Charlize Theron har med film som ‘Atomic Blonde’, ‘Mad Max: Fury Road’ og sidste års Netflix-film ’The Old Guard’ efterhånden med syvtommersøm slået sit navn fast som en af Hollywoods største actionsstjerner.
I december sidste år var der derfor en Twitter-bruger, der kom med et ønske om at se Theron spille en lesbisk hovedrolle i en ny ’Die Hard’-film – og overraskende nok reagerede Theron på tweetet med en kæk kommentar: »Hvor skriver jeg under?«.
I et interview med Vanity Fair uddyber hun nu sin positive reaktion på tweetet:
»Ja, jeg mener, det er en rigtig god idé. Det var derfor, jeg svarerede på Twitter. Fordi jeg tænkte, at det var ret genialt. Jeg havde det sådan: ’Den her person bør starte med at pitche (idéer, red.). (…) Og også det faktum at det ville være to kvinder, der tænkte jeg: ’Ja, skriv mig på’«, siger hun i interviewet.
I Therons karriere har der været særligt én film, som fik hende til at starte et vigtigt opgør mod actiongenrens konservative kvindebillede, nemlig F. Gary Gray’s ’The Italian Job’. En film primært domineret af mandlige skuespillere. Det fortalte hun på sidste års Comic-Con.
»Jeg indså, at der stadig var megen misforståelse i forbindelse med kvinder og denne genre. Selvom filmens action var baseret på biler, var vi også nødt til at gøre en masse af disse ting fysisk. Der var et enormt pres i forhold til at udføre stuntene med skuespillerne, og samtidig var det en uretfærdig, proces der fulgte med. Jeg var den eneste kvinde i mandegruppen (…), og de (folkene bag filmen, red.) havde sat mig på yderligere seks ugers træning i forhold til nogle af gutterne. Det var bare fornærmende«, sagde hun dengang.
Oplevelsen fik Theron til at arbejde hårdere end sine mandlige kollegaer. I dag er hun som bekendt en af klodens største actionstjerner, og med hendes støtte får produktionsselskaberne måske også øjnene op for Twitter-brugerens forslag.