulle drives af en kraftpræstation fra uforlignelige Frances McDormand.
Senere på året skifter ustoppelige Zhao mildest talt spor med Marvel-filmen ’Eternals’ – se længere nede på listen.
Premiere: 18. februar
4. ’Promising Young Woman’
Emerald Fennell er, ligesom titlen på hendes debut som spillefilminstruktør, en lovende ung kvinde. Hun overtog ’Killing Eve’ i sæson 2 fra veninden Phoebe Waller-Bridge, og hun har fået stor ros for sin hævnthriller om en kvinde, der beslutter sig for at hævne en voldtægt ved at samle slette (overgrebs)mænd op fra en bar og give dem en lektion, de aldrig glemmer. I hovedrollen ses Carey Mulligan, ligesom Bo Burnham, Laverne Cox og Molly Shannon er på rollelisten.
Premiere: Skulle have haft premiere i januar, men med biograflukningen foreløbigt udsat til 18. februar
5. ’The Many Saints of Newark’
Hold nu op vi krydser fingre for, at forfatter David Chase og instruktør Alan Taylor lykkes med at lave en ’The Sopranos’-prequel i deres mesterlige tv-series ånd. James Gandolfini, der leverede den største tv-præstation gennem tiderne som den depressionsramte New Jersey-gangster, døde som bekendt tragisk i 2013, så filmen spoler i stedet tiden tilbage til Tony Sopranos ungdomsår.
Og hvem skal så spille ham? Det skal såmænd Michael Gandolfini, James’ kødelige søn, der også markerede sig i en fin rolle i David Simons HBO-serie ’The Deuce’. Han får i ’The Many Saints of Newark’ selskab af Jon Bernthal, Vera Farmiga, Alessandro Nivola og Ray Liotta.
Premiere: 11. marts
6. ‘No Time to Die’
Den har været udsat og udsat og udsat, og vi håber ikke, det bliver en aprilsnar, at den 25. film med vores alle sammens 007 endelig rammer lærrederne.
Filmen er, efter megen virak, instrueret af en af tidens hotteste instruktører, Cary Fukunaga (’True Detective’ sæson 1, ’Beasts of No Nation’). ’Fleabag’- og ’Killing Eve’-geni Phoebe Waller-Bridge har bistået med manuskriptet. Det er Daniel Craigs svanesang som Bond. Og dansk-svenske David Dencik er på rollelisten, fornemt flankeret af Christoph Waltz, Léa Seydoux, Rami Malek, Naomie Harris og Ralph Fiennes – med mange flere. I starten af filmen har James forladt tjenesten, men hans otium varer næppe længe.
Premiere: 1. april
7. ‘Minari’
En af de mest roste film i USA sidste år – og en seriøs kandidat til en Oscar-nominering for bedste film, distribueret af det amerikanske indieselskab over dem alle, A24. ’Minari’ er instrueret af den amerikanske instruktør med koreanske aner Lee Isaac Chung, der trækker på hovedstolen med en lavmælt fortælling om en familie, der flytter fra Korea til Arkansas for at drive et landbrug i 1980’erne. Steven Yeun, der efterhånden – særligt med ’Burning’ og ’Sorry to Bother You’ – har smidt ’Walking Dead’-associationerne af sig, besidder hovedrollen som faren i familien.
Premiere: 15. april
8. ‘A Quiet Place 2’
Endnu en film, der skulle have ramt biograferne sidste år, men som vi stadig ser frem til med store forhåbninger, er John Krasinskis opfølger til hans overraskende stærke gyserhit fra 2018, der effektivt iscenesatte en tegnsprogsstærk families overlevelseskamp i en postapokalyptisk verden, hvor den mindste lyd kan koste en livet. Krasinski er tilbage i instruktørstolen, mens hans sammen med sin hustru, altid gode Emily Blunt, igen går forrest i castet.
Premiere: 22. april
9. ‘Last Night in Soho’
Edgar Wright beviste med ’Baby Driver’, at han er en af de mest opfindsomme, genrelegende instruktører i moderne tid. Hans nye film bliver beskrevet som en psykologisk horrorfilm i traditionen efter klassikere som ’Rødt chok’ og ’Repulsion’ og synes derfor umiddelbart at adskille sig fra metastilen i englænderens film som ’Shaun of the Dead’ og ’Hot Fuzz’. Helt straight er det dog ikke: Vi følger en ung kvinde (Anya Taylor-Joy fra ’The Witch’), der rejser tilbage i tiden til 1960’ernes London, hvor hun møder sit sangeridol – men intet er, som det ser ud.
Premiere: 22. april
10. ‘Black Widow’
Efter otte år i skyggen af de mandlige helte får Scarlett Johanssson endelig (og vi mener virkelig endelig: filmen skulle oprindeligt have haft premiere sidste år) sin solofilm som Natasha Romanoff aka Black Widow.
Filmen udspiller sig i tiden mellem ’Captain America: Civil War’ og ’Avengers: Infinity War’, hvor Natasha vender hjem til Rusland til en genforening med søsteren Yelena i skikkelse af Florence Pugh (‘Midsommar’, ‘Little Women’), superhelten Red Guardian spillet af ‘Stranger Things’-sheriffen David Harbour og Rachel Weisz’ hemmelige agent Iron Maiden. Ved instruktørroret sidder Cate Shorland, der tidligere har udmærket sig med filmen ’Lore’.
Premiere: 6. maj
11. ‘The Father’
Anthony Hopkins er en af Oscar-favoritterne for Bedste Mandlige Hovedrolle for ‘The Father’, hvor han spiller en aldrende mand, der nægter at modtage hjælp fra sin familie, da hans sind begynder at smuldre. Hopkins flankeres af stærke kræfter som Olivia Colman og Mark Gatiss, mens den franske manuskriptforfatter Florian Zeller debuterer som instruktør.
Premiere: 10. juni
12. ‘Luca’
Pixar høstede i slutningen af sidste år ny hæder med den fantastiske ’Soul’, men de hviler ikke på laurbærrene, og til sommer kommer det Disney-ejede animationsselskab med en film sat i Italien – og instrueret af italienske Enrico Casarosa. Filmen handler om et venskab mellem et menneske og et havuhyre i menneskeklæder.
Premiere: 17. juni
13. ‘Top Gun 2: Maverick’
Er en ny ’Top Gun’ ikke bare endnu et udtryk for Hollywoods desperate forsøg på at malke gamle succeser, uden nogen selv behøver tænke en synderligt original tanke? Jo da. Men er man vokset op på adrenalinet fra Tom Cruise som solbrillebeklædt jagerpilot, kan man alligevel ikke lade være med at glæde sig, og det hjælper også på sagen, at Cruise vanen tro har insisteret på at lave mange af de vilde flystunts selv – og at også de andre bærende skuespillere selv skulle trænes op til at kunne håndtere de heftige F-16-fly.
Plottet er noget i stil med, at Cruises Maverick tager sin gamle afdøde makker Gooses søn, spillet af Miles Teller (’Whiplash’), under vingerne. Også Jon Hamm og Ed Harris er med – foruden selvfølgelig Val Kilmer tilbage i sin ikoniske rolle som den iskolde Iceman.
Premiere: 8. juli
14. ’Uncharted’
Filmatiseringen af et af de seneste års store spilhit har været længe undervejs med adskillige skift i instruktørstolen, men i sidste ende landede projektet hos ’Zombieland’-instruktør Ruben Fleischer, mens historien er omformet til en prequel til spillene. Spiderman himself, Tom Holland, spiller den unge Nathan Drake i fortællingen, hvor vi lærer, hvordan han mødte Victor Sullivan, spillet af Mark Wahlberg.
Premiere: 15. juli
15. ’Candyman’
Jordan Peele har efter det vilde gennembrud som instruktør med ’Get Out’ brugt sin nyfundne magt til at agere succesrig producer for en række andre projekter. For eksempel var det ham, der ringede til Spike Lee og spurgte, om Lee ville instruere ’BlacKkKlansman’, ligesom han var i kulisserne bag ’Lovecraft Country’.
Nu bringer gysernørden Peele så gamle spooky Candyman (sig det fem gange!) til live med det, han kalder en »åndelig efterfølger« til originalen fra 1992, og som igen udspiller sig i Chicagos sorte ghettokvarter. Instruktørgerningen har Peele overladt til relativt upåagtede Nia DaCosta.
Premiere: Endnu en coronaudskydelse – nu med premiere 26. august
16. ’C’mon C’mon’
Joaquin Phoenix’ første rolle efter ’Joker’ står i behagelig kontrast til den mørke antihelt: I Mike Mills’ nye film spiller han en kunstner, der må tage sig af sin nevø på en roadtrip gennem USA. Det kan måske lyde småbanalt, men Mills er manden bag film ’Beginners’ og ’Alletiders kvinder’, så der er god grund til at vente noget særligt.
Premiere: 2. september
17. ’Triangle of Sadness’
Ruben Östlund er velsagtens Skandinaviens hotteste instruktør, efter han fulgte de suveræne ’Play’ og ’Force Majeure’ op med at vinde Guldpalmen i Cannes for ’The Square’, der gav Claes Bang et internationalt gennembrud. Nu følger han op med en fortælling om modelparret Carl og Yaya, der bliver inviteret på et luksuscruise. Da yachten synker, strander de på en øde ø med en gruppe milliardærer og en rengøringskone, og i kampen om overlevelse bliver hierarkiet vendt på hovedet, da det viser sig, at rengøringskonen er den eneste, der ved, hvordan man fisker.
Det lyder udsøgt Östlund’sk, og også denne gang har han danske kræfter på rollelisten, dog denne gang i biroller: Vicki Berlin og Zlatko Buric. Bliver Cannes-festivalen afholdt i maj, vil filmen utvivlsomt få verdenspremiere her.
Premiere: 9. september
18. ’Dune’
Denis Villeneuve er den måske væsentligste mainstreaminstruktør i det forgangne årti med stilskabende film som ’Sicario’, ’Prisoners’, ’Arrival’ og ’Blade Runner: 2049 på cv’et. Hans nye film – endnu en coronaudsat titel – er hans mest ambitiøse projekt til dato, en filmatisering af Frank Herberts sci-fi-klassiker, som David Lynch knækkede halsen på med sin film af samme navn fra 1984.
Canadiske Villeneuve har på ærefrygtindgydende vis endnu ikke trådt forkert i karrieren, og sejrer han også denne gang, vil det utvivlsomt også løfte Timothée Chalamets stjernestatus til et nyt niveau. Han spiller den unge Paul Atreides, der får til opgave at bevogte en planet ejet af sin rige familie. Oscar Isaac spiller hans far.
Premiere: 30. september (i USA simultant på HBO Max, men det gælder ikke Danmark)
19. ’The Last Duel’
Man kan stå storslalom mellem kvaliteten på Ridley Scotts film, der de senere år har rangeret fra den seværdige ’The Martian’ til lavpunkter som ’Exodus’. Forhåbentligt rammer han skiven med ’The Last Duel’, der med Adam Driver, ’Killing Eve’-stjerne Jodie Comer, Matt Damon og Ben Affleck på plakaten da i hvert fald sender løfterige signaler. Filmen bygger på bogen af samme navn og er fortællingen, om dengang Kong Charles VI beordrede ridderen Jean de Carrouges til at løse en konflikt med sidstnævntes væbner gennem en god gammeldags duel til døden.
Premiere: 14. oktober
20. ’The Card Counter’
‘Taxi Driver’- og ‘Raging Bull’-forfatter Paul Schrader overgik sig selv som instruktør med mesterværket ’First Reformed’, som vi kårede som årets bedste film i 2018. Så der er lidt at leve op til, når veteranen vender tilbage, denne gang med Oscar Isaac, Willem Dafoe, Tiffany Haddisch og Tye Sheridan på rollelisten. Isaac spiller en gambler, der prøver at tale en ung mand fra at begå hævn mod en fælles fjende.
Premiere: 28. oktober
21. ’Eternals’
Og så vender vi tilbage til ’Nomadland’-instruktør Chloé Zhao, der altså overraskende går fra udsøgt neorealisme til Marvel-superheltefilm med ’The Eternals’. The Eternals er en race af gudelignende væsener, der skal beskytte Jorden fra ondskab. Efter sigende besidder filmen Marvels første homoseksuelle superhelte. Kit Harington og Angelina Jolie er at finde på holdlisten.
Premiere: 4. november
22. ‘Don’t Look Up’
Tyg lige på det her cast: Leonardo DiCaprio, Timothée Chalamet, Jennifer Lawrence, Meryl Streep, Cate Blanchett, Chris Evans, Jonah Hill, Ariana Grande – plus det løse. Adam McKay har også samlet stjernebesatte besætninger til sine seneste film, ’The Big Short’ og ’Vice’, men denne gang overgår han sig selv. Forhåbentligt lever Netflix-filmen op til stjernedrysset – den handler om to middelmådige astronomer, der tager på en pressetour for at overbevise alle om, at der er en altødelæggende asteroide på vej mod Jorden.
Premiere: Netflix – dato endnu ukendt
23. ’Mission: Impossible 7’
Det er et stort Tom Cruise-år, for ud over comebacket til Maverick i ’Top Gun’ er stjernen også klar til nye halsbrækkende stunts i syvende iteration som superagenten Ethan Hunt, instrueret af Christopher McQuarrie, der også stod bag de to seneste i franchisen. Endnu ved vi ikke meget om plottet, men faste indslag som Simon Pegg og Ving Rhames vender tilbage sammen med stortalentet Vanessa Kirby.
Premiere: 18. november
24. ’West Side Story’
’West Side Story’ fra 1961 er en af historiens mest berømmede musicals, en eviggyldig fortælling om Romeo & Julie-agtig kærlighed på tværs af rivaliserende bander af forskellig etnisk oprindelse i New York. Nu giver ingen ringere end Steven Spielberg historien en opdatering, denne gang med større fokus på autentisk latinx-præg på den puertoricanske side af fortællingen end i originalen. Efter 30.000 auditions faldt valget til hovedrollen som Maria på 17-årige Rachel Zegler, der skal forelske sig i Ansel Elgorts Tony. Det er første gang, Spielberg kaster sig over en musical.
Premiere: 9. december
25. ‘The Power of the Dog’
Jane Campion – Guldpalmevinder for ’The Piano’ og senest skaberen af tv-serien ’Top of the Lake’ – er én af de væsentligste instruktører i nyere tid. Nu er hun på vej med sin vel nok mest stjernespækkede film til dato (og hendes første i det hele taget i et årti), for Kirsten Dunst, Benedict Cumberbatch, Thomasin McKenzie (’Leave No Trace’, ’Jojo Rabbit’) og Jesse Plemons står alle foran kameraet. Samtidig er det den newzealandske auteurs første samarbejde med Netflix.
Filmen handler om to brødre, der driver en ranch i 1920’ernes Montana. Da den yngre bror (Plemons) gifter sig med en ung enke (Dunst), går den ældre (Cumberbatch) i ren destruktiv deroute.
Premiere: Netflix – dato endnu ukendt
26. ’The Matrix 4’
18 år efter den ikke just tilfredsstillende afslutning på ’Matrix’-trilogien genopliver den ene halvdel af den oprindelige instruktørduo, Lana Wachowski, nu franchisen. Keanu Reeves er tilbage i sin ikoniske rolle som Neo og Carrie-Ann Moss som Trinity, og de suppleres af navne som Priyanka Chopra, Jonathan Groff, Yahya Abdul-Mateen II, Jada Pinkett Smith og Neil Patrick Harris. Plottet er stadig hemmelighedsomgærdet.
Premiere: 21. december
27. ’The French Dispatch’
Wes Anderson er tilbage! I 2014 blev ’The Grand Budapest Hotel’ den texanske eners største succes i karrieren, hvilket han efterfulgte med den japanskinspirerede animationsfilm ’Isle of Dogs’. Nu er han dog tilbage i liveaction-regi – heldigvis, synes nogle af os – med ’The French Dispatch’. Den handler om en flok journalister på en amerikansk avis i en fransk by i det 20. århundrede, og rollelisten lyder: Timothée Chalamet, Frances McDormand, Bill Murray, Benicio Del Toro, Tilda Swinton, Leá Seydoux, Elisabeth Moss, Kate Winslet, Saoirse Ronan, Willem Dafoe, Christoph Waltz, Adrien Brody, Jeffrey Wright, Jason Schwartzman, Henry Winkler.
Premiere: Endnu ukendt
28. ‘The Northman’
Robert Eggers har med ‘The Witch’ og ‘The Lighthouse’ bevist, at han er en af de absolut mest interessante nyere stemmer i amerikansk film, og hans kommende projekt får det til at kilde lidt i maven: En vikingefilm om en nordisk prins i Island omkring 900-tallet, der vil hævne sin far – med vores egen Claes Bang, Nicole Kidman, Ethan Hawke, Willem Dafoe, Alexander Skarsgård, Ana Taylor-Joy og selveste Björk i sin første rolle siden ’Dancer in the Dark’ på rollelisten.
Premiere: Endnu ukendt
29. ‘Killers of the Flower Moon’
Martin Scorsese viste med ‘The Irishman’, at han stadig er en formidabel instruktør, og hans kommende projekt har især vakt opsigt på forhånd, fordi han for første gang forener karrierens to skuespilmuser, Robert De Niro og Leonardo DiCaprio, i en spillefilm. Filmen er baseret på true crime-bogen ‘Killers of the Flower Moon: The Osage Murders and the Birth of the FBI’, som handler om mordene på en gruppe indfødte amerikanere af Osage-stammen i Oklahoma i 1920’erne.
Som han har for vane, er Scorsese gået langt ud over budgetrammerne, og mens ’The Irishman’ endte på Netflix, er det denne gang Apple TV+, der har givet mesteren de 200 millioner dollars, han mente var nødvendige for at forløse sin vision.
Premiere: Apple TV+ (forhåbentligt suppleret af en biopremiere) – dato endnu ukendt
30. ‘Verdens værste menneske’
Joachim Trier markerede sig med de følsomme og originale eksistensstudier ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ som en af Skandinaviens absolut mest markante instruktører, og efter en afstikker til overnaturligt farvand med ’Thelma’ vender han nu tilbage den mere jordbundne stil med det, der er blevet kaldt afslutningen på ’Oslo-trilogien’. Han skriver som altid manuskript med sin faste makker Eskil Vogt, og hovedrollen fra ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’, Anders Danielsen Lie, er foran kameraet igen. Filmen handler om 30-årige Julie (Renate Reinsve) og hendes vej gennem romantik, venskaber, karriere og familie.
Premiere: Endnu ukendt
31. ‘Soggy Bottom’
Det er altid en begivenhed, når Paul Thomas Anderson (’Magnolia’, ’There Will Be Blood’) laver en ny film, og med hans seneste værk, den Daniel Day-Lewis-bårne ’Phantom Thread’, viste han, at han stadig er i særklasse. ’Soggy Bottom’ handler om en highschool-elev i San Fernando Valley, hvor instruktøren selv voksede op. Hovedkarakteren, der bliver barnestjerne i 70’erne, spilles af Cooper Hoffman, der er søn til ingen ringere end den alt for tidligt afdøde PTA-protege Philip Seymour Hoffman, og Bradley Cooper og Benny Safdie er på rollelisten i tilgift til en af Haim-søstrene, Alana. Optagelserne er efter sigende afsluttet i november 2020, så det lover godt for, at vi får filmen at se i år.
Premiere: Endnu ukendt
32. ‘Annette’
I 2012 gjorde den franske mester Leos Carax comeback med den rablende vanvittige ’Holy Motors’, som alle cineaster var helt på røven over ikke at forstå. Derfor er forventningerne til hans næste film større end nogensinde – også fordi Carax for første gang har allieret sig med en engelsksproget skuespiller, nemlig frygtløse Adam Driver, der deler hovedrollestatus med den franske stjerne Marion Cotillard. De spiller henholdsvis en standup-komiker og en operasanger, der har et barn med særlige evner, men meget mere ved vi ikke om handlingen. Vi ved til gengæld, at Driver hjalp med at finde Carax’ hund, da den blev væk under optagelserne.
Premiere: Endnu ukendt – men en verdenspremiere på Cannes-festivalen i maj virker sandsynlig
33. ‘Next Goal Wins’
Taika Waititi kan tilsyneladende ikke sætte en fod forkert i disse år. Han vandt en manuskript-Oscar for ’Jojo Rabbit’, laver den næste ’Thor’-film efter sin elskede ’Thor: Ragnarok’ og skal også puste nyt liv i ’Star Wars’-universet, hvor han i øvrigt klædte ’The Mandalorian’ med en herlig stemmerolle. Men først for står ’Next Goal Wins’, der handler om fodboldholdet fra Samoa, der indkasserede historiens største nederlag i VM-regi, da de tabte 31-0 til Australien i kvalifikationsspillet i 2001. Filmen er bygget på en dokumentar om samme emne. Elisabeth Moss, Armie Hammer og Michael Fassbender er udtaget til holdet.
Premiere: Endnu ukendt
34. ‘Les Olympiades’
Med film som ‘Profeten’, ‘Smagen af rust og ben’ og Guldpalmevinderen ‘Dheepan’ har 68-årige Jacques Audiard for længst sikret sig en plads i filmhistorien. Efter en afstikker til det engelsksprogede med den lidt oversete western ’The Sisters Brothers’ er han nu tilbage på sit franske modersmål med en film om et slags firkantsdrama mellem tre piger og en dreng: Émilie, Camille, Nora og Amber. Nora spilles af Noémie Merlant fra ’Portræt af en kvinde i flammer’.
Premiere: Endnu ukendt
35. ‘Spencer’
Den chilenske instruktør Pablo Larrain er altid værd at lægge mærke til, hvilket han har understreget med film som ’No’, ’Neruda’ (begge med Gael Garcia Bernal) og den engelsksprogede ’Jackie’ om det tætteste, USA kommer på et royalt medlem, Jackie Kennedy. Nu går han linen ud på det royale med ’Spencer’, der handler om de dage på en ferie i Norfolk, hvor Prinsesse Diana besluttede sig for at forlade Prins Charles. Efter ’The Crown’ bringes Lady Di altså endnu engang til live – og denne gang spilles hun af ingen ringere end Kristen Stewart.
Premiere: Endnu ukendt
36. ‘The Girl Who Loved Tom Gordon’
Skotske Lynne Ramsay er et absolut hovednavn i moderne europæisk film takket være højdepunkter som ’Morvern Callar’, ’We Need to Talk About Kevin’ og senest ’You Were Never Really Here’ med Joaquin Phoenix. Denne gang overrasker hun med en film baseret på Stephen King-romanen ’The Girl Who Loved Tom Gordon’ om en niårig pige, der farer vild i skoven, mens hun er ude og vandre med sin mor og bror. Mens hun bliver mere og mere desperat, fører hun en imaginær samtale med sit idol, baseballspilleren Tom Gordon – ligesom hun tror, hun bliver forfulgt af et overnaturligt uhyre.
Premiere: Endnu ukendt
37. ‘Decision to Leave’
Den koreanske mester bag ‘Oldboy’, Park Chan-wook, brillerede senest med den uhørt sanselige ’The Handmaiden’ (og serien ’The Little Drummer Girl’), og vi krydser fingre for, at hans kommende film når at blive færdig til årets sæson. Den handler om en politiefterforsker, der forsøger at opklare et mord ude på landet i Korea. Han mistænker den myrdede mands enke – som han imidlertid også forelsker sig. Det kan lyde banalt på papiret, men Park har utvivlsomt et trick eller to i ærmet.
Premiere: Endnu ukendt
38. ‘The Tragedy of Macbeth’
Hvad er nu den af? Joel Coen instruerer en film uden sin bror Ethan!? Vi håber ikke, der er slået skår i brødrenes geniale partnerskab, men under da bestemt Joel at forfølge sine egne drømme, som altså åbenbart er en Shakespeare-fortolkning – med Denzel Washington i rollen som Macbeth og Frances McDormand (Joels hustru, i øvrigt) som Lady Macbeth. Filmen distribueres af evigt cool A24.
Premiere: Endnu ukendt
39. ‘Blonde’
Marilyn Monroes liv har flere gange fundet vej til lærredet, og nu får hun endnu en tur, og heldigvis en særdeles lovende af slagsen. Bag ’Blonde’ står Andrew Dominik, manden bag ’The Assassination og Jesse James by the Coward Robert Ford’ og ’Killing Them Softly’, og han baserer sin Monroe-historie på romanen af samme navn af Joyce Carol Oates, som allerede har givet filmatiseringen store ord med på vejen. Ana de Armas (’Blade Runner: 2049’) indtager hovedrollen som skuespilleren og sexsymbolet, mens Adrien Brody og Bobby Cannavale gør hende selskab. Og så spiller danske Caspar Phillipson såmænd John F. Kennedy, nøjagtigt som han kortvarigt gjorde det i ’Jackie’ over for Natalie Portman.
Premiere: Endnu ukendt
40. ‘The Souvenir: Part II’
Det er sjældent, at arthousefilm får en opfølger, men det gør altså Joanna Hoggs ’The Souvenir’, der i 2019 fik stor ros for fortællingen om en ung kvindes møde med en alkoholiseret charlatan i 80’ernes London. Honor Swinton Byrne vender tilbage i hovedrollen – mens ingen ringere end Robert Pattinson er ny mand i castet. Hogg har understreget, at filmen sagtens kan stå alene.
Premiere: Endnu ukendt
41. ‘Bergman Island’
Franske Mia Hansen-Løve er et af de mest anerkendte navne på arthousescenen i disse år efter film som ’Goodbye First Love’, ’Dagen i morgen’ og ’Eden’. Hendes nye, efterhånden længe ventede film hedder ’Bergman Island’ og beskrives som et overnaturligt melodrama om et par amerikanske filmskabere, der rejser til salig Ingmar Bergmans svenske hjem-ø Faro for at skrive hver deres film. Her opløses grænsen mellem virkelighed og fantasi. Mia Wasikowska, Tim Roth og Vicky Krieps fra ’Phantom Thread’ er i centrum.
Premiere: Endnu ukendt
42. ‘Nightmare Alley’
Guillermo Del Toro vandt en Oscar for ‘The Shape of Water’ og følger nu op med en psykologisk thriller med Bradley Cooper, Cate Blanchett, Toni Collette, Rooney Mara og Willem Dafoe på tapetet. Filmen handler om en fyr (Cooper) fra et karneval, der dygtigt manipulerer folk. En dag slår han pjalterne sammen med en psykiater (Blanchett), og deres partnerskab bliver en eksplosiv cocktail.
Premiere: Endnu ukendt
43. ‘In the Heights’
Denne store musical skulle som så mange andre have haft premiere i 2020, men svæver lige nu i det uvisse premieremæssigt. Filmen bygger på en populær musical (den kørte blandt andet i hjemlige Nyborg) af Lin-Manuel Miranda, der sidenhen skabte sensation med ’Hamilton’ og siden har været et household name i USA. Overførslen til det store lærred har han overladt til ’Crazy Rich Asians’-instruktør Jon M. Chu, mens han selv indtager en rolle. Handlingen forløber over tre dage i det hispanic-prægede Washington Heights i New York.
Premiere: Endnu ukendt
44. ‘Three Thousand Years of Longing’
En »anti-‘Mad Max’ har George Miller beskrevet sin første film siden ‘Mad Max: Fury Road’ som. ’Three Thousand Years of Longing’ skulle egentlig have været lavet længe inden ‘Fury Road’, men nu sker det altså. Idris Elba og Tilda Swinton har hovedrollerne i det, der skulle være en fantasy-romance – som vi dog endnu ikke rigtigt ved noget om.
Premiere: Endnu ukendt
45. ‘Armageddon Time’
James Gray deler vandene. For nogle står hans film som ’We Own the Night’, ‘The Lost City of Z’ og senest ‘Ad Astra’ som stor auteur-kunst – andre finder dem søvndyssende. Hvor man står, definerer nok ens forventningsglæde til hans næste projekt, men alle bør dog kunne finde en vis portion begejstring frem, når man hører, at castet består af Oscar Isaac, Cate Blanchett, Anne Hathaway, Robert De Niro og Donald Sutherland. Filmen skulle være Grays mest personlige til dato, baseret på hans barndomsminder om at vokse op i slut-70’ernes USA tæt på valget af Ronald Reagan med indgangen til 80’erne.
Premiere: Endnu ukendt
46. Baz Luhrmanns Elvis-film
Apropos instruktører der deler vandene: Manden bag ’Moulin Rouge’ og ’The Great Gatsby’, Baz Luhrmann, kaster sin vanlige ekstravaganza over en film om selveste kongen af rock’n’roll, Elvis Presley. Om det er et match made in heaven vil tiden vise, men nysgerrige er vi – også på at se det nye navn Austin Butler som Elvis. Han nuppede nemlig rollen foran blandt andre Harry Styles og Miles Teller.
Filmen, der endnu ikke har nogen titel, skildrer Elvis’ liv og musik gennem sangerens komplicerede forhold til sin enigmatiske manager Colonel Tom Parker, der spilles af ingen ringere end Tom Hanks. Filmen dykker ned i deres dynamik over en periode på 20 år – fra Elvis’ gennembrud til hans ubestridte storhedstid.
Premiere: Endnu ukendt
47. ‘No Sudden Move’
Hyperproduktive Steven Soderbergh levererede i 2020 den improviserede ’Let Them All Talk’ til HBO Max, og han fortsætter sin tørn for tjenesten med ’No Sudden Move’, der lyder som det tætteste, instruktøren er kommet på sin ’Ocean’s Eleven’-succes uden at træde direkte ind i Danny Oceans univers. ’No Sudden Move’ handler om en gruppe småkriminelle, som i Detroit 1955 hyres til det, de tror er et let og simpelt kup – som imidlertid går fuldstændigt galt. Vi kan glæde os til at se Benicio Del Toro, Don Cheadle, Amy Seimetz, Jon Hamm og David Harbour på skærmen.
Premiere: Endnu ukendt
48. ‘The Nest’
Det er hele ni år siden, at instruktør Sean Durkin slog igennem med ’Martha Marcy May Malene’, hvor Elizabeth Olsen fik sit gennembrud som en pige indrulleret i en manipulerende kultleders undertrykkelse. Nu er Durkin omsider klar med opfølgeren, der handler om en amerikansk familie, der flytter til en villa på landet i England, hvorefter alt begynder at krakelere. Jude Law og formidable Carrie Coon (’The Leftovers’) spiller ægteparret. Filmen fik flotte ord med på vejen efter den amerikanske festivalpremiere sidste år.
Premiere: Endnu ukendt
49. ‘Red Rocket’
Vi ved ganske lidt om Sean Bakers nye film, som i al hemmelighed blev optaget i efteråret under corona i Texas, men når manden bag ’Tangerine’ og ’The Florida Project’ rumsterer med noget nyt, er vi på pletten. Filmen beskrives som en sort komedie – og har ganske overraskende Simon Rex fra ’Scary Movie’-franchisen i hovedrollen.
Premiere: Endnu ukendt
50. ‘Stillwater’
Tom McCarthy vandt en Oscar for det lavmælte journalistdrama ’Spotlight’, og nu er han klar med sin første film siden triumfen. Matt Damon spiller den arbejdsløse borebisse Bill, der rejser fra Oklahoma til Marseilles i Frankrig for at hjælpe sin datter (Abigail Breslin), som er blevet anholdt for et mord, hun nægter at have begået.
Premiere: Endnu ukendt