Issa Rae og HBO er ganske vist ved at være færdige med ’Insecure’, som runder af med sin femte sæson senere på året, men det betyder ikke, at Rae og HBO er færdige med hinanden. Issa Rae er nemlig ved at udvikle en ny komedieserie af otte afsnit til streaminggiganten med titlen ’Rap Sh*t’.
’Rap Sh*t’ kommer til at handle om to high school-venner fra Miami, der med årene er vokset fra hinanden, men som genforenes for at starte en rapgruppe. Har man set ’Insecure’ har man da også oplevet Issa Raes talent udi freestyle-rap, så hele konceptet lyder som noget, der kunne være lige til højrebenet for Rae.
Mens Rae skriver pilotafsnittet, er castingprocessen efter sigende blevet sat i gang. Produktionen forventes at blive påbegyndt til sommer. Hvorvidt Rae kommer til at spille hovedrollen i serien, som hun gør i ’Insecure’, forlyder der dog intet om.
Den hypede hiphopduo City Girls, der består af rapperne Yung Miami og JT, er med på serien som producere sammen med Issa Rae.