16-årige Louises liv vendes på hovedet, da hendes bedste veninde Monica bliver voldtaget til en fest, efter Louise forlod hende der. Hun beslutter sig for at finde gerningsmanden, hvilket kompliceres, da mistanken falder på outsideren Thais – som hun selv har forelsket sig i.
Og hvad gør man så – tager venindens parti eller forsvarer fyren, som man mener er uskyldig?
Sådan lyder udgangspunktet for Viaplays kommende serie ‘Hvad med Monica’, der har åbenlyse fællesstræk med hits som ‘I May Destroy You’ og ‘Promising Young Woman’, men faktisk er baseret på DR-podcasten ‘Det med Liv’.
Podcastens forfatter, Julie Budtz Sørensen, skal selv skrive serien, der skal instrueres af Nils Holst-Jensen.
Og så skal Filippa Coster-Waldau indtage hovedrollen som Louise. Klinger navnet bekendt, er det, fordi hun er datter af Nikolaj og Nukaka Coster-Waldau. Hun har tidligere været med i en enkelt kortfilm for syv år siden, men serien bliver i realiteten hendes debut som skuespiller.
‘Hvad med Monica’ får premiere i slutningen af 2021. Den er en af hele 40 nordiske originals, som Viaplay har på vej i 2021. Forleden annoncerede Viaplay også den færøske krimiserie ‘Trom’ med Ulrich Thomsen i hovedrollen.